Efter AB 18-reglerne anses en beslutning om stillet sikkerhed som "endelig", hvis den ikke er indbragt for voldgift senest 8 uger efter, at beslutningen er truffet. I en nytrykt delkendelse i en voldgiftssag refereret i TBB 2025.729 har voldgiftsretten dog fundet, at det kun er muligheden for at få prøvet spørgsmålet om udbetaling, nedskrivning eller ophør af garantien ("likviditetsspørgsmålet"), som endeligt afskæres efter 8-ugers fristen. Parterne har dermed stadig mulighed for at få prøvet berettigelsen af de bagvedliggende krav ("fordringsspørgsmålet"), også efter udløb af 8-ugers fristen. I denne nyhed kaster vi lys over den nye kendelse - og hvad afgørelsen (måske) også betyder for "endeligheden" af hurtige afgørelser.
En ankefrist på 8 uger?
En beslutning om stillet sikkerhed har ifølge AB 18 § 67, stk. 10 (og tilsvarende ABT 18 § 65, stk. 10) "som en voldgiftskendelse bindende virkning for sagens parter". Parterne har dog mulighed for at indbringe beslutningen for voldgift senest 8 uger efter beslutningen er truffet - og indbringes sagen ikke inden fristens udløb, bliver beslutningen "herefter endelig".
Samme frist og formulering gælder for hurtige afgørelser, jf. AB 18 § 68, stk. 9 (ABT 18 § 66, stk. 9).
Hidtil har disse 8-ugers frister for indbringelse af en beslutning om stillet sikkerhed hhv. en hurtig afgørelse været anset som en slags "ankefrist". Spørgsmålet er dog, om dette er korrekt - og hvad det egentlig indebærer, at en beslutning om stillet sikkerhed hhv. en hurtig afgørelse derefter bliver "endelig og bindende". Netop dette spørgsmål tog tre højesteretsdommere stilling til i en delkendelse gengivet i TBB 2025.729, for så vidt angår en beslutning om stillet sikkerhed.
Sagen kort
Sagen udspringer af en byggesag om ombygning af en eksisterende ejendom, hvor en totalentreprenør - efter at have fremsendt en slutopgørelse med et samlet krav på godt DKK 36,5 mio. - havde anmodet om fuld udbetaling af en bygherregaranti på DKK 16,6 mio.
Den 13. juni 2024 traf de sagkyndige beslutning om stillet sikkerhed, hvorved totalentreprenøren fik medhold i udbetaling af godt DKK 9,3 mio. under den pågældende garanti. Totalentreprenøren fastholdt imidlertid sit krav, og indgav den 22. oktober 2024 - altså mere end 8 uger efter den sagkyndige beslutning - klageskrift med påstand om betaling af knap DKK 11,2 mio.
Sagens forløb kan overordnet skitseres som følger:
For voldgiftsretten var parterne enige om, at beløbet alene omfattede poster, som var behandlet under beslutningen om stillet sikkerhed, og som totalentreprenøren ikke fik medhold i. Voldgiftsretten udskilte spørgsmålet om retskraften af beslutningen om stillet sikkerhed til særskilt behandling i form af en delkendelse.
Voldgiftsretten udtalte i den forbindelse, at AB(T) 18 alene tillægger de(n) sagkyndige kompetence til at træffe beslutning om, hvorvidt der skal ske udbetaling, nedskrivning eller ophør af en stillet sikkerhed - men ikke til at afgøre øvrige tvister mellem parterne. Voldgiftsretten udtalte desuden, at det - på trods af adgangen til at indbringe en beslutning om stillet sikkerhed for voldgift inden 8 uger - fandtes "betænkeligt at lægge til grund", at en part - ved at vedtage bestemmelserne om beslutning om stillet sikkerhed - har villet fraskrive sig muligheden for at få prøvet sit mellemværende med sin kontraktpart i en voldgiftssag. Voldgiftsretten fremhævede blandt andet, at en beslutning om stillet sikkerhed er "summarisk" i forhold til en voldgiftskendelse.
Voldgiftsretten fandt på den baggrund, at en part - også efter udløb af 8-ugers fristen - fortsat har mulighed for at få prøvet det bagvedliggende krav i en voldgiftssag.
Voldgiftsretten udtalte i den forbindelse følgende (vores fremhævelser):
"Herefter finder voldgiftsretten, at en beslutning om stillet sikkerhed, der ikke indbringes for en voldgift inden 8-ugers fristen i § 65, stk. 10, alene er bindende for parterne vedrørende det, der kan kaldes likviditetsspørgsmålet, det vil sige for selve spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske udbetaling, nedskrivning eller ophør af garantien. […]
Selv om de sagkyndige som led i vurderingen af spørgsmålet om udbetaling af garantien etc. har foretaget en vis prøvelse af parternes bagvedliggende krav mod hinanden, er denne vurdering ikke bindende for parterne vedrørende det, der kan kaldes fordringsspørgsmålet. Parterne kan således fortsat under en voldgiftssag få prøvet, om de har en fordring mod hinanden, eller grundlaget for en fordring, efter den bagvedliggende tvist, der har ført til kravet om udbetaling fra sikkerheden."
Voldgiftsretten fandt derfor, at den tidligere beslutning om stillet sikkerhed ikke havde retskraft for totalentreprenørens krav - og fremmede derfor voldgiftssagen.
Hvad betyder kendelsen for tidligere sager - og hvad mangler vi svar på?
Med den netop trykte delkendelse i TBB 2025.729 og de tre højesteretsdommeres introduktion af sondringen mellem "likviditetsspørgsmålet" og "fordringsspørgsmålet" har voldgiftsretten fastlagt, at 8-ugers fristen ikke er så absolut, som hidtil antaget - i hvert fald for så vidt angår beslutninger om stillet sikkerhed. Parterne har altså stadig mulighed for at prøve de(t) bagvedliggende kravs materielle berettigelse, selv hvis 8-ugers fristen ikke overholdes.
Delkendelsen betyder konkret, at hvis du ved en sagkyndig beslutning om stillet sikkerhed har fået afvist et krav som grundlag for udbetaling af en stillet sikkerhed, har du - også efter udløb af 8-ugers fristen - mulighed for at få prøvet det bagvedliggende krav (fordringen) ved voldgift.
Tilsvarende er du - hvis du som garant er uenig i en sagkyndig beslutning om udbetaling af sikkerhedsstillelsen - ikke afskåret fra at indlede voldgiftssag om prøvelse af den underliggende fordring (og dermed potentiel tilbagebetaling af det udbetalte garantibeløb) efter udløb af 8-ugers fristen.
Delkendelsen vedrører kun en beslutning om stillet sikkerhed, og betydningen af 8-ugers fristens betydning for hurtige afgørelser er derfor fortsat uafklaret. De parallelle formuleringer i reglerne om hurtige afgørelser - og det faktum, at hurtige afgørelser også behandles summarisk i forhold til voldgiftssager - gør det nærliggende at overveje, om denne nye delkendelse åbner en dør på klem for, at 8-ugers fristen for indbringelse af hurtige afgørelser efter AB 18 § 68, stk. 9, heller ikke skal anses som en (ultimativ) ankefrist. I så fald vil det betyde, at en ikke-indbragt hurtig afgørelse ikke er så "endelig", som hidtil antaget, da der også senere end 8 uger efter den hurtige afgørelse kan anlægges en voldgiftssag om det bagvedliggende kravs materielle berettigelse, eksempelvis om kravets størrelse.
Ønsker du en tidligere afgørelse genprøvet? Husk forældelse!
Den nye delkendelse, og nuanceringen af, hvad 8-ugers fristen betyder for beslutninger om stillet sikkerhed, ændrer ikke på, at de(t) bagvedliggende krav fortsat er underlagt de almindelige regler om forældelse og passivitet.
Derfor anbefaler vi, at du ikke blot 'lader tiden gå', hvis du som part i en tidligere afsagt beslutning om stillet sikkerhed (eller eventuel hurtig afgørelse) ønsker de(t) bagvedliggende krav endeligt prøvet i en voldgiftssag.
Vi følger praksis tæt, og er naturligvis til rådighed for en nærmere drøftelse og eventuelt vurdering af din sag - uanset om, der er tale om en beslutning om stillet sikkerhed eller en hurtig afgørelse.
Kontakt os endelig, hvis du ønsker at høre mere.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Denne artikel er udgivet efter aftale med Kromann Reumert. Den er oprindeligt udgivet her.
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
