Lensafløsningen ’spøger’ fortsat på flere danske herregårde og godser

En lang række af Danmarks største herregårde og godser var fra den tidlige enevælde blevet samlet i fideikommiser, som enten var grevskaber, baronier eller stamhuse. Disse herregårde og godser gik udelt videre i arv til førstefødte søn, og det medførte, at førstefødte søn var besidder og ikke ejer.

Grundloven i 1849 var starten til at gøre op med fideikommiserne, og ved lensafløsningen i 1919 overgik grevskaberne, baronierne og stamhusene til ’frit’ ejerskab til de hidtidige ’besiddere’ mod betaling af en betydelig afgift til staten.

I den forbindelse blev der på flere herregårde og godser afgivet kostbart indbo og kunst til danske museer som en del af betalingen af afgiften til staten – flere steder kombineret med forkøbsretter og køberetter til andet kostbart indbo og kunst senere. Disse aftaler blev tinglyst som servitutter på ejendommene, uagtet der ikke var tale om en råden over den faste ejendom, som ellers i dag er en betingelse for at tinglyse en servitut.

Flere af de aftaler og servitutter eksisterer fortsat i dag over 100 år senere, hvor de af ejerne ofte anses som fortsat at være både byrdefulde og urimelige.

Verserende sag om to danske museer

Bech-Bruun er involveret i en verserende sag, hvor to danske museer har køberet til en anselig mængde kostbart indbo og kunst til en værdi, der i dag svarer til få promille af markedsværdien. Køberetten vil i 2022 blive aktualiseret grundet særlige begivenheder.

Det overordnede juridiske spørgsmål i den konkrete sag er, dels om den nuværende ejer overhovedet er part i denne aftale, da den nuværende ejer aldrig har tiltrådt aftalen, og dels om aftalen kan tilsidesættes efter den særlige bestemmelse i aftalelovens § 36.

Aftalelovens § 36 giver i særlige tilfælde mulighed for, at en aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.

Den pågældende aftale i den konkrete sag skal nu forhandles med lenskontrollen og de to museer, som har køberetten. Men henset til den meget betydelige afvigelse mellem værdien, som køberetten kan udøves til, og den nuværende markedsværdi, må det forventes, at sagen ender ved domstolene.

Det vil i givet fald være første gang, at gyldigheden af forkøbsretter og køberetter til kostbart indbo og kunst fra lensafløsningen skal prøves, og sagen kan potentielt have stor betydning for de andre lignede aftaler, der forligger rundt omkring på danske herregårde og godser.