Nye vinkler på rådgivers budgetansvar?

Planlægning af økonomi var et af de centrale emner, da AB-dokumenterne blev revideret i 2018. Der blev i den forbindelse indført nye regler i ABR 18 om den tekniske rådgivers forpligtelser og ansvar ved budgetteringsopgaver.

VBA har i TBB2023.753 på ny taget stilling til, hvornår en rådgiver kan blive pålagt ansvar for en budgetoverskridelse. Sagen omhandlede en totalrådgiveraftale om renovering og nyindretning af en kro. ABR Forenklet var gældende, og totalrådgiver skulle bl.a. udarbejde hovedprojekt samt levere projektopfølgning, byggeledelse og fagtilsyn i udførelsesfasen. Det fremgik af totalrådgiveraftalen, at budgettet for de samlede håndværkerudgifter inklusiv honorar og omkostninger var cirka 31.500.000 kroner, svarende til en kvadratmeterpris på 25.000 kr./m².

Allerede kort tid efter aftalens indgåelse gjorde totalrådgiver opmærksom på, at nogle bygherreønsker kunne udfordre budgettet. De efterfølgende budgetter viste alle, at byggeudgifterne med stor sandsynlighed ville overstige det fastsatte budget.

Ved det efterfølgende entrepriseudbud afgav to entreprenører tilbud, der imidlertid ville resultere i totale byggeudgifter inklusiv rådgiverhonorar på 4,6 mio. kr. på henholdsvis cirka 50,5 mio. kr. og cirka 52,4 mio. kr. Bygherren gjorde herefter gældende, at der var tale om en budgetoverskridelse, og at totalrådgiver havde svigtet i en sådan grad, at der forelå en væsentlig misligholdelse, der berettigede bygherren til at ophæve rådgiveraftalen.

Rådgiveren anlagde sag i forlængelse af ophævelsen og krævede erstatning samt betaling svarende til, at aftalen var blevet opsagt. Bygherre nedlagde påstand om tilbagebetaling af for meget betalt honorar.

Voldgiftsretten fandt ikke, at der var tale om væsentlig misligholdelse, da rådgiveren ved flere kalkulationer havde belyst, at forskellige optioner og valg kunne medføre varierende byggeudgifter, herunder også byggeudgifter, der oversteg det oprindelige foreløbige budget. Herudover lagde voldgiftsretten vægt på, at bygherren ikke ved syn og skøn eller på anden måde havde ført bevis for, at rådgiverens skøn i det foreløbige budget var urealistisk eller mangelfuldt.

Voldgiftsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at rådgiver væsentligt havde misligholdt rådgiveraftalen. Voldgiftsretten fremhævede herunder, at den væsentlige misligholdelse blev påberåbt, uden at totalrådgiveren havde haft mulighed for ved besparelsesforslag eller omprojektering at søge forholdene afklaret og dermed søge budgetoverskridelsen minimeret. Rådgiver var herefter berettiget til betaling, som om opgaven var afbestilt.

Kendelsen flugter fint med TBB2021.532, hvor bygherre i en ABR89-sag ikke fik medhold i et krav om erstatning eller afslag, da det heller ikke i den sag var godtgjort, at rådgivningen havde været mangelfuld. I denne sag udtalte voldgiftsretten tillige, at det i almindelighed ikke indebærer en væsentlig misligholdelse fra rådgiverens side, at prisen for et byggeri overskrider budgetrammen. Voldgiftsretten tilføjede, at dette også gælder, når rådgivningsydelsen omfatter budgettering, og hvor bygherren på forhånd har gjort det klart for rådgiveren, at overholdelse af budgetrammen er en betingelse for gennemførelsen af byggeriet.

I begge kendelser blev der lagt særlig vægt på, at rådgiveren løbende og loyalt havde holdt bygherren orienteret om budgettet og om risikoen for budgetoverskridelse.

Bech-Bruuns kommentar

De to kendelser viser, at budgetoverskridelser som udgangspunkt er en bygherrerisiko, også selvom bygherren på forhånd har fremhævet, at det er en afgørende forudsætning, at budgettet bliver overholdt. 

Spørgsmålet er, om bygherren med vedtagelsen af ABR 18 kan sikre sig bedre mod risikoen for budgetoverskridelser.

Både ABR 18 og ABR Forenklet indeholder bestemmelser, hvorefter en rådgiver, der har til opgave at udføre budgettering, skal gennemgå bygherrens budget og budgetforudsætninger ved rådgivningens påbegyndelse. Gennemgangen skal munde ud i en tilbagemelding til bygherren om, hvorvidt budgettet og budgetforudsætningerne er realistiske i forhold til opgaven, ligesom gennemgangen skal danne grundlag for rådgiverens revision af budgettet i de efterfølgende faser. Bygherre og rådgiver skal således meget tidligt i forløbet betrygge hinanden i, at bygherrens budget, der lå til grund for rådgiverudbuddet, er realistisk. Bestemmelsen blev indsat for at undgå, at budgetoverskridelser først opdages sent i projekteringen.

