Lokalplansbestemmelser om (brugsretten til) parkeringspladser

Lokalplaner og servitutter

Ifølge planlovens § 42 kan en ejer af en fast ejendom kun med forudgående samtykke fra kommunalbestyrelsen gyldigt pålægge ejendommen servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan.

En lokalplan fastlægger, hvordan et område må anvendes, og hvordan udviklingen skal være i området fremadrettet f.eks. hvilke typer af boliger, der må bygges, og hvordan de skal se ud.

En servitut er en forpligtelse, der er pålagt en ejendom. Servitutten kan f.eks. have noget at gøre med, hvem der må råde over ejendommen eller betyde, at en ejendom skal holdes i en bestemt tilstand.

Der kan ikke stiftes servitutter mellem to private aftaleparter til regulering af lokalplanpligtige forhold uden samtykke. Samtykke kan heller ikke meddeles i strid med en allerede gældende lokalplan. Private parter kan således ikke disponere over en ejendom på en måde, som kommunalbestyrelsen efter en lokalplan ville kunne indføre bestemmelser om.

I en lokalplan kan der f.eks. være bestemmelser om etablering af parkeringspladser herunder bl.a. regulering af antallet p-pladser i et område til forskellige anvendelser, og om at parkering skal samles på p-pladser, der er fælles for området osv.

Brugsretten – afgørelse fra Planklagenævnet

Et aktuelt spørgsmål er, om der i en lokalplan også kan fastsættes bestemmelser om brugsretten til p-pladserne f.eks. om de p-pladser, der skal etableres på fællesarealer skal ejes eller bruges af særskilte ejere eller lignende.

I nylig afgørelse fra Planklagenævnet fra den 16.11.2021 har Nævnet haft anledning til at tage stilling til den problemstilling. I forbindelse med et byggeri blev der fra Aalborg Kommune stillet krav om etablering et tilstrækkelig antal gæste p-pladser, og for at imødekomme dette krav havde bygherre tilkøbt 6 p-pladser. I en grundejerforeningsvedtægt blev 4 af disse 6 p-pladser disponeret til eksklusiv brug for ejere af lejligheder. Aalborg Kommune afslog at give samtykke til vedtægterne efter planlovens § 42 med henvisning til, at vedtægterne var i strid med Bygningsreglementet (BR18).

Planklagenævnet fandt, at vedtægtens bestemmelser om brugsret til p-pladser var et aftaleforhold, som ikke krævede kommunens samtykke efter planlovens § 42 og ophævede kommunens afgørelse om afslag på samtykke. Men det blev samtidig understreget, at Planklagenævnet ikke havde taget stilling til, hvorvidt vedtægtens bestemmelser om brugsret måtte være i strid med anden lovgivning, herunder byggetilladelsen.

Focus Advokater bemærker

Planklagenævnet fastslår i afgørelsen, at en lokalplan ikke kan fastsætte bestemmelser om ejer- eller brugerforhold. Der kan således ikke i en lokalplan fastsættes bestemmelser om brugsretten til parkeringspladser. Dette er overladt til de parter, der har retten til at disponere.

I den konkrete sag fra Planklagenævnet havde det således ikke været nødvendigt at indhente noget samtykke førend tinglysning af vedtægterne.

Rådgivning

Hos Focus Advokater har vi stor erfaring i rådgivning om alle aspekter af projektudvikling, herunder håndtering af planlovgivning, tinglysningsspørgsmål mv.