Ny forordning om interbank­gebyrer for kortbaserede betalings­transaktioner vedtaget

Det Europæiske Råd (Ministerrådet) har den 20. april 2015 formelt vedtaget en ny forordning om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner, der har til hensigt at forbedre forbrugerbeskyttelsen, reducere priser og gebyrer og sikre den fortsatte udvikling af et indre marked for betalingstjenester. Forordningen blev godkendt af Europa-Parlamentet den 29. april 2015 og afventer nu at blive offentliggjort i EU-Tidende, hvorefter den 20 dage senere træder i kraft.

Anvendelsesområde
Når forordningen træder i kraft, vil den finde anvendelse på kortbaserede betalingstransaktioner, der gennemføres inden for EU, og hvor både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder er beliggende inden for EU. Forordningen finder dog ikke anvendelse på tjenester, der er baseret på specifikke betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes i begrænset omfang, og som opfylder visse af de betingelser, som er fastsat i forordningen.

Begrænsninger på interbankgebyrer
Forordningen indeholder følgende begrænsninger på interbankgebyrer:

Debetkorttransaktioner
For forbrugeres debetkorttransaktioner må betalingstjenesteudbydere maksimalt tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion på 0,2 % af transaktionens værdi. Medlemsstaterne har dog mulighed for, inden for visse grænser, der er fastsat i forordningen, at fastsætte en lavere national grænse for, hvor stort et interbankgebyr, som betalingstjenesteudbydere må kræve for indenlandske debetkorttransaktioner. I en overgangsperiode på fem år og seks måneder efter at forordningen træder i kraft, kan medlemsstaterne tillade, at interbankgebyret på indenlandske debetkorttransaktioner overstiger grænsen på 0,2 % af transaktionens værdi, såfremt et samlet årligt vægtet gennemsnit af alle indenlandske debetkorttransaktioner med det pågældende betalingskortordning ikke overstiger 0,2 %.

Kreditkorttransaktioner
For forbrugeres kreditkorttransaktioner må betalingstjenesteudbydere maksimalt tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion på 0,3 % af transaktionens værdi. Medlemsstaterne har dog mulighed for at fastsætte en lavere national grænse for, hvor stort et interbankgebyr, som betalingstjenesteudbydere må kræve for indenlandske kreditkorttransaktioner.

Ovenstående begrænsninger træder i kraft seks måneder efter, at forordningen er trådt i kraft. Begrænsningerne vil dog ikke gælde:

• Transaktioner foretaget med et firmakort, det vil sige et kortbaseret betalingsinstrument, der er udstedt til en virksomhed, en offentlig myndighed eller en selvstændig erhvervsdrivende fysisk person, som er begrænset til arbejdsrelaterede udgifter, når de foretagne betalinger med et sådant kort direkte debiteres virksomhedens, den offentlige myndigheds eller den selvstændige erhvervsdrivende fysiske persons konto.


• Kontanthævninger i hæveautomater eller ved skranken hos en betalingstjenesteudbyder.


• Transaktioner foretaget med et betalingskort, der er udstedt af betalingskortordninger med tre parter, det vil sige en betalingskortordning, hvor selve ordningen stiller indløsning- og udstedelsesservices til rådighed, og hvor der foretages kortbaserede betalingstransaktioner fra betalerens betalingskonto til betalingsmodtagerens betalingskonto inden for ordningen.

Forordningen præciserer, at der gælder et forbud mod at omgå ovennævnte grænser på interbankgebyrer. Enhver aftalt betaling, inklusive nettokompensation, der måtte have samme realøkonomiske hensigt eller virkning som interbankgebyrer, skal således medregnes i opgørelsen af interbankgebyrer til brug for vurderingen af, om grænseværdierne er overholdt.

Generelle regler om at drive forretning med betalingskortordninger
Ud over begrænsningerne på interbankgebyrer indeholder forordningen nogle generelle regler om at drive forretning med betalingskortordninger.

Medmindre andet er anført nedenfor under gennemgangen af de specifikke regler, træder reglerne først i kraft et år efter, at forordningen er trådt i kraft.

