Sammenligningslejemål indbragt for højere instans kunne anvendes

Udlejer havde indgået to lejekontrakter for to gennemgribende moderniserede lejemål med samme lejer, som var en boligfond, som skulle anvende lejemålene til fremleje.

Lejer indbragte under lejeforholdet lejens størrelse for huslejenævnet, som nedsatte lejen.

Huslejenævnets afgørelser blev stadfæstet af Huslejeankenævnet.

Udlejer indbragte Huslejeankenævnets afgørelser for boligretten, som ikke fandt, at udlejer havde løftet bevisbyrden for, at Huslejeankenævnets afgørelser ikke var udtryk for det lejedes værdi.

Udlejer indbragte herefter sagen for landsretten.

I tidsrummet mellem boligrettens og landsrettens behandling af sagen trådte lejelovens § 47, stk. 3, i kraft. Det følger heraf, at det, ved sammenligningen af lejens størrelse, skal tillægges vægt, at lejen i sammenligningslejemålet har været genstand for særskilt prøvelse.

Landsretten fandt, at lejemål, hvor lejen har været prøvet af huslejenævn eller Huslejeankenævnet, men hvor afgørelsen om lejens størrelse er indbragt for en højere instans, kan anses for at have været genstand for en særskilt prøvelse og derfor skal tillægges vægt i sammenligningen efter lejelovens § 47.

Landsretten fandt derimod ikke, at de sammenligningslejemål, hvor parterne har indgået retsforlig om lejen, eller hvor lejer under boligrettens behandling har taget bekræftende til genmæle over for udlejers påstand, er sammenligningslejemål, hvor lejen har været genstand for særskilt prøvelse, hvorfor sådanne lejemål ikke kan tillægges vægt.

Da landsretten fandt, at parterne havde fremlagt et passende antal prøvede sammenligningslejemål, så de derfor bort fra de fremlagte uprøvede sammenligningslejemål. Der var i sagen fremlagt seks prøvede sammenligningslejemål for hvert af de omtvistede lejemål.

Dommen er optrykt i T:BB 2022.76 Ø