Mangelfuld klimaindsats kan være en menneskerettighedskrænkelse

Baggrund 

Omdrejningspunktet i de tre klimasager, der er de første af deres slags, som er blevet afgjort af EMD, var hvorvidt de indklagede stater havde krænket klagernes menneskerettigheder ved ikke at træffe tilstrækkelige foranstaltninger til at begrænse de skadelige effekter af klimaforandringer. Målestokken var særligt de klimamålsætninger for 2030, som staterne selv har fastsat i medfør af Parisaftalen fra 2015. Flere parter, herunder mellemstatslige organisationer, velgørende organisationer og universiteter, intervenerede i sagerne.   

Den sag, som klagerne fik delvist medhold i, var anlagt mod Schweiz af foreningen Verein KlimaSeniorinnen Schweiz samt fire individuelle medlemmer af foreningen. Foreningens mere end 2000 medlemmer er alle ældre kvinder, der er bekymrede for klimaforandringernes påvirkning af deres helbred og livsvilkår.  

De omhandlede rettigheder var, dels retten til liv i EMRK artikel 2, dels retten til privat- og familieliv i EMRK artikel 8. Herudover påberåbte klagerne sig EMRK artikel 6 om retten til retfærdig rettergang, idet de Schweiziske domstole ikke havde realitetsbehandlet de nationale sager anlagt af foreningen og dens medlemmer.  

EMD som "klimadomstol"

Men hvordan hænger det sammen, at staters manglende foranstaltninger til forebyggelse af klimaforandringer kan blive et spørgsmål for EMD, selvom de påberåbte bestemmelser i EMRK er vedtaget i 1950, længe før menneskeskabte klimaforandringer blev en akut global udfordring? 

Dette skal ses i lyset af EMD's dynamiske fortolkningsstil, der gradvist har udvidet rækkevidden af EMRK for at tilpasse rettighederne til samfundsudviklingen.   

Det indebærer, at særligt retten til respekt for privatliv, indeholdt i EMRK artikel 8, med årene er blevet udvidet til at favne et bredt spektrum af rettigheder, herunder retten til at leve i et sundt miljø. Dette aspekt af bestemmelsen har hidtil kun været anvendt i kontekst af mere klassiske miljøsager, hvor klageren f.eks. har været udsat for en konkret forureningskilde i sit umiddelbare nærområde. De tre nyligt afgjorte klimasager er de første EMD-afgørelser af klager over de mere diffuse effekter af klimaforandringer, der i princippet påvirker os alle i større eller mindre grad.  

Derfor var et væsentligt spørgsmål i sagerne også, hvorvidt klagerne kunne hævde at være "ofre" i EMRK's forstand. "Victim Status", efter EMRK artikel 34, forudsætter således, at klageren er direkte og individuelt berørt af den hævdede krænkelse. Dette er for at undgå såkaldte actio popularis-klager, som vedrører politiske og ideologiske problemstillinger, der ikke direkte berører klageren selv. 

Kun foreningen var klageberettiget

EMD fastslog, at offerstatus i klimasager for det første kræver, at klimaforandringernes påvirkning af individet er væsentlig og for det andet, at der er et tvingende behov for at sikre den pågældendes individuelle rettigheder. I forhold til de fire individuelle klagere, nåede EMD på grundlag af en samlet vurdering frem til, at kriterierne ikke var opfyldt, og deres del af klagen blev derfor afvist.   

Den modsatte konklusion nåede EMD i forhold til foreningen, idet det er anerkendt i EMD's praksis, at foreninger kan være klageberettigede på vegne af deres medlemmer, uanset det ikke er alle de repræsenterede medlemmer, der individuelt ville være klageberettigede. EMD fandt derfor klagen egnet til realitetsbehandling. EMD behandlede klagen på grundlag af retten til privatliv, men udelukkede ikke, at klimaforandringer også ville kunne udgøre et indgreb i retten til liv.   

Foreningens rettigheder var krænket

Schweiz har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen med 34% i 2030 og 75% i 2040 i henhold til Parisaftalen. Set i lyset af disse forpligtelser og af den overvældende evidens for skadevirkningerne af menneskeskabte klimaforandringer, fastslog EMD, at staten var forpligtet til at træffe tilstrækkelige lovgivningsmæssige foranstaltninger til at sikre opfyldelse af disse forpligtelser. 

Dette havde den Schweiziske stat ikke formået, selv i lyset af, at regeringer generelt er overladt betydelig "metodefrihed" til implementering af foranstaltninger. Navnlig havde staten ikke etableret et CO2-budget eller anden ramme for konkret begrænsning af CO2-udledning med henblik på at sikre, at de fastsatte mål ville kunne nås, ligesom tidligere fastsatte reduktionsmål ikke var blevet nået. Dermed havde staten ikke på passende og tilstrækkelig måde opfyldt sine forpligtelser til at sikre klagerne mod skadevirkningerne af klimaforandringer.  

Klagerne fik også medhold, i at deres ret til retfærdig rettergang var blevet krænket som følge af de schweiziske domstoles afvisning af sagen. 

Det er værd at bemærke, at de schweiziske reduktionsmål procentvis er væsentligt mindre ambitiøse end de danske. Det falder dog uden for EMD's kompetence at fastsætte specifikke reduktionsmål for staterne, og EMD vil i stedet vurdere, om den regulatoriske ramme til at opnå de fastsatte mål er tilstrækkelig. Høje reduktionsmål udgør derfor ikke per definition et værn mod domfældelse ved EMD.  

Afvisning grundet formelle mangler

Den første af de to øvrige sager, Duarte Agostinho m.fl. mod Portugal m.fl., var anlagt af 6 portugisiske børn og unge imod hele 33 medlemsstater, heriblandt Danmark. I denne sag havde klagerne ligeledes påberåbt sig artikel 2 og 8 samt forbuddet mod diskrimination i EMRK artikel 14, idet klagerne hævdede, at de grundet deres alder ville opleve effekterne af klimaforandringer i højere grad end ældre personer. Endelig påberåbte de sig, på ex officio-opfordring af EMD, også forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling i EMRK artikel 3.  

EMD afviste klagen mod alle andre stater end Portugal som følge af, at den hævdede krænkelse ikke havde fundet sted inden for de pågældende staters jurisdiktion, som med undtagelse af enkelte særtilfælde er territorialt afgrænset. Når sagen også blev afvist for så vidt angik Portugal, hvor klagerne var bosat, skyldtes det, at de ikke forud for klagen havde søgt sagen afgjort ved de portugisiske domstole, og dermed ikke opfyldte kravet om at have udtømt nationale retsmidler.  

Den anden afviste sag, Carême mod Frankrig, var anlagt af en tidligere borgmester i den franske by Grande-Synthe, og omhandlede også artikel 2 og 8. Klageren henviste bl.a. til artikel 8's beskyttelse af retten til respekt for hjemmet. Dette skyldes, at  Grande-Synthe er beliggende ved kysten, og derfor er særligt udsat for f.eks. oversvømmelse som følge af klimaforandringer. Årsagen til afvisningen af denne sag var, at klageren ikke var tilstrækkeligt individuelt berørt til at være offer for en krænkelse af EMRK, da han ikke længere var bosat i Grande-Synthe.  

Betydningen af EMDs afgørelser

Med dommen i Verein KlimaSeniorinnen Schweiz mod Schweiz er det nu både slået fast, at effekterne af klimaforandringer udgør en så aktuel og nærværende trussel mod menneskers helbred og velfærd, at de kan rummes inden for EMRK, og at manglende/mangelfuld klimaindsats kan udgøre en krænkelse af retten til privatliv og sandsynligvis også til liv.    

Da det alene er stater, der kan dømmes for overtrædelse af rettighederne i EMRK, får afgørelserne ikke umiddelbart betydning for private erhvervsdrivende. Selvom problemet med klimaforandringer i høj grad er forårsaget af udledning fra private aktører, kunne staten Schweiz alligevel holdes ansvarlig. Dette skyldes, at EMD har indfortolket positive forpligtigelser i EMRK-rettighederne. Disse indebærer, at staterne ikke alene skal undlade at foretage indgreb i rettighederne, men også skal understøtte dem gennem lovgivning og andre foranstaltninger.  

Med EMD's legitimering af koblingen mellem klimaforandringer og menneskerettigheder, og den deraf følgende mulighed for yderligere klagesager, vil staterne i Europa have et stærkt incitament til at skærpe miljømæssig regulering af og krav til erhvervslivet, hvis de skal nå i mål med deres klimarelaterede forpligtelser og undgå søgsmål fra borgere.

Fakta: EMRK og EMD

EMRK blev vedtaget af Europarådet i 1950 i kølvandet på 2. Verdenskrig. Samtlige 46 nuværende medlemmer af Europarådet har ratificeret konventionen. I Danmark har EMRK været inkorporeret i dansk ret siden 1992. EMRK's rettigheder kan påberåbes af fysiske og juridiske personer, mens kun stater, og ikke private aktører, kan holdes ansvarlige for krænkelser af EMRK.  

EMD er beliggende i Strasbourg og blev blev etableret i 1959 med henblik på at fortolke og håndhæve rettighederne i EMRK. Domstolen afsagde sin først dom i 1960. For at indgive en klage til EMD er det en betingelse, at man først har udtømt alle nationale retsinstanser. I en dansk kontekst vil det sige, at man først kan klage til EMD, når man enten har fået sin sag afgjort af Højesteret, eller har fået afslag fra Procesbevillingsnævnet på højesteretsprøvelse.  Klagefristen er 3 måneder fra afgørelse.