Energitilsynets sekretariat har i en ny vejledende udtalelse af 4. juli 2017 fastslået, at substitutionsprisen for varmeleverancer skal beregnes ud fra de samlede gennemsnitlige omkostninger. Efter en del usikkerhed omkring beregningsmetode, kommer der hermed en afklaring i forhold til fastsættelse af substitutionsprisen.
Substitutionsprincippet
Substitutionsprisen er den pris en varmeforsyningsvirksomhed vil kunne købe eller selv producere varme til på et eksisterende anlæg. Substitutionsprincippet er fastlagt i administrativ praksis og er indirekte et udtryk for varmeaftagerens nødvendige omkostninger ved køb eller produktion af varme i tilfælde med flere forsyningsalternativer.
Beregning af substitutionspris
Udgangspunktet har været, at substitutionsprisen skulle opgøres ud fra de samlede gennemsnitlige omkostninger ved at opfylde det fulde varmebehov, hvis den pågældende leverandør ikke leverede varme. Der har dog hersket en vis usikkerhed i praksis med hensyn til, om man i visse tilfælde i stedet måtte se på de marginale omkostninger.
Efter en gennemgang af praksis har Energitilsynet understreget, at substitutionsprisen skal baseres på de samlede gennemsnitlige omkostninger på årsbasis. Energitilsynet afviser i den forbindelse, at en tidligere sag skal ses som et udtryk for en undtagelse fra reglen om de gennemsnitlige omkostninger.
Hvad betyder det for varmeforsyningssektoren?
På baggrund af den nye vejledende udtalelse behøver varmeforsyningsselskaberne ikke længere at overveje en beregning ud fra marginalomkostninger ved opgørelse af substitutionsprisen, men kan nøjes med at beregne gennemsnittet af samtlige omkostninger. Energitilsynets sekretariat har dermed afklaret den tvivl, der ellers kunne være i forhold til opgørelsesmetoden. Det må forventes, at Energiklagenævnet vil følge dette synspunkt, hvis spørgsmålet skulle blive forelagt Energiklagenævnet.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
