Ny højesteretsdom om ekspropriationserstatning

For nylig fik Højesteret lejlighed til at afgøre, om denne betingelse var opfyldt i en sag, hvor en kommune havde eksproprieret et landbrugsareal til etablering af en støjvold.

Focus Advokater har repræsenteret kommunen i hele sagen, som strækker sig til tilbage til 2004. Der har undervejs i sagskomplekset været en lang række ekspropriations- og miljøretlige emner, der har været genstand for behandling – blandt andet i en tidligere Højesteretsdom (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2015.2882/2 H).

Sagen i korte træk

I 2004 overvejede kommunen at forhøje og udvide en støjvold mod en motorvej med anvendelse af lettere forurenet jord (kategori II-jord). Det skulle ske for at begrænse støjgener for et beboelseskvarter nord for motorvejen.

I 2006 blev den del af støjvolden, der lå på kommunens egen jord, forhøjet. Kommunen gik samtidig i gang med at lave udkast til lokalplan for at kunne udvide af den del af støjvolden, der skulle ligge på naboens ejendom tilhørende en godsejer.

Kommunen vedtog lokalplan i 2007 og udstedte miljøtilladelse efter miljøbeskyttelsesloven til den entreprenør, der skulle opføre støjvolden og i den forbindelse genanvende lettere forurenet jord. Miljøtilladelsen blev dog påklaget af godsejeren til Miljøklagenævnet, som i forsommeren 2008 traf afgørelse om, at den pågældende klage ikke havde opsættende virkning. Ekspropriationssag blev startet op i efteråret 2008 med henblik på virkeliggørelse af lokalplanen (planlovens § 47).

Imidlertid blev lovligheden af selve ekspropriationsbeslutningen også påklaget af godsejeren til det daværende Naturklagenævn, således at denne klage havde opsættende virkning. Med andre ord kunne arbejdet med udførelsen af støjvolden ikke igangsættes.

Naturklagenævnet traf i december 2009 afgørelsen om, at ekspropriationsbeslutningen var lovlig, og landmanden blev af kommunen tilbudt en erstatning på 22 kr./m2 i erstatning for landbrugsarealerne.

I foråret 2010 anlagde godsejeren retssag mod Naturklagenævnet med påstand om, nævnets afgørelse fra december 2009 var ulovlig. Denne (ekspropriations-)sag blev henvist til Østre Landsret.

I 2011 anlagde godsejeren sag vedrørende miljøtilladelsen.

Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet og kommunen blev frifundet - først ved Østre Landsret, og siden i maj 2015 ved Højesteret (U 2015.2882/2 H) i forhold til godsejerens påstande. Først herefter var der an-ledning for Taksationskommissionen for at se på om den af kommunen tilbudte erstatning på 22 kr./m2, som landbrugsjord opfyldte betingelsen om fuldstændig erstatning.

Fuldstændig erstatning

Ekspropriationsbeslutningen var af kommunen truffet i oktober 2008, hvor godsejeren fik en erstatning på 22 kr./m2 for at afstå landbrugsarealerne. Erstatningens størrelse blev i sin tid påklaget af godsejeren til Taksationskommissionen. Taksationskommissionen traf i februar 2016 en afgørelse, hvor flertallet ved henvisning til en række konkrete sammenlignelige handler med landbrugsarealer på ekspropriationstidspunktet tiltrådte, at den tilbudte erstatning på 22 kr./m2 var udtryk for prisen i handel og vandel for landbrugsarealer.

Godsejeren gjorde gældende, at der var knyttet en indtægtsmulighed til arealet ved at kunne etablere en støjvold med lettere forurenet jord, som han også skulle have erstatning for. Således blev der fra Taksationskommissionen blandt andet anført, at godsejeren havde fået tilbudt muligheden for selv at opføre støjvolden med anvendelse af forurenet jord. Godsejeren havde i stedet valgt at gøre indsigelse mod grundlaget for ekspropriationen og siden 2007 ført proces herom. Godsejeren havde således fravalgt at få en økonomisk fordel af at kunne anvende lettere forurenet jord. Dermed fandtes der ikke at være knyttet nogen forventningsværdi for godsejeren til arealet.

Erstatningssagen blev indbragt for Overtaksationen, der stadfæstede erstatningsfastsættelsen - dog med en lidt anden begrundelse.

Sagen om erstatningens fastsættelse blev indbragt for domstolene. Sagens problem lignede meget, problemet i den sag, Højesteret afgjorde i U 2017.2491 H om Nymølle Stenindustri. I den sag fandt Højesteret, at der var en brugsværdi knyttet til arealet, som var erhvervet til råstofindvinding, og hvor man på ekspropriationstidspunktet var tæt på at påbegynde indvindingen. Derfor tog Højesteret ved erstatnings-fastsættelsen højde for den mistede indtjening ved at blive frataget muligheden for at indvinde råstoffer fra arealet.

I byretten gjorde godsejeren gældende, at erstatningen skulle forhøjes for at være frataget muligheden for at opnå en indtægt ved at etablere en støjvold med lettere forurenet jord. Det blev afvist af byretten. Godsejeren havde ikke selv ønsket at realisere støjvolden. Derfor var der ikke knyttet en forventningsværdi til arealet.

I ankesagen kom Østre Landsret til et andet resultat. Landsretten fandt, at der på ekspropriationstidspunktet kunne være en økonomisk gevinst forbundet med at lade en støjvold opføre af kategori II-jord - i lyset af udgiften til alternativt at aflevere den forurenede jord på et jordmodtagelsesanlæg.

Med henvisning til blandt andet U 2017.2491 H fandt flertallet på 2 dommere, at der var knyttet en forventningsværdi til arealet, hvor godsejeren kunne have opnået en indtægt på 2.850.000 kr. ved at have opført støjvolden af let forurenet jord. Den dissentierende dommer fandt derimod ikke, at der var nogen forventningsværdi, der kunne begrunde en forhøjet erstatning i situation, hvor der måtte lægges til grund, at godsejeren havde fravalgt at opføre støjvolden.

Med tredjeinstansbevilling fra Procesbevillingsnævnet blev sagen af kommunen anket til Højesteret, hvor advokat Michael Clemmensen og advokat Maria Lolch B. Kristensen, Focus Advokater, førte sagen på vegne af kommunen.

Højesteret startede med at konkludere, at værdien som landbrugsjord ikke oversteg 22 kr./m2. Herefter måtte der ses på, om der var grundlag for en højere erstatning som følge af muligheden for at opnå en indtægt ved at etablere en støjvold af lettere forurenet jord.

Hvis der kunne siges at være et marked for arealer til opførelse af støjvolde med lettere forurenet jord, så ville det principielt være muligt at tage udgangspunkt i handelsprisen i et sådant marked i forhold til at tilkende ejeren fuldstændig erstatning. Men Højesteret konkluderede, at det ikke var godtgjort af godsejeren, at der fandtes sådanne købere, der var villig til at give mere end landbrugsjordsprisen for at opnå en fortjeneste ved at etablere en støjvold med lettere forurenet jord.

Dernæst så Højesteret på, at selvom det ikke var godtgjort at være et egentligt marked for handel med arealer, hvorpå der kan opføres støjvold, så kunne arealet for godsejeren tænkes at have en brugsværdi, som med ekspropriationen ikke længere kunne udnyttes.

Som en generel bemærkning, og som kan ses som et supplement til Højesterets afgørelse i U 2017.2491 H om Nymølle Stenindustri, anførte Højesteret, ”at erstatning for særlig brugsværdi for ejeren må forudsætte navnlig, at ejeren på ekspropriationstidspunktet udnyttede ejendommens særlige brugsværdi eller havde såvel vilje som evne til at gøre det inden for overskuelig tid, og at ejeren som følge af ekspropriationen blev afskåret herfra.”

I den konkrete sag - herunder med henvisning til retssagen om selve ekspropriationens lovlighed - fandt Højesteret, at godsejeren ikke havde vist vilje til selv at opføre den af lokalplanen omfattede støjvold. Ekspropriationen havde med andre ord ikke været årsag til, at godsejeren ikke havde opnået en indtægt ved at etablere en støjvold.

Godsejeren havde således fået fuldstændig erstatning ved at modtage erstatning på 22 kr./m2 for at afstå landbrugsjorden. Godsejeren blev tilpligtet at tilbagebetale den erstatning, der var blevet udbetalt efter sagens Østre Landsrets dom.

Focus Advokater bemærker

Kernen i sagen for Højesteret har været stillingtagen til den del af grundlovens bestemmelse om, at ekspropriation kun kan ske ”mod fuldstændig erstatning”. Her fastslår Højesteret, at udgangspunktet for erstatningsfastsættelsen er værdien i handel og vandel, dvs. den værdi, som den eksproprierede rettighed ville kunne afsættes til på det åbne marked til en kyndig og forstandig køber. Det er den, der eksproprieres overfor, der må godtgøre, at der eventuelt findes et særligt marked, som berettiger til en højeres handelspris. Her fandtes det ikke at være godtgjort et sådant marked for arealer til etablering af støjvolde med forurenet jord.

Der kan undtagelsesvist ske erstatning for mistet brugsværdi, dvs. det tab, ejeren lider ved at miste rettigheden – eller med andre ord den værdi, rettigheden har for ejeren i kraft af det afkast, rettigheden giver, eller kan forventes at give ejeren. Højesteret angiver i den forbindelse den betingelse, at ejeren på ekspropriationstidspunktet udnyttede rettighedens særlige brugsværdi eller havde såvel vilje som evne til at gøre det inden for overskuelig tid. Med andre ord kan man sige, at brugsværdien skal have en vis konkret påregnelighed (adækvans), førend der kan komme på tale, at der ydes erstatning herfor.

Herudover fastslår Højesteret, at det skal være ekspropriationen, der skal være årsag til, at arealejeren ikke udnytter en evt. indtægtsmulighed.