Ny vejledning skal lette pengeinstitutters byrde ved risikovurdering af foreninger efter hvidvaskloven

Når en virksomhed omfattet af hvidvaskloven (f.eks. et pengeinstitut) får en ny kunde, herunder en forening, skal virksomheden i henhold til hvidvaskloven foretage en vurdering af risikoen for, at kunden vil misbruge virksomheden til hvidvask eller terrorfinansiering. Risikovurderingen danner grundlag for, hvilke kundekendskabsprocedurer der skal gennemføres efter hvidvaskloven, og hvordan en virksomhed skal overvåge kundeforholdet.

Supplement til Finanstilsynets generelle vejledning

Den nye vejledning supplerer Finanstilsynets generelle vejledning om hvidvaskloven med specifik vejledning om, hvordan virksomheder omfattet af hvidvaskloven kan risikovurdere foreninger i forbindelse med gennemførelse af kundekendskabsprocedurer.

Vejledningens centrale indhold er tre tabeller (i afsnit 3), som oplister en række karakteristika til brug for risikoklassifikation af foreninger. Det fremgår af vejledningens tabel 1, at foreninger med født medlemskab (f.eks. ejerforeninger, almene boligforeninger, andelsboligforeninger, gårdlaug, antenneforeninger m.fl.) som udgangspunkt kan klassificeres som begrænset risiko, da disse typer foreningers aktiviteter er snævert afgrænset til foreningens specifikke formål.

Tabel 2 og 3 indeholder karakteristika, der understøtter en forenings klassifikation som henholdsvis begrænset risiko og øget risiko. For eksempel taler det for, at en forening kan klassificeres som begrænset risiko, hvis den kontinuerligt har en begrænset omsætning, indestående eller lavt kontantflow, eller hvis den modtager offentlige tilskud eller bevillinger. Omvendt kan det for eksempel tale for en klassifikation som øget risiko, hvis foreningen indsætter eller hæver større kontantbeløb, som ikke kan knyttes til konkrete aktiviteter, eller hvis den er etableret med et erhvervsmæssigt formål, såsom pengeoverførselsvirksomhed eller lotteri/spil.

I vejledningen understreges det, at de oplistede karakteristika aldrig kan stå alene, og at en klassificering af en forening som begrænset eller øget risiko skal bero på pengeinstituttets gennemgang af foreningens samlede engagement, ejerkreds og forretningsmodel m.v.

Derudover indeholder vejledningen blandt andet konkrete eksempler på, hvordan en kundekendskabsprocedure udføres, når en forening vurderes at have henholdsvis begrænset og øget risiko, samt en beskrivelse af kravene til løbende overvågning af kunden.

I særlig grad tiltænkt pengeinstitutter

Selvom vejledningen med generelle formuleringer henvender sig til alle virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven, er den i særlig grad tiltænkt pengeinstitutter. Vejledningen er nemlig en udmøntning af et af tre konkrete forslag fra et idékatalog, som i juni 2021 blev fremlagt af Arbejdsgruppen om foreninger i forhold til hvidvaskloven med henblik på at lette byrderne for både foreninger og pengeinstitutter, når de skal gennemføre kundekendskabsprocedurer.

Vejledningen er baseret på et forslag om at give pengeinstitutter et mere præcist værktøj til risikoklassifikation af foreninger, så identificeringen af lavrisikokunder lettes.

Finanstilsynet har udarbejdet vejledningen i samarbejde med deltagerne fra arbejdsgruppen (blandt andre FinansDanmark), og der har været inddragelse af forenings- og pengeinstitutsiden.

Udover vejledningen vil Finanstilsynet søge at offentliggøre informationsmateriale på Finanstilsynets hjemmeside med en række spørgsmål og svar, der afspejler de drøftelser, der ofte opstår i mødet med foreningens pengeinstitut.

Evaluering foråret 2023

Vejledningen forventes evalueret i foråret 2023, hvor det vil blive vurderet, om den lever op til sit formål, og i den forbindelse vil Finanstilsynet igen inddrage både pengeinstitut- og foreningssiden.

Læs vejledninegn her

Kromann Reumerts bemærkninger

Det er forhåbningen, at vejledningen i praksis vil bidrage til en egentlig byrdelettelse hos pengeinstitutterne og foreningerne ved gennemførelse af kundekendskabsprocedurer. Vejledningens karakteristika for risikoklassifikation kan dog alene bidrage til en byrdelettelse for pengeinstitutterne, i det omfang pengeinstitutterne hidtil, grundet deres hidtidige fortolkning af hvidvaskloven, har fejlklassificeret lavrisikoforeninger som højrisikoforeninger, idet foreninger med øget risiko - set i forhold til foreninger med en begrænset risikovurdering - er underlagt yderligere dokumentationskrav (bl.a. for forretningsomfang, risikostyring m.v.) og mere overvågning af kundeforholdet.

Hvis den nye vejledning skal medføre en reel byrdelettelse, vil det derfor formentlig kræve, at vejledningens model for risikoklassifikation implementeres effektivt i pengeinstitutternes hvidvask set-up, herunder ved en revidering af interne forretningsgange, med henblik på at sikre en korrekt risikoklassifikation af foreninger. Vejledningen eliminerer dog ikke al fortolkningstvivl, og i praksis kan det derfor tænkes, at mange foreninger fortsat vil blive klassificeret som øget risiko, for at være "på den sikre side" med overholdelsen af hvidvasklovens dokumentationskrav m.v.

Det kan formentlig bidrage til en yderligere byrdelettelse, hvis de to andre forslag fra arbejdsgruppens idékatalog også gennemføres. Disse går i korthed ud på (i) at der skal etableres en frivillig digital selvbetjeningsløsning for foreninger, der skal effektivisere foreningens udlevering af dokumenter; og (ii) at der skal udarbejdes en guide til formelle rammer i mødet mellem pengeinstitutter og foreninger.