Offentlig støtte til virksomheder er som udgangspunkt statsstøtte, som skal anmeldes og godkendes af Europa-Kommission for at være lovlig. For mindre støttebeløb kan det undgås, hvis der er tale om de minimis-støtte. Vi giver her en introduktion til de minimis-reglerne, og hvordan de anvendes i praksis.
Når en kommune eller en anden offentlig myndighed giver støtte til virksomheder, er det som udgangspunkt statsstøtte. Ofte vil støtten være omfattet af de EU-retlige regler om statsstøtte. Det gælder ikke kun direkte støtte, men også f.eks. billig husleje, salg af en ejendom under markedsprisen eller gratis brug af kommunale faciliteter. Reglerne om statsstøtte gælder også offentlige enheder, som driver virksomhed – både når de modtager, og når de yder støtte.
Støtte, der har en samhandelspåvirkning, skal som udgangspunkt anmeldes og godkendes af Europa-Kommissionen for at være lovlig. Dog gælder der nogle – ret komplekse – regler om generel fritagelse, den såkaldte "gruppefritagelsesforordning".
Derudover er der særlige regler for mindre støtte – "de minimis-støtte". Det er Hortens erfaring, at de minimis-reglerne med fordel kan anvendes langt mere målrettet. Det skal dog altid overvejes konkret, om en påtænkt støtte kan fritages og i givet fald, hvilken fritagelse der i så fald egner sig bedst.
Her er vores introduktion til de minimis-reglerne, hvordan de anvendes i praksis, og hvilke muligheder det giver.
Hvad er de Minimis-støtte?
De minimis-støtte er lovlig statsstøtte, der gives ved en forenklet procedure efter de minimis-forordningen (nr. 1407/2013). Når denne procedure følges, skal støtten ikke indberettes til eller godkendes af Kommission.
Offentlige myndigheder kan til en enkelt virksomhed give de minimis-støtte på op til 200.000 EUR (ca. 1,5 mio. kr.) regnet over en periode på tre regnskabsår. Tærskelværdien gælder for al støtte modtaget af (forskellige) offentlige myndigheder.
Hvis denne tærskel overskrides, kan Kommissionen kræve støtten tilbagebetalt med renter. Det gælder også, selvom der er tale om en fejl. Derfor er det væsentligt, at støttebeløbet og perioden beregnes korrekt.
Der kan som udgangspunkt tildeles de minimis-støtte inden for alle sektorer, men der gælder særregler for transportsektoren, eksportvirksomhed, konsulenttjenester, kulindustrien samt inden for landbrug og fiskeri.
Beregning af de minimis-støtten
Når det vurderes, om de minimis-støtte er under tærsklen på 200.000 EUR, så medregnes al den offentlige de minimis-støtte, der er tildelt modtageren i perioden.
Støtte til koncernforbundne virksomheder vurderes samlet. Hvis støttemodtager eksempelvis er et datterselskab, skal eventuel støtte til moderselskabet også tælles med. Også visse EU-midler skal indgå i beregningen.
Hvis støtten er et direkte tilskud, udgør værdien bruttobeløbet, inden skatter og afgifter er betalt. Hvis der ikke er tale om et direkte tilskud, skal den økonomiske markedsværdi af støtten beregnes, f.eks. markedslejen for et areal, som kommunen stiller vederlagsfrit til rådighed for virksomheden. Det er et krav for, at de minimis-reglerne kan anvendes, at støtten kan beregnes præcist forud for tildelingen.
Virksomheder kan som udgangspunkt modtage anden støtte – f.eks. efter en gruppefritagelse – og de minimis-støtte samtidig, uden at værdien skal lægges sammen. Hvis der er tale om støtte til de samme udgifter, så må de minimis-støtten dog ikke medføre, at støtteloftet for disse udgifter i en anden fritagelse overskrides.
Perioden for støttevurderingen
Virksomheden skal oplyse, hvor meget de minimis-støtte virksomheden allerede har modtaget inden for en periode på tre regnskabsår, inden der gives ny de minimis-støtte til virksomheden. Det er altså virksomheden, som har ansvaret for, at dette oplyses korrekt. Myndigheden skal kontrollere erklæringens indhold og kan på den baggrund godkende støtten.
