Karrieremuligheder anset som ansættelsesvilkår ved tidsbegrænsede ansættelsesforhold

Sagen kort

Sagen for EU-domstolen udsprang fra Italien, og sagen for de italienske domstole var anlagt af en række forskere på et italiensk universitet i Perugia, der hver havde indgået en treårig tidsbegrænset ansættelseskontrakt, som herefter var blevet forlænget med en ansættelsesperiode på to år. De tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som forskerne var ansat på, var en såkaldt type A-ansættelseskontrakt.

Efter italiensk ret kunne universitetsforskere få enten en tidsbegrænset type A- eller type B-ansættelseskontrakt, som begge var på en samlet ansættelsesperiode på tre år.

For at indgå en type A-kontrakt skulle der være ressourcer til rådighed til forskning og undervisning til studerende, og på baggrund af en positiv evaluering kunne kontrakten forlænges med to år. Derimod kunne type B-kontrakter ikke forlænges, men ved afslutningen af en tidsbegrænset type B-kontrakt havde forskeren efter en evaluering mulighed for at blive tilbudt en tidsubegrænset ansættelse på universitet. Muligheden for at få tilbudt en tidsubegrænset ansættelse var ikke muligt på en type A-kontrakt.

Herudover var der også forskel på, hvilke personer som kunne indgå en type A- og type B-kontrakt, da type A-kontrakter kunne indgås med personer, der havde en ph.d.-grad eller lignende, mens indgåelsen af en type B-kontrakt krævede, at ansøgeren, ud over akademiske forudsætninger, også havde forskererfaring.

Havde man været ansat på en type A-kontrakt, var det derfor muligt efterfølgende at blive ansat på en type B-kontrakt.

De forskere, som havde været ansat på en type A-kontrakt i en tidsbegrænset periode på tre år, som herefter blev forlænget i to år, anmodede universitet om at iværksætte en procedure, så de havde mulighed for at opnå en fastansættelse på universitet.

Universitet afviste denne anmodning med henvisning til de nationale regler, herunder reglerne for tidsbegrænset ansættelse efter en type A-kontrakt.

Forskerne anlagde herefter sag mod universitet, hvor de gjorde gældende, at de nationale regler, hvorefter de blev udelukket fra at komme i betragtning til en fastansættelse, var i strid med EU’s rammeaftale om tidsbegrænsede ansættelser.

Sagen blev anlagt ved den regionale forvaltningsdomstol for Umbrien i Italien, og deres afgørelse, om at de nationale regler ikke var i strid med rammeaftalen, blev efterfølgende af forskerne appelleret til den øverste domstol i forvaltningsretlige sager i Italien.

Appeldomstolen forelagde herefter en række præjudicielle spørgsmål for EU-domstolen om, hvorvidt den i sagen omhandlede nationale lovgivning var forenelig med EU-rammeaftalen om tidsbegrænsede ansættelser (”Rammeaftalen”), herunder om

• indgåelsen af tidsbegrænsede ansættelsesaftaler krævede midlertidige eller exceptionelle forhold,
• om forskelsbehandling i to typer tidsbegrænsede ansættelser på et italiensk universitet var i strid med Rammeaftalen,
• om det var muligt at ansatte arbejdstagere midlertidigt begrundet i permanente behov, og endelig
• om karrieremuligheder var et ansættelsesvilkår efter Rammeaftalen. 

EU-Domstolens afgørelse

Indledningsvist fastslog EU-domstolen, at Rammeaftalen kun fandt anvendelse på flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, og Rammeaftalen pålagde derfor ikke medlemsstaterne at indføre nationale retsregler, hvorefter indgåelse af den første tidsbegrænsede ansættelseskontrakt skulle kunne begrundes i objektive omstændigheder.

I den konkrete sag fandt EU-domstolen til gengæld, at Rammeaftalen fandt anvendelse på den toårige forlængelse af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, men at der allerede i national lovgivning i Italien var indsat to ud af de tre nævnte muligheder for at forhindre misbrug af flere på hinanden tidsbegrænsede ansættelser i Rammeaftalen. På denne baggrund fandt EU-domstolen derfor, at det ikke var nødvendigt at fastsætte objektive og gennemsigtige kriterier for at afdække det midlertidige behov for arbejds-giveren.

At der forelå et permanent behov for ansættelse af universitetsforskere, udelukkede ikke anvendelsen af tidsbegrænsede ansættelser.

Hertil fandt EU-domstolen, at Rammeaftalen navnlig tilsigtede at hindre forskelsbehandling mellem tidsbegrænsede og fastansatte medarbejdere og derfor ikke angik forskelsbehandling mellem to forskellige grupperinger af tidsbegrænsede ansættelsesforhold. En eventuel ulige behandling mellem de tidsbegrænsede forskere på en type A-kontrakt og en type B-kontrakt var derfor ikke omfattet af Rammeaftalen.

EU-domstolen understregede imidlertid, at en eventuel ulige behandling mellem universitetsforskere, der var tidsubegrænset ansat og forskere, der var tidsbegrænset ansat på en type A-kontrakt, som ikke havde adgang til samme vurdering i forhold til fastansættelse og fremtidige karrieremuligheder på universitetet, skulle anses som et ansættelsesvilkår i Rammeaftalens forstand.

Afslutningsvist fandt EU-domstolen derfor, da den foreliggende ret var af den opfattelse, at der var tale om to sammenlignelige situationer i forhold til arbejdsopgaver for de to grupperinger af ansatte forskere, og da der ikke var objektive grunde til forskelsbehandlingen, var denne del af national lovgivning i strid med Rammeaftalen.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte, Lise Lauridsen eller Sandro Ratkovic. Du kan også rette henvendelse til din kontaktperson hos Bech-Bruun.