Ny principiel dom om kumuleret konkurskarantæne

Den 11. august 2016 idømte Sø- og Handelsretten konkurskarantæne i sammenlagt ni år til en "afviklingsdirektør" for tre selskaber. Afgørelsen er principiel, da det er første gang en person er pålagt en konkurskarantæne af denne varighed.

Gennem adskillige år har den dømte, som beskriver sig selv som "afviklingsdirektør", drevet forretning med nedlukning af nødlidende virksomheder. Over årene har antallet af nedlukninger rundet 300.

Kurator for tre konkursboer indledte sag om konkurskarantæne efter forudgående likvidation af tre selskaber, som "afviklingsdirektøren" havde været likvidator for.


Sagens omstændigheder

Kurator indstillede, at det efter handlemåden og omstændighederne i øvrigt var rimeligt at pålægge likvidator konkurskarantæne. I denne forbindelse blev det anset for en skærpende omstændighed, at likvidators forretningsmodel har medført en systematisk og metodisk groft uforsvarlig forretningsførelse, hvor gældende lovgivning konsekvent var blevet overtrådt med tab for kreditorerne og egen vinding til likvidator til følge, idet likvidators standardhonorar efter det oplyste var ca. kr. 40.000 plus moms pr. nødlidende selskab.

Reglerne i bogføringsloven, årsregnskabsloven, selskabsloven samt skatte- og afgiftslovene var systematisk blevet overtrådt i de tre selskaber, mens likvidatoren havde ledelsesansvaret. Efter konkursen manglede bogføringen, hvilket i betydeligt omfang havde begrænset kurators muligheder for at foretage en effektiv konkursbehandling. Kurators undersøgelser af boets forhold var således i høj grad blevet umuliggjort ved likvidatorens adfærd.


Rettens resultat

Retten vurderede, at det var en skærpende omstændighed, at likvidator arbejdede og markedsførte sig som en professionel aktør. "Afviklingsdirektøren" var bekendt med. dels at de tre selskaber, hvori han fungerede som likvidator, utvivlsomt var insolvente, dels at han konsekvent overtrådte sine ledelsesforpligtelser på vegne af selskaberne, hvis drift han havde videreført alene for egen vindings skyld og således uden saglig forretningsmæssig grund. På denne baggrund konkluderede retten, at hans forretningsførelse som likvidator havde været groft uforsvarlig i samtlige tre selskaber.

Karantæneperioden blev for hvert selskab fastsat til tre år, da der ikke var grund til at fravige udgangspunktet, jf. konkurslovens § 158, stk. 1, og kumuleret pålæg af konkurskarantæne på i alt ni år.


En principiel afgørelse

Dommen er bemærkelsesværdig, fordi reglerne blev introduceret for at imødegå konkursrytteri og spekulation i virksomheders konkurs for egen vindings skyld. Konkurskarantænereglerne har først og fremmest til formål at fungere som et værn imod den adfærd, der er udvist af afviklingsdirektørens/likvidator i de tre omtalte sager.

Dommen fastslår, at der i tilstrækkeligt grove tilfælde sker kumulation af konkurskarantænepålæg. Der gælder en øvre grænse for en karantænes kumulerede varighed på i alt 10 år. Grænsen er ikke absolut, og der er således ingen hindringer for at pålægge konkurskarantæne på ny, igen med en varighed på maksimalt 10 år.

Handler "afviklingsdirektøren" i strid med den pålagte konkurskarantæne, vil han hæfte personligt og ubegrænset for den del af skyldnervirksomhedens gæld, der ikke dækkes i konkursmassen i de kapitalselskaber, hvori han har siddet i ledelsen under karantæneperioden. Tilbage står imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt "afviklingsdirektøren" vil lukke sin forretning eller blot tilpasse denne til omstændighederne via stråmandskonstruktioner eller anden omgåelse. Vil pålæg af konkurskarantæne bremse for hans forretningsførelse? Virker reglerne i praksis overhovedet efter hensigten?