Efter vandskade som følge af skybrud mente udlejer, at overboen var erstatningsansvarlig for skaden. Landsretten kom dog frem til, at det ikke var bevist, at lejer var ansvarlig.
I forbindelse med et skybrud opstod der en vandskade i underboens lejlighed. Det skyldes, at regnvandet fra overboens altan fandt vej gennem en utæt gummifuge til etageadskillelsen, fordi regnvandet ikke var forsvundet gennem afløbet, men var blevet liggende i en højde af 3-4 centimeter.
Underboen ringede straks til udlejer, og udlejers ejendomsinspektør ankom. Ejendomsinspektøren konstaterede, at der på overboens terrasse stod en plastikkurv oven på afløbet, som var fyldt med vand, og da de løftede kurven op, løb vandet på altanen ud gennem afløbet.
Det kostede 56.000 kroner at udbedre skaden på underboens lejlighed.
Udlejer mente, at overboen var erstatningsansvarlig for vandskaden, jf. almenlejelovens § 78, der svarer til lejelovens § 25, og udlejer anlagde sag mod lejer med krav om betaling af beløbet.
Til støtte for påstanden gjorde udlejer gældende, at lejer havde stillet plastikkurven på altanen oven på afløbet og dermed blokeret det. Herefter gjorde udlejer gældende, at lejer havde handlet ansvarspådragende ved ikke at have behandlet det lejede forsvarligt.
Lejer påstod frifindelse, idet lejer gjorde gældende, at plastikkurven ikke havde været placeret på afløbet, og at der således var tale om en hændelig begivenhed, og at der således ikke var handlet ansvarspådragende.
Byrettens dom stadfæstet
Landsretten lagde til grund, at plastikkurven stod på afløbet, da ejendomsinspektøren og underboen indfandt sig på altanen. Derimod fandt landsretten, at det efter bevisførelsen imidlertid ikke var nærmere afklaret, hvornår og under hvilke omstændigheder plastikkurven blev placeret på afløbet.
Herefter kom landsretten frem til, at det efter en samlet vurdering ikke var bevist, at lejer havde handlet på en sådan måde, at lejer havde pådraget sig erstatningsansvar over for udlejer.
Lejer blev derfor frifundet for erstatningskravet i landsretten, som stadfæstede byrettens dom.
Kommentar
Når der opstår skader på ejendommen eller det lejede, er problemet i praksis ofte, hvorvidt skaden er opstået uagtsomt eller hændeligt. Det tema, som vedrører bevis, er også temaet i denne afgørelse.
Udgangspunktet er her, at udlejer, som den skadelidte, bærer bevisbyrden for, at lejer har udvist ansvarspådragende adfærd.
I retspraksis gælder som undtagelse hertil tilfælde, hvor lejers forhold må formodes at have forårsaget skaden, hvorefter lejer ved omvendt bevisbyrde vil skulle godtgøre, at skaden er hændelig, jf. eksempelvis U 1937.409 Ø (Cremekrukkedommen). I disse tilfælde ville udlejer ellers stå i en bevismæssig umulig situation, som for eksempel tilfældet i GD 2002.53 B, hvor lejer blev pålagt at betale erstatning for udgifter til fjernelse af en toiletrulle i vandlåsen, da skaden måtte være foranlediget af lejer, eller en lejer havde givet adgang.
Det kan på den baggrund ikke udledes af landsrettens præmisser, hvorfor – i modsætning til eksempelvis U 1937.409 Ø og GD 2002.53 B – lejer ikke var nærmest til at løfte bevisbyrden, da udlejer ikke i almindelighed har adgang til lejemålet og dermed i praksis ikke har mulighed for løfte bevisbyrden.
Dommen er optrykt i Tidsskrift for Bygge- og Boligret (T:BB 2021.837 V).
