Sø- og Handelsretten har netop afgjort en sag mellem to turistbus-selskaber, som vedrørte retten til at anvende udtrykket ”Hop On Hop Off”.
Af Søren Møller Ejegod, advokat, Dansk Erhverv
Busselskab 1 var af den opfattelse, at man havde oparbejdet et særligt kendetegn, således at det alene var dette selskab, der måtte anvende ”Hop On Hop Off” i kombination med selskabets røde farve på busserne. Det var således selskabets opfattelse, at busselskab 2 snyltede på busselskabs 1 særlige kendetegn ved at male deres busser røde og blå og anvende udtrykket ”Hop On Hop Off”.
Østre Landsret i 2013: Busselskab havde ikke eneret på farven rød
Allerede i 2013 fastslog Østre Landsret, at busselskab 1 ikke havde opnået eneret til at bruge farven rød på sightseeing busser i Storkøbenhavn, idet anvendelse af grundfarven rød på en dobbeltdækker bus måtte anses for så almindeligt forekommende, at det ikke i sig selv kunne anses for at være et særligt kendetegn. Østre Landsret fandt endvidere, at busselskab 2s anvendelse af farven rød på den øverste del af selskabets busser ikke indebar en risiko for forveksling, der krænkede busselskabs 1s rettigheder efter markedsføringslovens § 1.
Må man skrive ”Hop On Hop Off”?
Spøgmålet for Sø- og Handelsretten var derfor, hvorvidt busselskab 2 også kunne anvende ”Hop On Hop Off” uden derved at skabe risiko for forveksling, der kunne krænke busselskabs 1 rettigheder i medfør af markedsføringslovens § 1.
På baggrund af de i sagen fremlagte oplysninger og fotos af busserne foretog Sø- og Handelsretten en helhedsvurdering af, hvorvidt de to busselskabers busser lignede hinanden så meget, at der var risiko for forveksling.
Sø- og Handelsrettens afgørelse
Sø- og Handelsretten udtalte følgende:
”Busserne fra [busselskab 1] er røde og gule med logoet fra ”City Sightseeing” som det dominerende, hvorimod busserne fra [busselskab 2] fremtræder som røde og blå med det britiske flag som et gennemgående element. Endvidere har [busselskab 2] anvendt en anden typografi til teksten ”Hop On Hop Off”, end [busselskab 1]. Der er således ikke en sådan risiko for forveksling, at [busselskab 2] anvendelse af farven rød sammen med teksten ”Hop On Hop Off” indebærer en overtrædelse af markedsføringslovens § 1.”
Dansk Erhverv vurderer: Efter retspraksis er det et krav, at der foreligger et særpræg hos den, der ønsker at opnå beskyttelse efter markedsføringsloven. Som virksomhed skal man derfor være opmærksom på, at almindeligt anvendt udtryk og kendetegn mv., som dermed ikke har det krævede særpræg, ikke er beskyttet. Konkurrerende virksomheder kan derfor anvende disse, så længe der ikke foreligger en risiko for forveksling af konkurrenterne.
Sø- og Handelsrettens dom må forstås således, at der skal være en betydelig risiko for forveksling, inden man er beskyttet af markedsføringsloven.
Det skal endvidere bemærkes, at almindeligt anvendte udtryk og kendetegn mv. som så generiske, at de ikke er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders som udgangspunkt ikke kan registreres som et varemærke. Et generisk udtryk mv. kan kun registreres som varemærke, hvis virksomheden kan dokumentere, at begrebet er indarbejdet på det danske marked og forbindes med den pågældende virksomhed
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →