Et vedtaget rekonstruktionsforslag, hvor en gæld på ca. kr. 23 mio. blev akkorderet til 1,03%, fandtes næsten udelukkende at ville tilgodese personlig interesse i at få slettet en personlig gæld, hvorfor stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget blev nægtet.
Sagen kort
"A" indgav i januar 2017 en begæring om rekonstruktion som følge af personlig konkurs i 2009.
Et flertal af fordringshaverne efter fordringernes beløb stemte ikke imod rekonstruktionsforslaget, og forslaget blev derfor vedtaget og stadfæstet ved kendelse afsagt af Sø og Handelsretten i februar 2017, hvorefter A skulle betale kr. 251.960 – ud af gæld på ca. kr. 23 mio. – svarende til en dividende på 1,03 %.
Mindretallet, herunder SKAT, kærede afgørelsen til Østre Landsret med påstand om, at stadfæstelse af rekonstruktionen skulle nægtes.
I medfør af konkurslovens § 13 e, stk. 5 kan skifteretten nægte at stadfæste en rekonstruktion, hvis vilkårene i forslaget står i misforhold til skyldnerens økonomiske stilling.
Østre Landsret fandt ud fra en fortolkning af formålet med reglerne – under hensyn til at gælden bestod af A’s personlige gæld (efter en konkurs afsluttet i 2012) og ud fra sagens øvrige omstændigheder – at stadfæstelse af det vedtagne rekonstruktionsforslag burde nægtes, da forslaget stod i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, jf. konkurslovens § 13 e, stk. 5.
A kærede herefter, med procesbevillingsnævnets tilladelse, afgørelsen til Højesteret og gjorde for Højesteret blandt andet gældende, at reglerne om rekonstruktion kan anvendes for fysiske personer, der ikke er erhvervsdrivende, i overensstemmelse med bemærkningerne til lovforslaget om rekonstruktion.
Derudover gjorde A gældende, at forslaget ikke stod i misforhold til skyldnerens økonomiske stilling, idet kreditorerne ville opnå en højere dividende ved rekonstruktionen, end i tilfælde af konkurs, hvor dividenden var anslået til 0%.
Højesteret stadfæstede imidlertid nægtelsen efter § 13 e, stk. 5 med henvisning til, at rekonstruktionsforslaget næsten udelukkende ville tilgodese A’s interesse i at få slettet en personlig gæld.
Som følge af nægtelsen af rekonstruktion blev A taget under konkursbehandling.
DELACOURs kommentar
Præmisserne fra henholdsvis Østre Landsret og Højesteret er relativt kortfattede og forekommer konkret begrundet, herunder i skyldners særlige forhold, hvor der antageligt er lagt afgørende vægt på, at A tidligere var erklæret konkurs, og at konkursboet blev sluttet i 2012 (rekonstruktionen var altså ikke for at undgå konkurs/for at redde en virksomhed).
A havde under sagen blandt andet påberåbt sig bemærkningerne til lovforslaget ved spørgsmålet om, hvorvidt rekonstruktion kan finde anvendelse ved fysiske personer, der ikke driver erhvervsvirksomhed, men det fremgår ikke, hvilken vægt retten har tillagt disse forarbejder.
Afgørelsen kan dog næppe ses som et generelt udtryk for, at en personlig skyldner, der ikke driver erhvervsvirksomhed, ikke kan anvende rekonstruktionsreglerne, når blot forslaget står i rimeligt forhold til skyldnerens økonomiske stilling, jf. konkurslovens § 13 e, stk. 5, men den må siges at bringe nogen usikkerhed i forhold til, hvornår reglerne kan finde anvendelse.
Det er af afgørende betydning, at forslaget tager hensyn til skyldnerens reelle økonomiske stilling. Spørgsmålet er derfor, hvornår dette er tilfældet.
Det er i den forbindelse uklart, hvilken betydning størrelsen af det tilbudte beløb til kreditorerne har haft for afgørelsen. Dividendesatsen kan ikke være afgørende i denne sammenhæng, men størrelsen af det konkrete beløb kan naturligvis have betydning, hvis dette ikke er anset at stå i rimelig forhold til skyldners økonomiske formåen. Dette synes dog at have spillet en mindre rolle i sagen.
Det er som udgangspunkt op til kreditorerne at vurdere, hvorvidt rekonstruktionen skal gennemføres, således at et flertal af kreditorerne kan afgive deres stemme i vished om, at rekonstruktionen bliver gennemført, hvis disse stemmer for (eller i hvert fald ikke imod). Afgørelsen medfører derfor en uvished om, i hvilken udstrækning domstolene ud fra en skønsmæssig vurdering vil nægte en rekonstruktions gennemførelse, uanset at flertallet af fordringshaverne stemmer for (eller ikke imod) forslaget.
Sammenfattende må Højesterets fremhævelse af, at forslaget stort set kun tilgodeså A's interesse i at få slettet personlig gæld, imidlertid betyde, at den rene sanering af personlig gæld gennem en rekonstruktion fremover vil blive vanskeligere, selvom et flertal af kreditorerne støtter det. Her må skyldneren henvises til at benytte gældssaneringsreglerne.
-medium.jpg)