Regler om betalingskortordninger og/eller enheder, der leverer tjenester til behandling af betalingstransaktioner

• Licensaftaler eller bestemmelser for betalingskortordninger om udstedelse af betalingskort eller indløsning af kortbaserede betalingstransaktioner må ikke indeholde territoriale restriktioner, stille krav om, at en landespecifik licens eller tilladelse til at drive grænseoverskridende virksomhed opnås eller inkludere og regler med tilsvarende virkning. Dette forbud træder i kraft seks måneder efter, at forordningen er trådt i kraft.


• Betalingskortordninger og enheder, der leverer tjenester til behandling af betalingstransaktioner, skal (i) være uafhængige af hinanden i regnskabsmæssig henseende samt for så vidt angår organisation og beslutningsprocesser, (ii) afstå fra at angive priser for betalingskortordninger og aktiviteter relateret til udførelse af tjenester til behandling af betalingstransaktioner i form af pakkepriser samt at krydssubsidiere sådanne aktiviteter, og (iii) afstå fra at diskriminere mellem deres datterselskaber eller aktionærer på den ene side og brugere af betalingskortordninger og andre aftalepartnere på den anden side, herunder afstå fra at gøre ydelse af tjenester, som de udbyder, betinget af, at deres aftalepartner accepterer andre tjenester, som de udbyder.


• Betalingskortordninger skal give mulighed for, at godkendelses- og clearingmeddelelser i forbindelse med enkeltstående kortbaserede betalingstransaktioner kan adskilles og behandles af forskellige enheder, der leverer tjenester til behandling af betalingstransaktioner.


• Der må ikke ske territorial forskelsbehandling i bestemmelser om behandling, der bruges af betalingskortordninger.


• Enheder, der leverer tjenester til behandling af betalingstransaktioner, skal sikre, at deres system er teknisk interoperabelt med systemer i andre enheder, der leverer tjenester til behandling af betalingstransaktioner i EU. Det skal ske ved at bruge standarder, som er udviklet af internationale eller europæiske standardiseringsorganer.


• Betalingskortordninger må ikke vedtage eller anvende forretningsbestemmelser, der begrænser interoperabiliteten blandt enheder, der leverer tjenester til behandling af betalingstransaktioner, i EU.


• Bestemmelser for betalingskortordninger eller i licensaftaler samt foranstaltninger med tilsvarende virkning, må ikke gøre det vanskeligt eller forhindre en udsteder i at co-badge flere forskellige betalingsvaremærker eller -applikationer på et kortbaseret betalingsinstrument.


• Betalingskortordninger må ikke stille krav om indberetning, gebyrer eller lignende til kortudstedende og -indløsende betalingstjenesteudbydere ved transaktioner, der gennemføres med en anordning, på hvilken deres betalingsvaremærke forefindes, i forbindelse med transaktioner, hvor der ikke gøres brug af deres ordning.


• Betalingskortordninger og betalingstjenesteudbydere må ikke anvende bestemmelser, der forpligter betalingsmodtagere, som accepterer kortbaserede betalingsinstrumenter udstedt af én udsteder, til også at acceptere andre kortbaserede betalingsinstrumenter udstedt inden for rammerne af den samme betalingskortordning. Dette gælder dog ikke forbrugerrelaterede kortbaserede betalingsinstrumenter med det samme varemærke og af samme kategori af forudbetalte kort, debetkort eller kreditkort, der er omfattet af forordningens regler om interbankgebyrer.


• Betalingskortordninger, enheder, der leverer tjenester til behandling af betalingstransaktioner, og andre udbydere af tekniske tjenester må ikke indføre automatiske mekanismer, software eller anordninger på betalingsinstrumentet eller på udstyr anvendt på salgsstedet, som begrænser betalerens eller betalingsmodtagerens muligheder for at vælge betalingsvaremærke og/eller -applikation ved brug af et co-badget betalingsinstrument.


• Betalingskortordninger må ikke anvende og licensaftaler må ikke indeholde bestemmelser, som (i) hindrer betalingsmodtagere i at styre forbrugerne i retning af at anvende de betalingsinstrumenter, som betalingsmodtageren foretrækker, (ii) forbyder betalingsmodtagere at behandle en given betalingskortordnings betalingsinstrumenter mere eller mindre fordelagtigt end andre ordningers, eller (iii) hindrer betalingsmodtagere i at oplyse betalere om interbankgebyrer og detailhandelsgebyrer.

