Voldgiftsretten udtaler i en ny kendelse, at der må stilles strenge krav til entreprenørens bevis for krav på tidsfristforlængelse, når der er tale om parallelt forsinkende forhold. Herudover tilkendegav voldgiftsretten, at en reklamationsregel, der i kontraktgrundlaget var tillagt præklusiv virkning, skulle fortolkes som en bevisregel.
Det er ikke usædvanligt i entreprenørbranchen, at der opstår forsinkelse i forbindelse med opførelsen af et byggeri. Hvis entreprenøren kræver tidsfristforlængelse, bærer han bevisbyrden herfor. Der stilles ofte relativt strenge krav til entreprenørens bevis, men der er visse tilfælde, hvor bevisbyrden lempes. Det kan du læse mere om her.
Medmindre det er åbenlyst, at entreprenøren har krav på tidsfristforlængelse, eller at bygherren har krav på dagbod, er det ofte nødvendigt at få eventuelle uenigheder afklaret af voldgiftsretten.
Parallelforsinkelse
I større byggerier kommer én ulykke sjældent alene, og der vil som regel være flere årsager til, at der opstår forsinkelse. En sådan parallelforsinkelse – hvor flere forhold samtidig forsinker byggeriet – giver ofte anledning til uenighed. For hvem skal bære det endelige ansvar, når de konkurrerende forsinkelsesårsager kan henføres til både entreprenøren og bygherren?
I tvister hvor entreprenørens og bygherrens forhold kun tilsammen forsinker byggeriet (begivenhederne hver for sig er altså ikke tilstrækkelige til at forsinke byggeriet), vil ansvaret som udgangspunkt blive placeret hos den part, der er ansvarlig for hovedårsagen til forsinkelsen. Hvis der foreligger en situation, hvor den ene årsag kunne være afklaret i tide, vil denne årsag efter retspraksis hyppigt negligeres og blive anset for betydningsløs.
Tilbage står de tilfælde af parallelforsinkelse, hvor flere begivenheder – hver for sig og uafhængigt af hinanden – forårsager forsinkelse. Forsinkelse ville med andre ord være indtrådt, selvom man så bort fra den ene årsag til forsinkelsen.
Der er ikke nogen klar konsensus i den juridiske litteratur om, hvordan denne form for parallelforsinkelser skal hånderes. Emnet er dog for nylig belyst i en kendelse i Tidsskrift for Bolig- og Byggeret (TBB2017.565).
Voldgiftsrettens kendelse
Sagen drejede sig om opførelsen af en arena, der var udbudt i flere fagentrepriser, herunder den af sagen omhandlede stålentreprise. Stålentreprisen blev forsinket på grund af flere parallelt forsinkende forhold. Parterne var uenige om, hvem der bar risikoen for forsinkelserne, ligesom der var uenighed om, hvorvidt forsinkelserne reelt berettigede til tidsfristforlængelse eller godtgørelse.
Under sagen havde entreprenøren blandt andet krævet tidsfristforlængelse med henvisning til, at:
- Beskadigede ankerbolte havde hindret montering af søjler, og
- Stærk vind havde hindret planlagte kranløft.
I den konkrete sag havde bygherren i en tilføjelse til AB 92 § 24, stk. 1 og 3, præciseret, at entreprenøren alene var berettiget til tidsfristforlængelse som følge af bygherrens forsinkelse, hvis bygherren ikke foretog afhjælpning af den pågældende forsinkelsesårsag senest tre dage efter påkrav fra entreprenøren. Bestemmelsen var formuleret som en præklusionsregel.
Entreprenøren skulle derudover senest fem dage efter krav om tidsfristforlængelse give bygherren en skriftlig begrundelse for forsinkelsen og uddybe, hvordan arbejdstidsplanen blev påvirket samt fremsætte eventuelle krav om erstatning eller godtgørelse.
Herudover fremgik det, at entreprenøren som dokumentation for vejrlig skulle fremlægge målinger fra en nærliggende DMI målestation.
Endelig blev det præciseret, at vejrlig alene berettigede entreprenøren til tidsfristforlængelse, hvis vejrliget konkret forhindrede aktiviteter på kritisk vej, som skulle være udført i den pågældende periode.
Forsinkelsesårsag nr. 1 – beskadigede ankerbolte
Entreprenøren krævede under sagen tidsfristforlængelse med henvisning til, at entreprenøren i en periode var forhindret i at montere søjler på grund af nogle beskadigede ankerbolte.
Entreprenøren påpegede den 26. august 2015, at ankerboltene var beskadigede, men anmodede ikke bygherren om at foretage udbedring. Først den 3. november 2015 gjorde entreprenøren gældende – efter bygherren havde foretaget udbedring på eget initiativ – at entreprenøren havde været forhindret i arbejder på kritisk vej, og at forsinkelsen berettigede til tidsfristforlængelse.
Entreprenøren havde ikke overholdt reklamationskravene i AB 92 § 24, stk. 1 og 3, hvilket ifølge voldgiftsretten måtte tillægges bevismæssig betydning ved vurdering af kravet til skade for entreprenøren.
Under hovedforhandlingen gav en medarbejder fra entreprenøren forklaring om ankerboltene og udtrykte i den forbindelse, at de beskadigede ankerbolte ”muligvis” ikke var af så kritisk betydning.
På denne baggrund fandt voldgiftsretten, at entreprenøren ikke havde bevist, at forsinkelsen lå på kritisk vej. Entreprenørens krav om tidsfristforlængelse blev derfor afvist.
Forsinkelsesårsag nr. 2 – stærk vind
Entreprenøren krævede også tidsfristforlængelse med henvisning til, at vindforholdene havde forhindret gennemførelsen af en række planlagte kranløft.
