Medarbejders status som tillidsrepræsentant bortfaldt i forbindelse med virksomhedsoverdragelse
Sagen kort
Sagen drejede sig om, at en region i juni 2019 overdrog arbejdet vedrørende patienter, som modtog respiratorisk overvågning af hjælpere i eget hjem, til regionens private leverandør. Overdragelsen forventedes at ville ske pr. 1. februar 2020, hvilket blev meddelt til medarbejderne ved brev af 5. september 2019.
Af brevet fremgik det, at overdragelsen var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven med den virkning, at medarbejderne ansat i hjælpeordningen fremover skulle arbejde for den private leverandør.
Medarbejderne var forud for virksomhedsoverdragelsen omfattet af overenskomsten for ikke-ledende personale mellem regionen og en række faglige organisationer med medlemmer arbejdende inden for sundhedsområdet. Overenskomstperioden udløb den 31. marts 2021.
Tillidsrepræsentanten var kort forinden virksomhedsoverdragelsen blevet valgt til at repræsentere en overenskomstgruppe og var omfattet af en rammeaftale om medarbejderindflydelse (”Rammeaftalen”).
Den private leverandør frasagde sig ved brev af 3. februar 2020 regionens kollektive overenskomster. Medarbejderne ville efter overenskomstens udløb udelukkende være ansat i henhold til den private leverandørs personalehåndbog samt medarbejdernes individuelle ansættelseskontrakter.
Forud for frasigelsen havde den private leverandør sendt en e-mail til tillidsrepræsentantens fagforbund om, at tillidsrepræsentantsfunktionen ville ophøre, hvis der ikke var et grundlag på virksomheden, der regulerede tillidsrepræsentanter.
Fagforbundet var uenigt i denne udlægning og gjorde gældende, at tillidsrepræsentantfunktionen fortsat ville være til stede efter overdragelsen som et individuelt ansættelsesvilkår, hvis tillidsrepræsentanten repræsenterede mindst fem sygeplejersker. På den baggrund vurderede fagforbundet, at tillidsrepræsentanten kunne bevare sin funktion og beskyttelse indtil tillidsrepræsentantens eventuelle opsigelse. Dette kunne ifølge fagforbundet tidligst ske med virkning fra 1. april 2021.
Den private leverandør varslede den 25. november 2020 ændringer i de overdragede medarbejderes ansættelsesvilkår, heriblandt tillidsrepræsentanten, som afviste at acceptere de ændrede ansættelsesvilkår. Medarbejderen kunne dermed anse sig selv som opsagt med sit individuelle opsigelsesvarsel på seks måneder tillagt tre måneder efter Rammeaftalen. Lønmodtagersiden rejste herefter en sag ved de civile domstole.
Landsrettens afgørelse
Landsretten fandt, at udtrykket ”grundlaget for lønmodtagerrepræsentationen ophører” i Virksomhedsoverdragelseslovens § 4, stk. 2, og udtrykket ”mandatet for repræsentanterne ... udløber” i de tilgrundliggende direktiver måtte forstås på den måde, at de også omfatter en situation, hvor den overenskomst, hvoraf retten til at udpege tillidsrepræsentanter samt tillidsrepræsentanternes rettigheder følger, er frasagt af erhverver i medfør af virksomhedsoverdragelseslovens § 4 a, stk. 1.
Ifølge landsretten var det udtrykkeligt anført i forarbejderne til virksomhedsoverdragelseslovens § 4, stk. 2, at der i bestemmelsen ”f.eks.” tages sigte på situationer, hvor der efter virksomhedsoverdragelsen ikke længere har beskæftiget det fornødne antal lønmodtagere. Der var ifølge landsretten ikke tale om en udtømmende opregning, der udelukkede den i sagen omhandlende situation. Landsretten fandt derfor, at grundlaget for tillidsrepræsentantens funktion var ophørt ved frasigelsen af de kollektive aftaler, herunder Rammeaftalen, den 1. februar 2020. Funktionen ophørte på den baggrund med varslet på ni måneder ifølge Rammeaftalen den 1. november 2020.
Højesterets afgørelse
Højesteret fandt indledningsvis, at virksomhedsoverdragelseslovens § 4 må forstås således, at en tillidsrepræsentant ikke bevarer sin retsstilling og funktion i henhold til den kollektive overenskomst, som tillidsrepræsentanten er valgt efter, hvis virksomheden ikke bevarer sin uafhængighed efter overdragelsen, idet grundlaget for tillidsrepræsentantens virke i henhold til overenskomsten i så fald må anses for bortfaldet. Tillidsrepræsentanten har dog den ansættelsesmæssige beskyttelse, der følger af § 4, stk. 2.
Om den konkrete sag lagde Højesteret efter parternes procesaftale til grund, at virksomheden ikke bevarede sin uafhængighed efter overdragelsen. Grundlaget for medarbejderens repræsentationsforhold som tillidsrepræsentant ophørte således ved virksomhedsoverdragelsen den 1. februar 2020.
Højesteret tiltrådte på den baggrund landsrettens afgørelse om, at virksomheden skulle frifindes for fagforbundets påstand om, at medarbejderen havde bibeholdt sine tidligere funktioner som tillidsrepræsentant ved virksomhedsoverdragelsen den 1. februar 2020.
Højesteret udtalte herefter, at parterne var enige om, at medarbejderen havde et individuelt opsigelsesvarsel på seks måneder, og at hun ifølge overenskomstens regler om afskedigelse af tillidsrepræsentanter kunne afskediges med sit individuelle opsigelsesvarsel tillagt tre måneder. Fagforbundet har hertil anført, at overenskomstens regler om afskedigelse af tillidsrepræsentanter var gældende indtil overenskomstens udløb.
Højesteret udtalte videre, at medarbejderen i medfør af virksomhedsoverdragelseslovens § 4, stk. 2, var omfattet af reglerne i overenskomsten om beskyttelse af tillidsrepræsentanter i en periode svarende til det overenskomstmæssigt fastsatte varsel for opsigelse af tillidsrepræsentanter regnet fra funktionens ophør, dvs. fra den 1. februar 2020.
Højesteret fandt herefter, at det følger af § 4, stk. 2, at beskyttelsen ophørte ni måneder efter funktionens ophør, dvs. den 31. oktober 2020. Det var derfor ikke i strid med § 4, stk. 2, at virksomheden den 25. november 2020 varslede ændrede ansættelsesvilkår over for medarbejderen alene med seks måneders varsel. Højesteret tiltrådte herefter, at virksomheden frifandtes.
Hermed stadfæstede Højesteret landsrettens afgørelse.