Mobbet medarbejder havde krav på millionerstatning

Sagen handlede om en social- og sundhedsassistent, som var udsat for mobning og chikane på sin arbejdsplads, som førte til en psykisk arbejdsskade. Efter forgæves at have forsøgt at få hjælp til at stoppe mobningen indgik medarbejderen og kommunen en fratrædelsesaftale. Af aftalen fremgik det, at sagen blev betragtet som afsluttet og ikke kunne genoptages. Medarbejderen valgte dog alligevel at lægge sag an mod kommunen.

Landsretten skulle derfor tage stilling til, om fratrædelsesaftalen afskar medarbejderen fra at rejse krav om erstatning, og om medarbejderen havde ret til erstatning.

Tiltagene mod det dårlige arbejdsmiljø var for generelle

Til at starte med udtalte landsretten, at den var enig med byretten i, at medarbejderen ikke var afskåret fra at rejse krav om erstatning på grund af fratrædelsesaftalen. Landsretten henviste til byrettens begrundelse, som blandt andet lagde vægt på, at aftalen ikke var indgået på grund af mobningen eller chikanen.

Landsretten henviste også til Arbejdstilsynets vejledning om krænkendelse handlinger. Der står i den, at mobning er adfærd, hvor en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid udsætter en anden person for krænkende handlinger, som personen opfatter som sårende eller nedværdigende, og som personen ikke er i stand til at forsvare sig imod. Det kan for eksempel være sårende bemærkninger eller latterliggørelse.

I sagen fortalte medarbejderens kollegaer, at der var blevet talt nedladende til medarbejderen, og at hendes faglige forslag var blevet nedgjort. Medarbejderen var faktisk både blevet ydmyget, chikaneret og udsat for gruppemobning. Landsretten var helt sikker på, at kommunen godt var klar over, at der var problemer med det psykiske arbejdsmiljø, og at medarbejderen blev udsat for mobning. Der var i hvert fald ikke nogen tvivl om, at kommunen burde have været klar over, at medarbejderen blev mobbet.

Kommunen havde lavet nogle tiltag til at forbedre arbejdsmiljøet. Men tiltagene var ikke i tilstrækkelig grad rettet mod at forbedre lige netop medarbejderens situation, og målet var ikke at stoppe mobningen af netop hende. Møderne, som kommunen havde holdt med medarbejderen, havde for eksempel kun til mål at ændre medarbejderens egen adfærd. Landsretten slog derfor fast, at tiltagene ikke var gode nok. Af den grund var landsretten helt enig med byretten i, at kommunen skulle betale erstatning til medarbejderen.

IUNO mener

Dommen bekræfter, at virksomheder, som ikke indfører effektive tiltag for at forhindre mobning af medarbejdere, kan blive erstatningsansvarlige for psykiske arbejdsskader, som opstår på grund af mobningen eller det dårlige arbejdsmiljø. I den konkrete sag har landsretten nøje forklaret, hvorfor virksomheden var ansvarlig. Dommen kan få stor betydning fremover, fordi det er en af de første domme på området, og fordi den sætter nogle klare retningslinjer for hvilke ting, som virksomheder skal være opmærksomme på, når de har et dårligt arbejdsmiljø.

IUNO anbefaler, at virksomheder og deres forsikringsselskaber er opmærksomme på udviklingen inden for området, og at de sørger for at få lavet tiltag, som kan forbedre arbejdsmiljøet og forhindre at medarbejdere bliver mobbet, hvis de har et dårligt arbejdsmiljø. Det er samtidigt vigtigt, at virksomheder og deres forsikringsselskaber husker at sikre og følge op på, at tiltagene også er effektive, og at der sker en reel forbedring af arbejdsmiljøet. Hvis tiltagene er for generelle og for eksempel ikke rettet specifikt mod medarbejderne, som har behov for hjælp, vil virksomheder kunne blive ansvarlige for psykiske arbejdsskader.

[Vestre Landsrets dom i sag BS-18XX/2021-VLR af 16. december 2021]