Regler om indløsere og/eller udstedere

• Enhver forskelsbehandling af udstedere og indløsere i (i) regler for kortordninger eller (ii) aftaler om co-badging af forskellige betalingsvaremærker eller -applikationer skal være objektivt begrundet og ikke-diskriminerende.


• I deres aftaler med betalingsmodtagere skal indløsere medtage individuelt specificerede oplysninger om størrelsen af de detailhandelsgebyrer, interbankgebyrer og ordningsgebyrer, der finder anvendelse på de forskellige kategorier af betalingskort og forskellige betalingskortvaremærker, medmindre betalingsmodtageren skriftligt fremsætter en anden anmodning.


• Udstedere, indløsere og andre udbydere af tekniske tjenester må ikke indføre automatiske mekanismer, software eller anordninger på betalingsinstrumentet eller på udstyr anvendt på salgsstedet, som begrænser betalerens eller betalingsmodtagerens muligheder for at vælge betalingsvaremærke og/eller betalingsapplikation ved brug af et co-badget betalingsinstrument.


• Udstedere skal sikre, at deres betalingsinstrumenter kan identificeres elektronisk, og at nyudstedte kortbaserede betalingsinstrumenter kan identificeres visuelt, således at betalingsmodtagere og betalere kan identificere, hvilke kortvaremærker og kategorier af forudbetalte kort, debetkort, kreditkort eller firmakort betaleren vælger.


• Aftaler mellem indløsere og betalingsmodtagere må ikke indeholde bestemmelser, som (i) hindrer betalingsmodtagere i at styre forbrugerne i retning af at anvende de betalingsinstrumenter, som betalingsmodtageren foretrækker, (ii) forbyder betalingsmodtagere at behandle en given betalingskortordnings kortbaserede betalingsinstrumenter mere eller mindre fordelagtigt end andre ordningers, eller (iii) hindrer betalingsmodtagere i at oplyse betalere om interbankgebyrer og detailhandelsgebyrer. Dette forbud træder i kraft samtidig med, at forordningen træder i kraft.

Regler vedrørende forbrugere

• I forbindelse med indgåelse af en aftale med en forbruger skal betalingstjenesteudbydere give forbrugeren mulighed for at få flere forskellige betalingsvaremærker på et kortbaseret betalingsinstrument, hvis betalingstjenesteudbyderen tilbyder en sådan service, og forbrugeren anmoder herom.

Øvrige regler

• Routingprincipper og tilsvarende foranstaltninger, som tager sigte på at dirigere transaktioner gennem en specifik kanal eller proces, samt andre tekniske og sikkerhedsrelaterede standarder, skal være ikke-diskriminerende og anvendes på en ikke-diskriminerende måde. Det samme gælder i forhold til håndtering af flere forskellige betalingsvaremærker og -applikationer på et kortbaseret betalingsinstrument.


• Betalingsmodtagere, som beslutter ikke at acceptere alle kort eller andre betalingsinstrumenter under en betalingskortordning, skal på en klar og utvetydig måde oplyse forbrugeren herom samt oplyse forbrugeren om, hvilke af betalingskortordningens andre kort og betalingsinstrumenter, de accepterer. I fysiske forretninger skal disse oplysninger angives tydeligt ved indgangen til forretningen og ved kassen, og ved fjernsalg skal de angives på den forretningsdrivendes hjemmeside (eller andre elektroniske/mobile medier) i god tid, og inden forbrugeren indgår en købsaftale med betalingsmodtageren.

Det andet betalingstjenestedirektiv
Forordningens udarbejdelse blev iværksat af Kommissionen den 24. juli 2013 som en del af en større pakke med forslag til nye direktiver og forordninger. Ud over forordningen inkluderede denne pakke forslag til det andet betalingstjenestedirektivet (Payment Services Directive 2), der forventes at blive vedtaget senere på året.

Forordningen bør læses i sammenhæng med forslaget til det andet betalingstjenestedirektiv, idet ændringerne til betalingstjenestedirektivet, ligesom forordningen, har til hensigt at forbedre forbrugerbeskyttelsen, reducere priser og gebyrer og sikre den fortsatte udvikling af et indre marked for betalingstjenester.