Bech-Bruun repræsenterede klient for Højesteret vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en værnetingsklausul opfyldte skriftlighedskravet i Luganokonventionens artikel 23, selvom kreditaftalen indeholdende værnetingsklausulen ikke var underskrevet af banken.
En dansk bank havde stillet en driftskredit til rådighed for et dansk selskab. Driftskreditten var sikret ved kautioner fra dels det danske selskabs schweiziske moderselskab og dels den bagvedliggende reelle ejer: en dansk privatperson bosiddende i Schweiz, der også havde udgjort ledelsen i det danske selskab.
I forbindelse med bevilling af driftskreditten havde banken fremsendt et underskrevet bevillingsbrev, hvori banken tilbød driftskreditten på de vilkår, der fremgik af en vedlagt kreditaftale, der blandt andet indeholdt vilkår om kaution og værneting ved byretten i den retskreds, hvor banken var beliggende.
Kreditaftalen blev underskrevet af direktøren, der også underskrev kautionserklæringerne på vegne af moderselskabet og sig selv, hvorefter det underskrevne dokument blev returneret til banken. Banken underskrev efterfølgende aldrig selve kreditaftalen.
Det danske selskab blev i 2011 erklæret konkurs. Kreditten var på daværende tidspunkt trukket op til cirka 1 millioner kroner, og banken afgav herefter påkrav til kautionisterne om at indfri gælden.
Det schweiziske moderselskab blev efterfølgende i 2017 også erklæret konkurs.
Grundet manglende betaling fra den personlige kautionist, udtog banken i foråret 2019 stævning ved retten i Hjørring, hvor den personlige kautionist havde et sommerhus. Banken ønskede efterfølgende sagen henvist til Retten i Aalborg, hvor banken havde hjemting.
I den forbindelse anfægtede den personlige kautionist, at der overhovedet var værneting for sagen i Danmark med henvisning til, at værnetingsaftalen ikke opfyldte kravene i Lugano-konventionens artikel 23. Ifølge Luganokonventionens artikel 23 stilles der krav om, at aftaler om værneting i internationale forhold skal være skriftlige. Idet banken ikke havde underskrevet kreditaftalen, var skriftlighedskravet ikke opfyldt.
Herudover gjorde den personlige kautionist også gældende, at han måtte anses for forbruger og dermed nød en særlig beskyttelse efter schweiziske forbrugerbeskyttelsesregler, hvorfor værnetingsklausulen i kreditaftalen ikke kunne gøres gældende over for ham i medfør af retsplejelovens § 245 og Luganokonventionens artikel 15.
Spørgsmålet om værneting i Danmark blev herefter udskilt til særskilt behandling.
Retten i Hjørring afsagde herefter den 21. juli 2020 en kendelse, hvorefter retten fandt, at skriftlighedskravet i Luganokonventionens artikel 23 ikke var opfyldt, idet banken ikke havde underskrevet selve kreditaftalen.
Da kautionsforpligtelsen var påtaget i forbindelse med ydelse af en driftskredit i Danmark, fandt retten dog, at kautionsforpligtelsen havde stærkere tilknytning til Danmark end til Schweiz, hvorfor der efter en fortolkning af reglerne i Lugano- og Romkonventionen, alligevel var værneting for sagen i Danmark.
Landsret og Højesteret stadfæstede byrettens kendelse med ændret begrundelse
Spørgsmålet om værneting blev efterfølgende kæret til Vestre Landsret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Da den personlige kautionist var ejer af og havde indgået i ledelsen i det selskab, hvis gæld han havde kautioneret for, afviste landsretten med henvisning til EU-domstolens praksis, at kautionisten nød forbrugerbeskyttelse efter Luganokonventionen.
Da værnetingsklausulen fremgik klart og præcist af kreditaftalen, som var blevet udarbejdet af banken, og da dokumenterne var sendt sammen med bevillingsbrevet, hvori banken forpligtede sig til stille kreditten til rådighed på vilkårene anført i den vedlagte kreditaftale, og da kreditaftalen efterfølgende var underskrevet af den personlige kautionst, fandt landsretten, at værnetingsvilkåret havde været genstand for ”parternes samstemmende vilje”, hvorfor skriftlighedskravet i Luganokonventionens artikel 23 var opfyldt på trods af bankens manglende underskrift på selve kreditaftalen.
Den personlige kautionist var derfor bundet af værnetingsklausulen, og kunne derfor sagsøges ved Retten i Aalborg.
Vestre Landsrets kendelse blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret den 26. marts 2021.
Højesteret stadfæstede efterfølgende Landsrettens kendelse.
Bech-Bruuns kommentarer
Højesterets kendelse fastslår, at en direktør og ejer af et selskab, der kautionerer for selskabets gæld, ikke kan anses som forbruger og dermed ikke nyder den beskyttelse, som forbrugere i almindelighed nyder mod værnetingsaftaler.
Herudover fastslår kendelsen også, at selvom kreditors underskrift mangler på selve det dokument, der indeholder en værnetingsklausul, kan værnetingsklausulen i nogle tilfælde alligevel gøres gældende, hvis dokumentet, der indeholder værnetingsklausulen, efter en samlet vurdering af omstændighederne, er udtryk for parternes samstemmende vilje.
Momenterne i denne vurdering er blandt andet, om dokumentet, der indeholder en værnetingsklausul, udgør et af flere dokumenter, der er blevet til og tiltrådt af parterne efter en fælles forhandling, og om parterne faktisk har handlet i henhold til vilkårene i dokumentet, der indeholder en værnetingsklausul.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
-medium.jpg)
-medium.jpg)
