Efter konkursloven kan skifteretten bestemme, at skyldnerens post og andre forsendelser skal udleveres til kurator (postspærring). Reglerne blev indført i 1991, før brugen af e-mails blev almindelig udbredt. Det har givet anledning til tvivl om kurators adgang til e-mailkonti. Østre Landsret har for nylig afsagt en kendelse, hvor kurator fik adgang til en e-mailkonto, som blev påstået ejet af en tredjepart, og som blev benyttet både privat og arbejdsmæssigt.
Adgang til den konkursramte privatpersons post (postspærring) kan være et vigtigt redskab, når kurator skal afdække aktiver. Herudover kan adgangen ofte belyse, hvorvidt der er udført omstødelige eller ansvarspådragende dispositioner inden konkursen, som har været til skade for konkursboets kreditorer.
Konkurslovens regler om postspærring er et ældre regelsæt, som ikke tager direkte stilling til de problemstillinger, der kan opstå ved adgang til en e-mailkonto.
Det følger af konkurslovens § 104 a, at skifteretten kan bestemme, at breve og ”andre forsendelser” til skyldneren skal udleveres til kurator (postspærring), når det anses for at være af betydning for boets behandling.
Retspraksis har tidligere fastslået, at e-mails er omfattet af adgangen til postspærring. Når skyldneren er en fysisk person, hænder det ofte, at dennes e-mailkonto indeholder e-mails af både privat og erhvervsmæssig karakter. Hertil kommer, at e-mailkontoen formelt kan være ejet af en anden end skyldneren selv, som kan have interesse i, at indholdet ikke udleveres.
Kurator har omvendt legitim interesse i at gennemgå korrespondance, som kan have betydning for arbejdet med konkursboet.
Skyldneren er beskyttet mod kurators snagen i uvedkommende forhold, ved at kurator alene må gøre sig bekendt med indhold, som ikke åbenbart er uvedkommende for konkursboet. Kurator skal desuden give skyldneren mulighed for at overvære åbningen af forsendelser. Post, som er boet uvedkommende, skal udleveres til skyldneren, jf. konkurslovens § 104 b.
Retssag om sammenblanding
Bech-Bruun førte for nylig en retssag om postspærring, hvor en personlig skyldner gjorde indsigelse mod, at der blev etableret postspærring over en e-mailkonto.
Skyldneren henviste bl.a. til, at e-mailkontoen tilhørte et selskab. Skyldneren var direktør i selskabet, og han havde samtidig en ejerandel på 40 procent (tidligere 100 procent). Skyldneren påstod, at e-mailkontoen indeholdt selskabets forretningshemmeligheder. Selskabets øvrige ejerkreds ønskede ikke, at tredjemand (konkursboet) skulle opnå kendskab til disse hemmeligheder.
Skyldneren fremlagde dokumentation for, at e-mailkontoen (domænet) tidligere var overdraget til selskabet.
Konkursboet havde derimod konstateret, at skyldneren havde anvendt e-mailkontoen i såvel privat som erhvervsmæssigt regi, herunder i erhvervsmæssige forhold uden forbindelse til selskabet.
Landsretten fandt på denne baggrund, at skyldneren ikke havde godtgjort, at e-mailkontoen tilhørte selskabet frem for denne personligt. Landsretten tiltrådte herefter, at der blev etableret postspærring.
Landsrettens kendelse er trykt i U 2022.534 Ø.
Bech-Bruuns kommentar
Landsrettens kendelse underbygger, at det er skyldneren (eller tredjeparten, som ikke ønsker postspærring), der har bevisbyrden for, om en e-mailkonto tilhører skyldneren eller en anden.
Når skyldneren vælger at sammenblande egne forhold med et selskabs erhvervsmæssige forhold, er der en nærliggende risiko for, at skyldneren og selskabet ikke kan dokumentere, at e-mailkontoen reelt tilhører selskabet fremfor skyldneren privat (uanset at formalia for ejerskab er på plads).
Kendelsen fastslår dermed, at det er realiteterne bag anvendelsen og ejerskabet af en e-mailkonto, der er afgørende for, om der skal etableres postspærring. Retstilstanden anerkender ikke kreative forsøg på at undgå postspærring, ved at den formelle ejer er et selskab, som har stærk tilknytning til skyldneren.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
-medium.jpg)
