Inkassering af tilgodehavender - et nødvendigt skridt for at få skattefradrag?

Problemstillingen

På trods af at vi siden 2008 har haft regler om behandling af ”småsager” ved retterne i Danmark, er der også i sager om mindre tilgodehavende omkostninger forbundet med at inkassere sådanne beløb hos kunder, der ikke kan eller vil betale.

Ifølge Skattestyrelsens praksis kan tab på debitorer fradrages i det indkomstår, hvor tabet er endeligt konstateret og kan gøres endeligt op. Som hovedregel kan der kun opnås fradragsret, hvis der iværksat effektive inddrivelsesskridt og retsskridt. Uden forudgående udlægsforretning eller andre retsskridt, kan det kun under særlige omstændigheder - f.eks. ved hjælp af en erklæring fra en bobestyrer - anses for sandsynliggjort, at en fordring eller en væsentlig del af fordringen er tabt. Særlige omstændigheder kan være konkurs, akkord, likvidation på grund af insolvens, kundens forsvinden eller lignende.

Da en virksomhed således som hovedregel først rent skatteretlig kan afskrive et beløb som tabt, når tabet er endeligt realiseret (og dokumenteret), er (forsøg på) inkassering et nødvendigt tiltag. Det anerkendes ikke af skattemyndighederne, at et tab – og dermed en fradragsret – er dokumenteret alene ved at kunden meddeler, at de ikke kan eller vil betale, at de ikke reagerer – eller man på anden vis får oplysninger om, at kunden ikke har penge. Så selvom det måske virker som et håbløst tiltag, antages det derfor, at man skal forsøge at gennemtvinge betaling for at få dokumenteret, at kunden ikke kan betale.

En ny landsskatteretsafgørelse viser, at det ikke er tilstrækkeligt for at realisere og dokumentere et tab ved at foretage sin egen vurdering af, om kravet kan inddrives og f.eks. udstede en kreditnota.

Landsskatterettens afgørelse af den 21.6.2023

I sagen havde skattemyndighederne forhøjet en ingeniørvirksomheds skat som følge af, at en række bogførte kreditnotaer ikke blev godkendt modregnet i virksomhedens omsætning. Skattestyrelsen havde bedt indehaveren af virksomheden om at redegøre for udstedelse af kreditnotaer, og dokumentere, hvorvidt der var foretaget retlige skridt i forhold til tab på debitorer. Indehaveren havde sendt en beskrivelse af baggrunden for, at der var udstedt kreditnotaer, herunder blandt andet oplyst, at nogle kreditnotaer skyldes oplysninger om, at kunder ikke ville betale, eller at nogle af kravene var for små til, at det kunne betale sig at føre retssag herom.

Landsskatteretten udtalte generelt, at det som hovedregel er en betingelse for fradragsret for tab, at der er iværksat effektive inddrivelsesskridt og retsskridt. Kun under særlige omstændigheder kan det anses for sandsynliggjort, at en fordring eller en væsentlig del heraf er tabt uden udlægsforretning eller andre retsskridt (som anført ovenfor f.eks. ved kundens konkurs).

Herefter udtalte landsskatteretten konkret om sagen, at en stor del af virksomhedens kreditnotaer var udstedt på baggrund af, at kunderne ikke har betalt de oprindeligt udstedte fakturaer for udført arbejde. Der var tilfælde, hvor kunderne har haft indsigelser vedrørende arbejdet og derfor ikke har betalt, eller hvor kunderne ikke har betalt den fremsendte faktura. Indehaveren havde generelt oplyst, at han ikke førte retssager for beløb under 50.000 kr. Der var ikke fremlagt dokumentation for retlige skridt, herunder inkassosager, med henblik på at konstatere tab på fordringer. Der var på nogle af kunderne fremlagt rykkere for manglende betaling.

Landsskatteretten fandt på den baggrund, at virksomheden ikke havde dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der var konstateret et tab vedrørende de opståede fordringer, der kunne gøres endeligt op i indkomståret 2017, som sagen vedrørte. Der blev lagt vægt på, at virksomheden ikke havde forsøgt at inddrive fordringerne ved forgæves udlæg eller gennem andre retsskridt. Der blev tillige lagt vægt på, at der ikke var fremlagt oplysninger, der sandsynliggjorde, at fordringerne trods de manglende inddrivelsesskridt kunne konstateres tabt i indkomståret 2017.

Landsskatterettens afgørelse kan findes her.

Focus Advokater bemærker

Landsskatterettens afgørelse er reelt set ikke nyskabende. Den er udtryk for den praksis, som skattemyndighederne længe har fulgt. Men afgørelsen illustrerer et tilbagevendende problem for mange virksomheder; kan det virkelig passe, at det er nødvendigt at forfølge et krav, selvom det kan antages, at der er risiko for, at omkostningerne ved at indlede retsskridt overstiger størrelsen af det beløb, der forgæves skal kræves betalt? Svaret er stadig ja – idet det dog skal bemærkes, at også omkostningerne ved at indlede retsskridt (rykkergebyrer, inkassogebyrer mv.) vil kunne afskrives som tab, når sagen afsluttes. Hvis man vil afskrive et tilgodehavende delvist f.eks. på grund af en reklamation, skal der også være et vist minimum af dokumentation for, at virksomheden har været retligt forpligtet til at give et afslag svarende til en udstedt kreditnota, for at skattemyndighederne vil anerkende kreditnota udstedelsen.