Opbremsning i direkte krav?

Direkte krav mod særligt underentreprenører og underrådgivere har i de senere år fået stadig mere vind i sejlene. I lyset af en netop offentliggjort kendelse fra Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg ser vi nærmere på rækkevidden af denne type krav og mulige tendenser til at begrænse disse. 

Direkte krav er især interessante, når de fremsættes som deliktskrav (”retsbrudskrav”), hvilket indebærer, at kravet baseres på dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontrakt. Herigennem frigøres kravene i enhver henseende for blandt andet ansvarsbegrænsninger, eventuelle voldgiftsklausuler og andre kontraktvilkår i de bagvedliggende entreprise- og rådgiveraftaler. Selvom en bygherre eksempelvis har aftalt en ansvarsbegrænsning på 1 mio. kr. i en aftale med sin totalrådgiver, vil bygherre i princippet kunne rejse et ubegrænset erstatningskrav mod totalrådgiverens underrådgiver, hvis en given projekteringsfejl eller lignende kan henføres til underrådgiverens forhold. Eventuelle, tilsvarende ansvarsbegrænsninger i aftalen mellem totalrådgiveren og underrådgiveren vil i sådanne tilfælde heller ikke af underrådgiveren kunne påberåbes over for bygherren.

Det er derfor indlysende, at disse former for direkte krav i mange tilfælde fremstår som en attraktiv mulighed for en bygherre for at ”omgå” ansvarsbegrænsninger mv. i aftalekæden. Det er lige så indlysende, at det for den berørte underrådgiver eller underentreprenør opleves som en mellemsvær katastrofe at blive mødt med sådanne krav, som i realiteten gør helt gængse ansvarsbegrænsninger illusoriske.

I en række nyere afgørelser fra både domstolene og Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg har bygherren haft held med at trænge igennem med et direkte krav efter reglerne om erstatning uden for kontrakt selv i de tilfælde, hvor underrådgiveren eller underentreprenøren ikke har handlet groft uagtsomt. Barren for disse direkte krav er herved – tilsyneladende – sænket noget i forhold til tidligere rets- og voldgiftspraksis.

Direkte krav kan også fremføres i en noget mildere afskygning, hvor kravet er baseret på de underliggende kontraktvilkår og derfor respekterer aftalte ansvarsbegrænsninger mv. I sagens natur er sådanne direkte krav – baseret på indtræden i den underliggende kontrakt - betydeligt mindre kontroversielle end de direkte retsbrudskrav, som netop er frigjort fra underliggende ansvarsbegrænsninger og andre kontraktvilkår.

Afgrænsningen mellem de to kategorier af direkte krav og især rækkevidden af retsbrudskrav var senest til pådømmelse i Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg og belyses i dennes kendelse, offentliggjort i TBB 2017.557.


Voldgiftsrettens kendelse

Den konkrete sag drejede sig om et ejerlejlighedsbyggeri opført af en developer og senere videresolgt til nye ejere.

Ved 5-års-eftersynet blev der konstateret en række mangler ved ejendommen, som ejerforeningen efterfølgende påtalte direkte over for de fagentreprenører og den projektrådgiver, som den oprindelige bygherre havde kontraheret med.

Det direkte krav blev i første omgang fremført ved de almindelige domstole, idet ejerforeningen – noget utraditionelt – påberåbte sig både indtrædelses- og retsbrudssynspunkterne i en og samme sag. Dette sagsanlæg førte ikke helt overraskende til afvisning af sagen, da indtrædelsessynspunktet i sagens natur var fanget af en voldgiftsklausul mellem den oprindelige bygherre og entreprenører og rådgivere.

Ejerforeningen forsøgte derefter at trænge igennem med de direkte krav ved Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg.