Det følger herudover af ABR 18 § 46, stk. 1, at rådgiveren, som har fået til opgave at udføre budgettering, er forpligtet til at foretage vederlagsfri omprojektering (finde besparelser), hvis entreprenørens tilbud overskrider det senest godkendte budget, og hvis bygherren kræver omprojektering. Der kan ikke kræves vederlagsfri omprojektering, hvis rådgiver kan sandsynliggøre, at overskridelsen ikke var til at forudse, eller at omprojekteringen er forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger. Bygherrens ret til at blive orienteret om budgetoverskridelser og til at kræve vederlagsfri omprojektering gælder i alle faser i projektet, jf. ABR 18 § 11, stk. 5. Bestemmelser svarende til ABR 18 § 11, stk. 5, og § 46, stk. 1, er ikke indeholdt i ABR Forenklet. Det ses dog i totalrådgiveraftaler underlagt ABR Forenklet, at tilsvarende bestemmelser er tilføjet, hvis totalrådgiver skal udføre budgettering og projektering.

Bygherrens primære beføjelse i tilfælde af en budgetoverskridelse, der burde have være forudset af rådgiveren, er således vederlagsfri omprojektering, jf. ABR 18 § 11, stk. 5, og § 46, stk. 1. Rådgiveren er i øvrigt berettiget til tidsfristforlængelse i forbindelse med en omprojekteringsforpligtelse, jf. ABR 18 § 38, stk. 1, litra f), og ABR Forenklet § 28, litra f). 

Voldgiftsrettens bemærkning i TBB2023.753, hvorefter rådgiver ikke inden bygherrens ophævelse havde haft mulighed for at søge forholdene afklaret ved besparelsesforslag og omprojektering, kunne anses for at være en art analog anvendelse af ABR § 46, stk. 1. Bemærkningen må dog nok nærmere ses som udtryk for, at en kontraktpart som alt overvejende hovedregel skal have mulighed for at rette ind for sig, inden en ophævelse i det hele taget kan komme på tale. 

Både ABR 18 og ABR Forenklet indeholder bestemmelser om afslag i honoraret, herunder at bygherre har ret til et afslag i honoraret, hvis afhjælpning af en mangel er umulig. Afslaget fastsættes skønsmæssigt.  

Det er en betingelse for at kunne kræve afslag i honoraret i medfør af ABR 18 og ABR Forenklet, at der foreligger en mangel, dvs. et ansvarspådragende forhold. Dette udtalte voldgiftsretten også i TBB 2021.532, hvor ABR 89 var aftalt, og er ikke en nyskabelse i ABR 18 eller ABR Forenklet. 

I tillæg hertil er det imidlertid værd at være opmærksom på, om der kunne være grundlag for en honorarnedsættelse (honorarregulering) som følge af, at forudsætningerne for beregningen af rådgiverens honorar ikke er opfyldt. Dette kunne f.eks. være tilfældet, hvis rådgiveren ufortrødent fortsætter projekteringen efter at have konstateret, at byggeriet ikke vil kunne gennemføres inden for de forudsatte økonomiske rammer. I et sådan tilfælde skal der ikke føres bevis for, at der er mangler ved den leverede ydelse. Se herom i Claus Berg, Teknisk Rådgivning – ABR 18, s. 452.

Der kan dog ikke kræves hverken afslag i honoraret eller honorarregulering i øvrigt, når bygherren har mulighed for at kræve vederlagsfri omprojektering, og rådgiveren rent faktisk udfører omprojekteringen.

Almindelige erstatningsretlige principper indebærer i øvrigt, at en bygherre som altovervejende hovedregel ikke kan kræve erstatning af en rådgiver, fordi budgettet – ved en ansvarspådragende budgetteringsfejl – bliver overskredet, se hertil f.eks. TBB1999.156. Det skyldes, at der i tilfælde af en budgetoverskridelse som udgangspunkt vil være udført ”byggeri for pengene”. Bygherren vil således være tilføjet en merværdi svarende til budgetoverskridelsen, og der vil derfor ikke foreligge et erstatningsberettiget tab. 

Anderledes kan det imidlertid stille sig, hvis der foreligger ”overprojektering”, og bygherren kan påvise, at materialeforbruget kunne have været optimeret og minimeret. Typetilfælde kunne være materialevalg, der udelukkende er begrundet i arkitektens æstetiske (og ikke med bygherren afstemte) hensyn, eller ingeniørens anvisning af en overforsigtig, robust sikring af bæreevnen. Rets- og voldgiftspraksis herom er dog sparsom. Se om sådanne ”omvendte projektmangler” i Claus Berg, Teknisk Rådgivning – ABR 18, s. 526.

Den øgede opmærksomhed på at optimere og minimere materialeforbruget – ikke blot af økonomiske, men også af klima- og ressourcemæssige hensyn – kan sætte yderligere fokus på ”overprojektering”. Det er imidlertid et kendt fænomen, at det kræver tid at ”regne i bund”, og at ”overprojektering” i nogle tilfælde sker for at spare tid og omkostninger forbundet hermed. Det vil derfor ved vurderingen af, om der foreligger et erstatningsberettiget tab ligeledes skulle tages i betragtning, om den ”overprojekterede” og hurtigere løsning modsvarer økonomien forbundet med en isoleret set billigere, men måske mere tidskrævende løsning. Den rådgiver, der på forhånd har gjort bygherre opmærksom på, at tidsplanen vil udfordre muligheden for at ”regne i bund”, vil i sagens natur stå stærkere, hvis der efterfølgende måtte opstå et spørgsmål om ”overprojektering”.