I en netop afsagt kendelse fra Højesteret stadfæstes skifteretten og landsrettens afgørelse om nægtelse af gældssanering i en situation, hvor ansøger påviseligt havde været i stand til at afvikle på gælden forud for gældssaneringssagen, men ikke havde gjort det.
Det er ikke ofte, at sager omkring gældssanering når helt til Højesteret, men i den pågældende sag, der er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen (U.2016.2159H) var der et principielt spørgsmål i relation til konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, der lyder som følger:
”Stk. 2. Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsiges, såfremt
(…)
4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor”
Bestemmelsen er én af flere mulige nægtelsesgrund i forbindelse med gældssanering, og den er gældende både ved ”almindelig” gældssanering og ved gældsanering i konkurs. De øvrige nægtelsesgrunde behandles ikke i det følgende.
Den konkrete sag drejede sig om A, som var gået konkurs i sommeren 2012. Et selskab (B) havde indfriet en kautionsforpligtelse, som A havde påtaget sig, således at A nu skyldte B ca. kr. 2,2 mio. Skifteretten nægtede i efteråret 2014 A gældssanering under henvisning til, at A havde undladt at afdrage på sin gæld. Landsretten stadfæstede denne kendelse under henvisning til konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, hvorefter kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges, hvis ansøgeren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om han har haft rimelig mulighed herfor.
Højesteret udtalte i sagen, at det fremgår af forarbejderne til den nævnte bestemmelse, at denne mulighed for afdrag på gælden f.eks. kan bestå i, at ansøgeren har haft en indtægt, der muliggjorde afdrag. Efter oplysningerne i sagen om A's økonomiske forhold lagde Højesteret til grund, at han igennem flere år havde haft mulighed for at afdrage på sin gæld med et betydeligt beløb pr. måned (konkret oplyst til kr. 4.800,00 pr. måned). Dette havde han ikke gjort, og han havde heller ikke hensat noget beløb til sine kreditorer. Højesteret tiltrådte herefter, at bestemmelsen i konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4 var til hinder for gældssanering, hvorfor A blev nægtet gældssanering.
Der var – ud fra referatet i Ugeskriftet for Retsvæsen – også andre momenter fremme i sagen, som måske kunne underbygge en nægtelse af gældssanering, men disse blev ikke fremhævet af Højesteret.
Det fremgår ikke nærmere, hvad der skal forstås med sætningen ”hensat noget beløb til sine kreditorer”. I et tilfælde, hvor der kun er én kreditor (som det synes at være tilfældet i den konkrete sag), ville der principielt have været mulighed for at lave en opsparing, i hvert fald under selve gældssaneringssagen. Men ellers kan det være vanskeligt at operere med en sådan opsparing, hvis der er en flerhed af kreditorer, idet opsparingen ikke vil være beskyttet mod kreditorforfølgning. I disse situationer må kravet til ansøger derfor formentlig være, at man forsøger at dele sol og vind nogenlunde lige og betaler forholdsmæssigt til sine kreditorer.
Konsekvensen af afgørelsen bliver formentlig, at der fremadrettet vil være større fokus på at afdække, hvorvidt ansøger har haft mulighed for at afdrage på gælden forud for ansøgning om gældssanering, men blot ikke har gjort det.
Situationen kan for eksempel være, at en ansøger i en periode har haft et højt privatforbrug og efter nogle år søger gældssanering. En anden situation kan være, at ansøger har fået udbetalt erstatninger, pensioner, modtaget gaver eller lignende, som den pågældende ikke har anvendt til afdrag til kreditorerne. I disse situationer vil der også være formodning for, at gældssanering nægtes.
Et ofte forekommende scenarie er, at en ansøger, der har fået indledt gældssanering, under sagen tilbagekalder sin ansøgning, fordi den beregnede opsparingsevne efter ansøgers opfattelse er for høj i forhold til, hvad ansøger mener, at han skal/vil have i rådighedsbeløb. I disse situationer risikerer ansøger at diskvalificere sig selv i forhold til senere at opnå gældssanering.
I situationer, hvor ansøger forud for sin ansøgning ikke har haft rimelig mulighed for at afdrage, f.eks. på grund af arbejdsløshed, lav indtægt, udgifter til bidragsforpligtelser m.v., får kendelsen naturligvis ingen betydning.
Der vil altid være et vist spænd i vurderingen i forhold til konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, men der er næppe tvivl om, at der fremover vil være en skærpet fokus på dette.
-medium.jpg)
