Ny EU-dom: Udgør links til ulovligt offentliggjorte værker en krænkelse?

Bird & Bird har tidligere bragt en artikel vedrørende generaladvokatens forslag til afgørelse af sagen om GS Media (C-160/15). EU-domstolen har nu endeligt afgjort sagen, og det gik ikke helt, som generaladvokaten havde foreslået.


Generaladvokatens forslag til afgørelse

Generaladvokaten foreslog i sin anbefaling til afgørelse af sagen, at links til indhold på andre hjemmesider, der uden ophavsmandens samtykke indeholder krænkende materiale, ikke udgør en ophavsretlig krænkelse.

Han understregede i sit forslag til afgørelse af 7. april 2016, at der fortsat gjaldt en klar hovedregel, hvorefter alle kommunikative handlinger vedrørende ophavsretligt beskyttende værker som udgangspunkt skal godkendes af ophavsmanden.

Han mente dog ikke, at links må antages at falde under denne beskyttelse, fordi links der leder til værker, der er immaterialretligt beskyttet, ikke udgør selve krænkelsen, da værkerne allerede er blevet gjort tilgængelige for offentligheden. Linket gør således hverken fra eller til.

Den hollandske højesteret spurgte også, hvorvidt det er i strid med EU-retten at linke, hvis "linkeren" bør være klar over, at der linkes til materiale, som er offentliggjort på ulovlig vis.


Baggrund

Sanoma, udgiveren af tidsskriftet Playboy, bestilte en fotosession med den hollandske tv-vært Britt Dekker. I oktober 2011 blev links til de upublicerede fotos fra shootet offentliggjort af GS Media på deres hjemmeside GeenStijl uden samtykke fra Sanoma.

Sanoma mente, at deres rettigheder var blevet krænket af GS Media, og sagen blev i sidste ende henvist til EU-domstolen.

Det centrale spørgsmål for EU-domstolen var, om linking til et værk, som er gjort tilgængelig på en internetside af en tredjepart uden samtykke fra ophavsmanden, skal betragtes som en selvstændig "tilgængeliggørelse for almenheden''.

Den hollandske højesteret spurgte ligeledes, om det var afgørende, at den person, der tilgængeliggjorde linket, var eller burde have været klar over, at der manglede samtykke fra ophavsmanden, eller at værket tidligere var blevet stillet til rådighed for offentligheden med ophavsmandens samtykke.

Disse spørgsmål er af særlig betydning, især efter afgørelsen af EU-domstolen i ''Svensson'' og den efterfølgende sag; ''BestWater".

I disse afgørelser fastslog domstolen, at offentliggørelsen af links til et frit tilgængeligt værk ikke skulle forstås som en selvstændig tilgængeliggørelse for almenheden. Rationalet bag afgørelserne var, at rettighedshaveren allerede havde taget hensyn til alle internetbrugere, da han/hun samtykkede til den første offentliggørelse af værket på en frit tilgængelig internetside. Derfor var der ikke tale om tilgængeliggørelse for en "ny almenhed".


Domstolens afgørelse

EU-domstolen afsagde den 8. september 2016 dom i sagen og nåede frem til følgende konklusioner:

1. Hvor en person uden kommercielt sigte gør et link til et værk tilgængeligt på en hjemmeside uden samtykke fra rettighedshaveren, er det nødvendigt at tage hensyn til, om personen vidste eller burde have vidst, at værket er blevet offentliggjort uden samtykke.
   
   Det vil sige, når 'linkeren' ikke er eller burde være klar over, at værket, han linker til, er uploadet uden samtykke fra rettighedshaveren, er der ikke tale om, at værket gøres tilgængeligt for almenheden.


2. Hvis 'linkeren' derimod vidste eller burde have vidst, at han linkede til et værk, der er offentliggjort ulovligt på en internetside, vil det udgøre en tilgængeliggørelse for almenheden.


3. Hvor links er offentliggjort med kommercielt sigte, bør 'linkeren' udføre den nødvendige kontrol for at sikre, at værket, der er linket til, ikke er ulovligt offentliggjort.
   
   Der består derfor en formodning for, at offentliggørelsen af linket er blevet gjort med kendskab til det beskyttede værks art og den mulige mangel på samtykke til offentliggørelse. Under disse omstændigheder, medmindre formodningen afkræftes, vil offentliggørelsen af et sådant link være en tilgængeliggørelse for almenheden.

 

Kommentar

GS Media-sagen bekræfter, at Svensson-sagen kun gælder i de tilfælde, hvor værkerne er blevet gjort frit tilgængelige med samtykke fra rettighedshaveren.

EU-Domstolen har i sin afgørelse forsøgt at skelne mellem almindelige internetbrugere (som ikke kan forventes at udføre en detaljeret vurdering af de værker, som de linker til) og de internetbrugere, som kommercielt deler andres værker, hvorefter de burde vide, om det er ulovligt uploadet eller ej.

Afgørelsen vil nok medføre en praksis, hvorefter rettighedshaverne vil henvende sig til linkeren for at gøre ham opmærksom på, at der ikke foreligger tilladelse til brug af værket, hvorefter linkeren er forpligtet til at fjerne linket, da han nu er i ond tro – en praksis, som til forveksling ligner ansvarsreglerne for hostingtjenester, som ses i e-handelslovens § 16.

Afgørelsen om GS Media vedrører en konkret situation, hvor det stod klar, at rettighedshaver ikke havde givet sit samtykke til offentliggørelsen af værket. Der kan fortsat stilles spørgsmålstegn til den konkrete situation, hvor der linkes til frit tilgængelige ulovligt uploadede værker, men hvor rettighedshaveren har givet sit samtykke til at gøre værket frit tilgængeligt andre steder på internettet. Ifølge Svensson vil dette ikke udgøre en selvstændig tilgængeliggørelse for almenheden, men det kan måske alligevel vise sig at være tilfældet ifølge GS Media. Her må dog afventes endelig afklaring fra EU-domstolens side.

Problemet fremadrettet er, at linkerens gode eller onde tro pludselig bliver afgørende for, hvorvidt en ren teknisk foranstaltning i form af linking medfører, at der er tale om en "tilgængeliggørelse" eller ej.

 



 

---

 

 

---