Entreprenøren fremsendte ikke på noget tidspunkt dokumentation for, at der var planlagt løft på de dage, hvor entreprenøren krævede ekstra tid, ligesom entreprenøren ikke havde fremsendt dokumentation for, at kranløftene var blevet aflyst som følge af den stærke vind, hvilket var påkrævet ifølge bygherrens tilføjelser til AB 92 § 24, stk. 1 og 3.
Derudover gik der ca. halvanden måned efter entreprenøren havde fremsat krav om tidsfristforlængelse, indtil entreprenøren – som påkrævet i henhold til AB 92 § 24, stk. 1 – fremsendte dokumentation om vindforholdene fra den nærmeste DMI målestation.
Herom udtalte voldgiftsretten udtrykkeligt, at entreprenørens manglende overholdelse af de skærperede krav i AB 92 § 24, stk. 1 og stk. 3, skulle tillægges bevismæssig betydning ved vurderingen af entreprenørens krav.
I samme periode, som entreprenøren krævede ekstra tid med henvisning til, at den stærke vind forhindrede planlagte kranløft, var en ståldrager kollapset under transport fra samlingspladsen til kranpladsen. Dette medførte, at alle montagearbejder vedrørende stålkonstruktionen øjeblikkeligt blev standset, indtil de allerede monterede ståldragere var blevet undersøgt nærmere. Årsagen til kollapset skyldtes overspændte bolte, hvilket entreprenøren bar risikoen for.
Voldgiftsretten udtalte, at hvor entreprenøren er forsinket eller i betydelig risiko herfor og kræver tidsfristforlængelse på grund af parallelt forsinkende forhold, der kan tilregnes bygherren eller er en bygherrerisiko, må der stilles strenge krav til entreprenørens bevis for de påberåbte parallelt forsinkende forhold.
Samtidig bemærkede voldgiftsretten, at de fremlagte videooptagelser (time lapse) af byggepladsen dokumenterede, at entreprenøren rent faktisk havde anvendt kranerne i flere tilfælde til trods for, at nærmeste DMI målestation udviste vindhastigheder højere end kranernes vindfølsomhed.
Sammenfattende fandt voldgiftsretten, at entreprenøren ikke var berettiget til tidsfristforlængelse på grund af vejrlig, udover det som bygherren allerede havde anerkendt. Størstedelen af bygherrens dagbodskrav var derfor berettiget.
Bech-Bruuns kommentarer
Det fremgår af kendelsen, at bygherrens tilføjelser til AB 92 § 24 skulle fortolkes som en bevisregel. Her var der indsat præklusionsregler omfattende entreprenørens krav på tidsfristforlængelse ved manglende iagttagelse af nærmere angivne reklamationsfrister. Dette resultat er ikke overraskende, når det tages i betragtning, at der efter voldgiftspraksis er en klar tendens til, at præklusionsregler og formforskrifter bortcensureres. Det kan du læse mere om her.
Det fremgår herudover af kendelsen, at der stilles strenge bevismæssige krav til den entreprenør, der kræver tidsfristforlængelse som følge af et parallelt forsinkende forhold, som bygherren bærer ansvaret for, såfremt entreprenøren på grund af egne forhold er forsinket eller i betydelig risiko herfor.
Det har formentlig været væsentligt for voldgiftsrettens vurdering, at entreprenøren i denne sag ikke havde iagttaget de skærpede reklamationskrav i AB 92 § 24, stk. 1 og 3, der blev tillagt bevismæssig betydning til skade for entreprenøren.
Kendelsen fastslår således væsentligheden af, at der undervejs i byggeprocessen reklameres rettidigt i tilfælde af forsinkelser, som berettiger til tidsfristforlængelse og eventuelt økonomisk kompensation.
Ligeledes understreger kendelsen vigtigheden af, at der fremsendes dokumentation for, at der foreligger forsinkelse som berettiger til tidsfristforlængelse, og at forsinkelsen ligger på kritisk vej. Dette er endnu mere udtalt, hvis parterne har vedtaget skærpede reklamations- og dokumentationskrav.
Særligt i entrepriser med komplicerede eller omfattende kranløft, bør særligt entreprenøren overveje, om reglerne for vejrlig skal differentieres og præciseres i relation til kranløft, således at der ikke hersker tvivl om, hvornår der foreligger tidsfristforlængende vejrlig. Der kan med fordel stilles krav om, at kranerne udstyres med digitale vindloggere. Entreprenøren bør desuden være meget omhyggelig med at dokumentere samt informere bygherren om, hvornår kranløft planlægges gennemført, samt hvornår disse bliver udskudt eller afbrudt. Herved bør det være muligt at begrænse tvister om vejrlig som følge af vindforhold betragteligt.
Kendelsen fastslår ikke, hvordan parterne stilles i tilfælde af (berettiget) parallelforsinkelse. Nogle forfattere argumenterer for, at man i Danmark bør lade sig inspirere af engelsk ret og anvende den såkaldte Malmaison-doktrin. Doktrinen tilsiger, at entreprenøren i tilfælde af parallelforsinkelse opnår tidsfristforlængelse men ikke økonomisk kompensation (”time, no money”), jf. artiklen herom i Tidsskrift for Bolig- og Byggeret (TBB2016.696). Doktrinen skaber stor forudsigelighed, hvilket er fordelagtigt i entrepriser. Det er dog ikke åbenbart, at doktrinen altid medfører rimelige resultater.
Vi anser det derfor for mest sandsynligt, at der i voldgiftspraksis vil blive foretaget en skønspræget fordeling af ansvaret og de økonomiske krav, som forsinkelserne giver anledning til. Dette ville være i overensstemmelse med voldgiftrettens sædvanlige pragmatiske tilgang samt ældre voldgiftspraksis, som indeholder perifere elementer af parallelforsinkelse.
