En folkeskolelærers anciennitet blev af Højesteret anset for uafbrudt efter, at læreren havde skiftet arbejdsplads inden for samme kommune. Lærerens opsigelsesvarsel og fratrædelsesgodtgørelse skulle derfor beregnes på baggrund af den samlede ansættelsesperiode.
SØGTE SELV ANSÆTTELSE PÅ ANDEN SKOLE
En folkeskolelærer havde siden 1997 været ansat som lærer på en skole i Viborg Kommune. Efter at have ansøgt en eksternt opslået stilling, blev læreren ansat på en anden skole i Viborg Kommune med virkning fra den 22. februar 2010. Den 25. februar 2010 blev hun sygemeldt og derefter opsagt den 8. april 2010.
Spørgsmålet for domstolene var, om læreren som følge af jobskiftet fra én skole til en anden skole i samme kommune havde bevaret sin anciennitet og derved sit længere opsigelsesvarsel og retten til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærloven.
BYRET OG HØJESTERET ENIGE: ANSÆTTELSESOMRÅDET VAR HELE KOMMUNEN
Sagen blev i 1. instans prøvet ved Retten i Viborg, som fandt, at skolerne i Viborg Kommune i relation til anciennitet skulle anses for én samlet virksomhed, og at læreren derfor bevarede sin anciennitet. Byretten lagde i vurderingen vægt på, at det af lærerens ansættelsesbevis fremgik, at læreren var ansat ved Viborg Kommunes Skoletjeneste med tjeneste indtil videre ved den skole, hvor læreren havde sin første ansættelse. Også af kommunens interne retningslinjer for forflyttelse af lærere i folkeskolen fremgik, at ansættelsesområdet ved Viborg Kommune var hele kommunen.
Det modsatte resultat kom Vestre Landsret til. Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på, at læreren, der var i uopsagt stilling, havde søgt en midlertidig stilling, der derfor faldt uden for kommunens interne retningslinjer for forflyttelse af lærere. Samtidig fandt landsretten, at læreren ikke havde haft en berettiget forventning om, at den nye ansættelse fortsatte ansættelsesforholdet i øvrigt.
Højesteret tillagde det ligesom byretten afgørende betydning, at det i ansættelsesbeviset fra begge skoler og af kommunens interne retningslinjer for omplacering fremgik, at ansættelsesområdet for lærerne ved kommunens skoler var hele kommunen med angivelse af tjenestested ved en bestemt skole. Læreren var derfor omfattet af en forpligtelse til forflyttelse og havde ret til omplacering til en anden af kommunens skoler.
Højesteret fandt på den baggrund, at de enkelte skoler skulle anses som en del af samme virksomhed i funktionærlovens forstand, uanset at der var delegeret ledelsesbeføjelser til de enkelte skoleledere med vidtgående kompetence til at ansætte og afskedige lærere. På trods af at stillingsskiftet skete på baggrund af et eksternt opslag, og at læreren havde indgivet en opsigelse, fandt Højesteret, at der ikke var sket en afbrydelse i ansættelsesforholdet, hvorfor læreren bevarede sin anciennitet.
LEDELSESRET OG BESKYTTELSE GÅR HÅND I HÅND
Højesterets afgørelse er konkret begrundet i den pågældende lærers ansættelsesvilkår. Dommen har dog relevans for de kommuner, hvor lærerne på tilsvarende vis anses for ansat i det kommunale skolevæsen og ikke på den enkelte skole. I kommuner hvor lærerne i henhold til ansættelsesvilkårene og kommunens interne praksis er ansat i kommunens skolevæsen, er det derfor sandsynligt, at kommunens skoler vil blive betragtet som én virksomhed, uanset at der måtte være sket ledelsesmæssig delegation til de enkelte skoleledere.
Konsekvensen af Højesterets dom er dels, at lærerne vil bevare deres anciennitet ved stillingsskifte mellem skolerne i kommunen og dels, at kommunerne i et vist omfang har mulighed for at omplacere lærerne på kommunens skoler – inden for ledelsesrettens grænser.
Det kan tænkes, at dommen vil kunne udstrækkes til andre forvaltningsområder. Det er derfor vigtigt, at angivelse af tjenesteområde og tjenestested overvejes grundigt.
Læs højesterets dom
her.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →