Indimellem sker det, at et selskab nedbringer sin kassekreditgæld inden en konkurs. Banken risikerer, at konkursboet rejser et omstødelseskrav for denne nedbringelse. Samme omstødelsesrisiko er til stede for ledelsen eller ejerkredsen, hvis de har kautioneret for kassekreditten. Højesteret har dog for nylig afsagt en principiel dom om, at et konkursbo ikke har et omstødelseskrav, hvis nedbringelsen er sket med aktiver omfattet af bankens virksomhedspant.
Der findes talrige eksempler på, at et selskabs ledelse op mod en konkurs prioriterer at nedbringe (eller indfri) den kassekreditgæld, som selskabet har hos banken.
Baggrunden er ofte, at ledelsen eller ejerkredsen har stillet personlige sikkerheder i form af pant eller kaution for kassekreditten. Af denne årsag har ledelsen en personlig interesse i, at kassekreditten bliver nedbragt. På den måde bliver det ikke nødvendigt for banken at kalde kautionen, når virksomheden går konkurs.
En sådan nedbringelse medfører en favorisering af banken, som kan være i strid med det konkursretlige princip om, at kreditorer skal fyldestgøres ligeligt og i henhold til konkursordenen.
Det kan derfor være relevant for konkursboet at undersøge, om nedbringelsen kan omstødes overfor banken (eller kautionisterne) efter konkurslovens regler.
Der opstår endvidere særlige problemstillinger, når et selskab nedbringer sin kassekreditgæld. En kassekredit er en kreditramme, der kan trækkes på efter behov. Kassekreditten fungerer normalt som selskabets driftskonto, hvor der sker adskillige ind- og udbetalinger (fx fra kunder og til leverandører). På denne måde er kassekreditten ikke et almindeligt låneforhold, hvilket kan gøre det vanskeligt at vurdere, hvornår banken har modtaget omstødelige betalinger som kreditor.
Betingelser for omstødelse
Det afgørende vil ofte være, hvornår betalingsmønsteret på kassekreditten ændrer karakter.
Med det menes der, hvornår kassekreditten reelt stopper med at være en løbende kreditfacilitet for selskabet, til at kassekreditten i stedet bliver nedbragt markant uden tilsvarende træk.
Det er en betingelse for omstødelse, at nedbringelsen ikke var ordinær. Det kan desuden have betydning, om banken var i ond tro, om at selskabet var insolvent, og at nedbringelsen skete på bekostning af selskabets øvrige kreditorer.
Konkursboets tab ved disse nedbringelser opgøres ved brug af den såkaldte ”nettometode”.
Der skal, ifølge metoden, beregnes en difference mellem trækket på kassekreditten på en start- og slutdato, hvor der ikke tages hensyn til udsving i den mellemliggende periode. På denne måde kan der som udgangspunkt ske omstødelse af det nettobeløb, som kassekreditten er nedbragt med. Det er dog en forudsætning, at konkursboet har lidt et tab ved nedbringelsen.
I denne forbindelse kan det have afgørende betydning, om banken har sikret sig ved virksomhedspant.
Eksempel: Her ses en ændring af betalingsmønsteret på en kassekredit, hvor en gæld på cirka 2 millioner kroner blev nedbragt ekstraordinært fra august 2020 til december 2020. Omstødelseskravet udgør her 2.050.000 kroner, idet kassekreditten blev indfriet.
Hvilken betydning har et virksomhedspant?
En bank har ofte fået et virksomhedspant, der tjener som sikkerhed for selskabets gæld på kassekreditten.
Denne pantesikkerhed rejser spørgsmålet om, hvorvidt banken overhovedet har opnået en berigelse ved kassekreditnedbringelsen og hvorvidt konkursboet har lidt et erstatningsretligt tab.
Banken bliver først fyldestgjort gennem de virksomhedspantsatte aktiver, når banken tiltræder pantet. Dette sker automatisk, når selskabet går konkurs, men det kan også ske tidligere på panthavers foranledning (ved at banken fratager selskabet rådigheden over aktiverne). Det har derfor givet anledning til tvivl, om banken opnår en berigelse, hvis indfrielsen af kassekreditgælden sker gennem pantsatte aktiver inden konkursen (fx indbetaling af tilgodehavender), uden at banken har tiltrådt sit pant.
Problemstillingen opstår alene, hvis virksomhedspantet ikke kan omstødes i sig selv. I modsat fald kan både kassekreditnedbringelsen og stiftelsen af virksomhedspantet være omstødelige dispositioner.
Ny dom fra Højesteret
Højesteret afsagde for nylig en principiel dom, hvor spørgsmålet var aktuelt.
En bagermester havde nedbragt sit selskabs kassekreditgæld med cirka 430.000 kroner. Kassekreditten var både sikret ved et virksomhedspant og ved en personlig kaution, som var afgivet af bagermesteren.
Nedbringelsen skete fra den 30. december 2015 til 27. januar 2016. Banken tiltrådte først sit virksomhedspant på den sidstnævnte dato, hvorefter SKAT indleverede en konkursbegæring mod selskabet den 3. februar 2016. Selskabet gik efterfølgende konkurs den 22. februar 2016.
Der var enighed mellem parterne om, at virksomhedspantet ikke kunne omstødes i sig selv.
Nedbringelsen var sket ved, at selskabets kunder havde indbetalt skyldige beløb (tilgodehavender), ligesom selskabets varer var solgt løbende. Indbetalingerne var overført til selskabets kassekredit.
Højesteret lagde til grund, at nedbringelsen primært var sket med fordringer og andre aktiver, der havde været omfattet af bankens virksomhedspant. Konkursboet havde samtidig ikke fremlagt regnskabsmæssige eller andre oplysninger, der nærmere belyste bankens berigelse eller konkursboets tab.
Højesteret fandt derfor, at det, efter en samlet vurdering, ikke var godtgjort, at nedbringelsen havde medført en berigelse for banken eller et tab for konkursboet.
Banken blev herefter frifundet, idet Højesteret vurderede, at omstødelsesbetingelserne ikke var opfyldt.
Dommen er trykt i U 2022.839 H.
Bech-Bruuns kommentar
Højesterets dom er interessant, idet afgørelsen fastslår, at kassekreditnedbringelser som udgangspunkt ikke kan omstødes, hvis nedbringelsen er sket med aktiver omfattet af virksomhedspantet.
Dommen fastslår endvidere, at banker opnår en vis beskyttelse mod omstødelse, selvom bankerne ikke har tiltrådt deres virksomhedspant – i hvert fald hvis konkursboet ikke dokumenterer et tab på anden vis.
Konkursboet bør derfor undersøge, om kassekreditnedbringelser er sket med aktiver, som var omfattet af virksomhedspantet. Hvis dette er tilfældet, risikerer konkursboet ikke at få medhold i et omstødelseskrav.
Højesteret har dog ”åbnet en bagdør” for omstødelse, hvis konkursboet kan fremlægge regnskabsmæssige eller andre oplysninger, der belyser et tab for konkursboet. Det er tvivlsomt, hvad der ligger heri og om domsresultatet havde været anderledes, hvis konkursboet havde fremlagt denne dokumentation.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
-large.jpg)
-medium.jpg)