Når det fastlægges, hvor meget de minimis-støtte der er ydet til en bestemt virksomhed, skal man se på den samlede de minimis-støtte i det regnskabsår, hvor virksomheden har opnået/vil opnå retten til ny de minimis-støtte og tilsvarende for de to foregående regnskabsår.
Støtten anses for ydet på det tidspunkt, hvor støttemodtageren opnår ret til at modtage støtten – og altså ikke først når støtten modtages. Hvis støtten ydes i rater, tilbagediskonteres beløbet til tidspunktet, hvor retten til støtte er opnået. Dette har betydning for, hvornår støtten skal indregnes i perioden på tre regnskabsår.
De minimis-reglen er ikke et hjemmelgrundlag til at yde støtte!
De minimis-reglen gælder parallelt med de øvrige regler, som den offentlige forvaltning er underlagt. Selvom en konkret støtte er de minimis-støtte og dermed lovlig efter EU-statsstøttereglerne, så skal myndigheden stadig have hjemmel til at yde støtten. De minimis-forordningen er således ikke i sig selv et hjemmelgrundlag, som giver myndigheden adgang til at støtte en virksomhed.
Derfor skal det indledningsvist overvejes, om der er hjemmel til at give støtten. For kommunal støtte vil hjemmelgrundlaget typisk f.eks. kunne findes i erhvervsfremmeloven eller de uskrevne retsgrundsætninger om kommunalfuldmagten.
Procedure for tildeling af de minimis-støtte
Når en myndighed ønsker at give en støtte, der er omfattet af de minimis-reglerne, skal der iagttages en række bestemte procedurer.
Procedure før tildeling af de minimis-støtte:
- Specifikation af de minimis-støtten:
Myndigheden skal meddele den potentielle støttemodtager skriftligt, at man påtænker at tildele de minimis-støtte og anføre det opgjorte støttebeløb. Myndigheden skal i den forbindelse henvise specifikt og korrekt til de minimis-forordningen.
Det sikrer, at støttemodtager er bekendt med, at der er tale om de minimis-støtte, og at det kan opgøres, hvor meget støtte virksomheden har modtaget. - Erklæring om anden de minimis-støtte:
Myndigheden skal indhente en erklæring fra virksomheden. Heri erklærer virksomheden, om den har modtaget anden de minimis-støtte i det indeværende og to foregående regnskabsår, og i så fald omfanget heraf. - Kontrol og vurdering:
Myndigheden skal kontrollere og vurdere de oplysninger, virksomheden giver i erklæringen. Myndigheden må ikke tildele de minimis-støtte, hvis den selv eller andre har tildelt virksomheden anden de minimis-støtte inden for de sidste tre regnskabsår, der medfører, at det samlede støtteniveau nu vil overstige 200.000 EUR.
Krav efter tildelingen af de minimis-støtte:
Når de minimis-støtten er tildelt, så skal myndigheden gemme dokumentation for støtten og for, at betingelserne i de minimis-forordningen er opfyldt. For støtte til en enkelt virksomhed (individuel støtte) skal oplysningerne gemmes i minimum 10 regnskabsår fra tildelingen, og for støtteordninger i 10 regnskabsår fra den sidste støtte, der ydes i henhold til ordningen.
Myndigheden skal være i stand til at stille disse oplysninger til rådighed for Kommissionen inden for en frist på 20 dage.
Der er ikke et register for de minimis-støtte i Danmark, og støtten skal derfor – i modsætning til støtte efter gruppefritagelsesforordningen – ikke registreres. Det betyder også, at det ikke kan kontrolleres centralt, hvor meget de minimis-støtte en virksomhed har modtaget. Her må myndigheden bero sig på den tro- og loveerklæring, som den modtager fra virksomheden. Det er således virksomheden, som har ansvaret for løbende at holde styr på, hvor meget de minmis-støtte den har modtaget og for at opgøre det korrekt over for myndighederne.