Voldgiftsretten fandt, at en del af kravet var forældet, da det efter voldgiftsrettens opfattelse måtte have stået ejerforeningen klart, at sagens anlæg ved de almindelige domstole åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse, når de underliggende kontrakter indeholdt en voldgiftsklausul. Forældelsesefristen var derfor ikke afbrudt, jf. forældelseslovens § 20, stk. 2, om ”utjenlige” retslige skridt. At sagsanlæg i en sådan situation er et uegnet retsskridt, fremgår da også af tidligere retspraksis (TBB 2002.410V), hvor det blev fastslået, at ”A” ikke kan komme uden om en voldgiftsklausul i kontrakten mellem ”B” og ”C”, med mindre ”A” udtrykkeligt frafalder at påberåbe sig kontraktgrundlaget, dvs. frafalder indtrædelsessynspunktet.

Derimod fandtes det direkte retsbrudskrav – noget opsigtsvækkende – ikke omfattet af den 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1, og denne del af kravet blev derfor realitetsbehandlet.

Voldgiftsretten frifandt imidlertid i sidste ende enterprenørerne og rådgiver, også for det direkte retsbrudskrav. Især begrundelserne for denne frifindelse påkalder sig en vis interesse. Voldgiftsretten henviste i sine præmisser blandt andet til ”manglernes forholdsvis beskedne økonomiske omfang, karakter og årsag” og til manglende bevis for ”faglige fejl ved projekteringen”.


Bech-Bruuns kommentarer

Kendelsen giver for det første anledning til at overveje, om voldgiftsrettens præmisser for frifindelse for det direkte krav kan læses som udtryk for en mere differentieret ansvarsbedømmelse med inddragelse af ikke alene graden af uagtsomhed, men også andre faktorer, herunder ”omfang, karakter og årsag”.

At eksempelvis projekt- og udførelsesfejl, som efter deres ”omfang” ligger i nærheden af bagatelgrænsen, ikke kan danne  grundlag for direkte retsbrudskrav, er dog i sig selv ikke voldsomt interessant. Afgørelsen kan i det hele taget næppe antages at kaste afgørende nyt lys på rækkevidden af direkte krav. I kølvandet på blandt andet Bobledæk-sagen (TBB 2014.531) vil debatten, om hvorvidt der skal ”noget ekstra til” ud over simpel uagsomhed, derfor givetvis fortsætte.

Direkte krav kan i visse tilfælde afmonteres blandt andet gennem forhåndsaftaler med bygherren om at give afkald på krav, der rækker videre end aftalte anvarsbegrænsninger. I praksis er sådanne forhåndsaftaler dog sjældent farbare. Usikkerheden om rækkevidden af direkte krav kunne derimod med fordel søges bragt ud af verden ved en passende regulering i byggeriets standardvilkår ved den nært forestående AB-refom. AB-reformens håndtering af direkte krav er i skrivende stund uvis.

Til gengæld kan der på baggrund af voldgiftsrettens kendelse drages den mere håndfaste slutning, at en bygherre i al fald som klart udgangspunkt ikke i én og samme sag kan påberåbe sig både indtrædelses- og retsbrudssynspunkterne. Sådanne forsøg på i den konkrete sag at ”blæse og have mel i munden” bør i al almindelighed frarådes til fordel for en en-strenget sagstrategi. Set fra bygherrens synsvinkel vil det i langt de fleste tilfælde være det retsbrudsbaserede krav, som har potentialet til at bære de fleste frugter.

Endelig skal det om forældelsesspørgsmålet bemærkes, at der utvivlsomt gælder en 3-årig forældelsesfrist for direkte krav, uanset om de støttes på indtrædelses- eller retsbrudssynspunktet. Begyndelsestidspunktet for den 3-årige forældelsesfrist kan være forskelligt, da forældelsen regnes fra enten tidspunktet for misligholdelsen (indtrædelsessynspunktet) eller tidspunktet for skadens indtræden (retsbrudssynspunktet), jf. forældelseslovens § 2, stk. 3 og stk. 4. Voldgiftsrettens bemærkning om, at retsbrudskrav ikke er omfattet af den 3-årige forældelsesfrist kan hænge sammen med oplysninger eller synspunkter, som ikke fremgår af kendelsen, da der som nævnt ikke er tvivl om, at 3-årsfristen også gælder direkte krav baseret på retsbrudssynspunktet.

 

 

---