Risiko for at et produkt kan anvendes forkert kan indebære en defekt – uanset behørig instruktion

Nærliggende risiko for at en friturekoger blev samlet forkert med deraf følgende betydelig risiko for brand udgjorde en konstruktionsfejl. Det har Højesteret afgjort. Dette på trods af at kogeren ellers virkede fint og trods en fyldestgørende brugsvejledning. Producenten fandtes derfor ansvarlig for brand.

En leverandør var erstatningsansvarlig, da der opstod brand i en friturekoger, efter en medarbejder havde samlet den forkert. Det har Højesteret afgjort. Med dommen omgjorde Højesteret landsrettens afgørelse.

Sagen kort
I denne sag  havde en leverandør leveret en friturekoger og en grillpavillion til en pølsevogn. Da en medhjælper skulle anvende kogeren, opstod der brand i den, der spredte sig til pavillionen. Dette medførte skader for et samlet beløb på omkring en mio. kr.

Pølsevognens forsikringsfirma, der havde udbetalt skadeserstatning, sagsøgte leverandøren, da firmaet mente, at leverandøren var ansvarlig for branden efter reglerne om produktansvar. Under retssagen viste det sig, at en medarbejder havde samlet friturekogeren forkert, så olien blev for varm, og branden opstod. Det kunne lægges til grund, at producenten havde advaret mod forkert samling i betjeningsvejledningen til kogeren, og at kogeren fungerede korrekt, hvis den var korrekt samlet.

Byretten fandt på baggrund af brandteknisk syn og skøn ikke, at sagsøgeren havde bevist, at det var en defekt ved kogeren, der havde været årsag til branden.

Vestre Landsret fandt, at branden skyldtes forkert samling af kogeren. Fordi den var solgt til erhvervsmæssig brug og forsynet med en betjeningsvejledning, og da det ikke var bevist, at producenten eller leverandøren havde kendskab til, at forkert samling havde været mulig årsag til brande i andre kogere, var der ikke grundlag for at fastslå, at kogeren led af en defekt på grund af en konstruktionsfejl.

Højesterets afgørelse
Højesteret omgjorde landsrettens dom og fandt, at leverandøren var erstatningsansvarlig efter reglerne om produktansvar.

Ved afgørelsen lagde Højesteret vægt på, at kogeren ifølge betjeningsvejledningen skulle rengøres hver uge, hvormed varmelegemet og hulristen skulle flyttes fra deres placering i kogekarret. Da der var betydelig risiko for brand ved forkert samling efter rengøring, burde producenten have indset, ”at det var en nærliggende risiko, at en bruger af kogeren kunne samle den forkert med den nævnte betydelige risiko for brand” som følge.

Derudover havde en skønsmand vurderet, at det var ukompliceret at konstruere kogeren så, den ikke kunne tændes ved forkert samling – hvilket producenten også havde gjort efterfølgende. Kogeren var derfordefekt som følge af en konstruktionsfejl, da den ikke havde den sikkerhed, som man med rette kan forvente, og det var uforsvarligt af producenten at bringe et sådan produkt i omsætning.

Det forhold, at det i betjeningsvejledningen var anført, at kogeren skulle samles på en anden måde, kunne ikke fritage leverandøren for ansvaret.

Bech-Bruuns kommentarer
Det har været almindelig antaget, at et produkt kunne være defekt alene som følge af manglende brugsvejledning til korrekt brug, jf. forudsætningsvist fx UfR 2012, side 1895V fra produktansvarslovens område. I denne sag gik Højesteret imidlertid skridtet videre statuerede ansvar, selvom skaden ikke skyldtes, at ”der var noget galt” med hverken kogeren eller vejledningen i traditionel forstand.  Kogeren blev simpelthen anvendt forkert, hvilket normalt er brugerens egen risiko.  Højsteret går imidlertid her ganske langt i at diktere, hvordan producenten i stedet burde have lavet sit produkt.

Med andre ord: Det kan godt være, at der stod hvordan kogeren skulle samles korrekt, men det forhold, at det havde været let i stedet at lave produktet, så det ikke virkede ved forkert samling, gjorde, at den valgte produktionsmetode gjorde kogeren defekt. Risikoen for brand ved forkert samling var altså ikke en undgåelig risiko, som brugeren selv er ansvarlig for som en systemskade.

Højesteret synes dermed at have anlagt en ganske streng vurdering, der kan lede tankerne hen på amerikanske tilstande, hvor der findes flere eksempler på, at domtolene – herunder ved brug af pønale pengeerstatninger – ”underviser” producenter i, hvordan de bør udforme deres produkter.

Mest kendt er i den sammenhæng formentlig sagen om Stella Liebeck der fik kr. 2,9 millioner dollar (ca. 15,7 millioner danske kroner) i erstatning for at brænde sig på en kaffe solgt i en McDonalds drive through.

Juraen bag
Ansvaret efter produktansvarloven er ”næsten” objektivt. Det vil sige, at ansvar efter lovens § 6, stk. 1 ifaldes som udgangspunkt, blot produktet er defekt.  Efter produktansvarlovens § 5 er et produkt defekt, hvis produktet ikke frembyder den sikkerhed, man med rette kunne forvente. ”Næsten” betyder i denne sammenhæng, at producenten kan undslå sig ansvar ved at godtgøre, at der er tale om en udviklingsskade, dvs.  en uforudsigelig skade eller at der netop ikke er tale om en defekt, fx hvis der er tale om en kendt, men uundgåelig risiko ved produktet (systemskade).

Noget tilsvarende antages at gælde uden for lovens område, som i denne sag, hvor ansvarsgrundlaget antages at være et objektiveret culpaansvar, tenderende til  culpa med omvendt bevisbyrde. Dermed antages ansvaret efter de to regelsæt i praksis at være nogenlunde lige striks.

Højesterets afgørelse er baseret på det i  retspraksis udviklede særlige erstatningsretlige regelsæt om produktansvar, som i modsætning til produktansvarsloven kan finde anvendelse i en sag som den foreliggende, hvor der var tale om skade på andet end ”forbrugerting”.

Produktansvaret er tradionelt beskrevet som et ansvar for farlige produkter, og det afgørende for, om det finder anvendelse, er om produktet forvolder skade på person eller ting, fordi det er defekt, og ikke fordi det bruges forkert. Producenten er altså ansvarlig for defekter, hvis de kunne eller burde være undgået. Ydermere er producenten ansvarlig for, at produktet er konstrueret og fremstillet efter den eksisterende tekniske og videnskabelige viden, der foreligger på produktionstidspunktet, og at der gives den fornødne information om produktet.

Producenten er dog ikke ansvarlig for bl.a. systemskader, som er skader, der opstår pga. en ved produktet kendt, men uundgåelig risiko (fx lungesygdomme fremkaldt af rygning). Udgangspunktet er et culpaansvar med omvendt bevisbyrde – et såkaldt præsumptionsansvar. Det er desuden ikke alene producenten, der kan gøres ansvarlig for produktskader, idet erhvervsdrivende mellemled – herunder leverandører – hæfter for det ansvar, det måtte påhvile tidligere led i omsætningskæden. Hæftelsesansvaret er et objektivt ansvar og kan derfor altid gøres gældende, hvis der kan gøres et culpaansvar gældende mod producenten.



 

---