Højesteret har ved dom af den 23. marts 2017 (2. afd., sag 266/2015) udtalt sig om insolvensbetingelsen i relation til konkurslovens omstødelsesregler. Dommen ændrer Landsrettens afgørelse i samme sag, særligt ved at Højesteret, i modsætning til Landsretten, finder det godtgjort, at skyldner vedvarende var insolvent i en periode fra efteråret 2009 til konkursen i 2011.
Skyldner (”A”) havde afgivet flere kautioner, primært til fordel for hendes mand og dennes selskaber, og havde herved oparbejdet en større milliongæld. I 2009 rejste et pengeinstitut et krav på godt kr. 20 mio. mod bl.a. A og indgav i den forbindelse konkursbegæring mod A. Parterne indgik efterfølgende en aftale som indebar, at pengeinstituttet tilbagekaldte konkursbegæringen mod, at A blandt andet accepterede at betale nogle beløb. I forbindelse med forhandlingen af aftalen kom det frem, at A´s formue var negativ med ca. kr. 120 mio.
Som en konsekvens af denne aftale betalte A i alt kr. 3,9 mio. til pengeinstituttet.
A blev erklæret konkurs ca. to år efter indgåelsen af aftalen med pengeinstituttet, og konkursboet forlangte betalingerne på de kr. 3,9 mio. omstødt efter konkurslovens § 74, hvilket bl.a. kræver, at skyldneren var eller ved dispositionen blev insolvent.
Fokus på om der var tale om mellemkommende solvens
Der var under sagen enighed om, at A var insolvent såvel ved indgivelsen af konkursbegæringen i 2009 som ved konkursen i 2011.
Ifølge konkurslovens § 17, stk. 2 er en skyldner ”insolvent, hvis han ikke kan opfylde sine forpligtigelser, efterhånden som de forfalder”.
Ved afgørelsen i Østre Landsret, blev der blandt andet lagt vægt på, at A, i perioden mellem A´s aftale med pengeinstituttet i november 2009 og frem til konkursen i 2011, havde betalt sin gæld efterhånden som den forfaldt. Ligeledes konstaterede Landsretten, at også andre pengeinstitutter var involveret, da aftalen med pengeinstituttet blev indgået, hvorfor betingelsen i andet led af konkurslovens § 74 om, at der skal være tale om en utilbørlig begunstigelse af en kreditor på bekostning af de øvrige derfor heller ikke var opfyldt.
Højesteret lægger i sin begrundelse omvendt vægt på, at der ikke blev tilført ny likviditet i perioden fra november 2009 og frem til konkursen i 2011, samt at A´s økonomiske situation ikke på anden måde var blevet væsentligt forbedret i perioden. Dette blev bl.a. understøttet af, at pengeinstituttet forud for A´s betaling af kr. 900.000 i november 2010 havde truet med, at indgive en ny konkursbegæring, hvis ikke betalingen fandt sted.
Højesteret fandt på den baggrund, at A vedvarende var insolvent i perioden fra november 2009 og frem til konkursen i 2011, hvorfor betalingerne til pengeinstituttet kunne omstødes efter konkurslovens § 74.
Det fremgår yderligere af Højesterets begrundelse, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at kreditorerne, i den mellemliggende periode, undlod at indgive konkursbegæring mod A trods hendes klare insolvens.
I relation til evt. utilbørlig begunstigelse fandt Højesteret det ikke godtgjort, at A´s kreditorer eller hovedparten af dem havde godkendt aftalen mellem A og pengeinstituttet, hvorfor aftalen ikke kunne betragtes som en fælles ordning med henblik på at rekonstruere A´s økonomi. Betalingerne var derimod opnået på baggrund af pres fra pengeinstituttet i form af trussel om konkurs, og betalingerne havde således ekstraordinær karakter. På den baggrund fandt Højesteret, at pengeinstituttet havde opnået en utilbørlig begunstigelse på bekostning af A´s øvrige kreditorer.
Højesteret fandt tillige, at pengeinstituttet som følge af modtaget regnskabsmateriale samt indgivelse af og trusler om indgivelse af konkursbegæring må have kendt til A´s insolvens, og de omstændigheder der gjorde betalingerne utilbørlige, hvorfor Højesteret omstødte betalingerne på de kr. 3.9 mio.
DELACOUR har i et tidligere nyhedsbrev af 19. april 2016 kommenteret Landsrettens afgørelse som vidtgående, netop henset til den væsentlige underbalance i hele perioden fra betalingen i 2009 til konkursen i 2011 sammenholdt med, at Landsretten ikke fandt insolvensbetingelserne for omstødelse opfyldt.
Højesteret begrundelse ses at være, at der skal tilføres skyldner ny likviditet eller være tale om en samlet ordning, førend man kan tale om mellemkommende solvens, samt at det faktum, at kreditorerne undlader at retsforfølge deres tilgodehavende ikke fører til, at man kan anse skyldner for at være solvent i relation til insolvensbetingelsen i konkurslovens § 17, stk. 2.
-medium.jpg)
-medium.jpg)
