Østre Landsret tog i en sag for nyligt stilling til, om et pengeinstitut, P’s, rentepåstand var egnet til at indgå i en domskonklusion. Ifølge påstanden skulle hovedstolen forrentes med P’s ”til enhver tid gældende højeste mora- og overtræksrente”. Den faktiske værdi af rentepåstanden var derfor variabel, og dermed ukendt for skyldner. Landsretten afviste P’s rentepåstand som uklar, og tilkendte i stedet almindelige procesrenter som det mindre i det mere.
Den 10. januar 2020 blev der i en småsag mellem et pengeinstitut, P, og en person, A, afsagt udeblivelsesdom ved Retten i Helsingør. A blev herefter dømt til at betale et beløb til P svarende til P’s påstand om hovedstolen.
Byretten fandt dog ikke, at P’s rentepåstand var egnet til at indgå i en domskonklusion, idet P havde nedlagt påstand om, at A skulle betale den ”til enhver tid gældende højeste mora- og overtræksrente, pt. 22,25 % p.a. fra […] og herefter tilskrevet kvartalsvis bagud hver den [dato] samt inkassogebyr […]”. A blev i stedet for – som det mindre i det mere – pålagt at betale procesrenten foruden inkassogebyr og sagens omkostninger.
Der var ikke for landsretten fremkommet oplysninger, som gav grundlag for at tage A’s påstand vedrørende hovedstolen til følge, og sagen for Østre Landsret vedrørte derfor hovedsageligt spørgsmålet om P’s rentepåstand.
Østre Landsrets afgørelse
For landsretten anførte P især, at rentepåstanden var egnet til pådømmelse, og at byretten ikke af egen drift kunne nedsætte rentepåstanden, eftersom den ikke var blevet bestridt af A. P havde desuden redegjort for rentesatsen ved blandt andet at henvise til, at værdien af rentepåstanden over tid ville afhænge af, hvorvidt og hvornår betalingen fandt sted.
Ifølge landsretten ville P’s rentepåstand indebære, at hovedstolen ville blive forrentet med en variabel – og for A ukendt – rentesats, som kun P ville have reel rådighed og kontrol over. Rentepåstanden var derfor også ifølge landsretten uegnet til at indgå i en domskonklusion.
Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse og tilkendte P procesrenter fra sagens anlæg med henvisning til, at retten ikke er afskåret fra at tilkende en part mindre end det påståede efter retsplejelovens § 338.
Bech-Bruuns kommentar
Dommen er seneste eksempel på, at domstolene slår hårdt ned på uklare påstande, og illustrerer således vigtigheden af at udforme rentepåstanden (og påstande i øvrigt) klart og tydeligt – noget der virker banalt, men som der ses flere og flere eksempler på. Dommen illustrerer desuden, at der skal være klar hjemmel til en rentesats højere end procesrenten.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at
kontakte mig.
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
