Østre Landsret afsagde den 7. december 2015 (9. afd. nr. B-1802-14) en afgørelse, som bidrager til fortolkning af spørgsmålet om, hvornår en virksomhedspanthaver har tiltrådt sit pant.
Sagens faktum kort
En koncern (Cimber Air) drev virksomhed med flydrift. Der var tinglyst virksomhedspant til flykoncernens bank. I første halvår 2011 havde flykoncernen likviditetsproblemer, som blev afhjulpet med midlertidige kreditter. Flykoncernen arbejdede i løbet af foråret og sommeren på at få tilført kapital fra potentielle investorer. Pengeinstituttet tilkendegav, at det ikke på lang sigt ønskede at fortsætte som flykoncernens primære bank, hvilket hang sammen med, at banken ønskede at minimere sin eksponering i flybranchen.
I efteråret 2011 meddelte banken flykoncernen, at det ønskede at modtage en plan for afvikling af engagementet. Det blev aftalt, at der inden udgangen af 2011 skulle sendes oplæg til, hvorledes engagementet kunne afvikles. I slutningen af 2011 bad banken igen flykoncernen (om inden jul) at vise plan for, hvordan engagementet kunne afvikles inden 30. juni 2012, idet banken i modsat fald tog forbehold for at opsige engagementet.
Pengeinstituttet modtog ikke den nævnte plan, hvorefter det den 5. januar 2012 meddelte, at engagementet ville blive opsagt til øjeblikkelig indfrielse, hvis planen ikke forelå senest 27. januar 2012. Parterne forhandlede herefter, idet banken fastholdt opsigelsen og forlangte kreditfaciliteten indfriet, mens flykoncernen arbejdede på at skaffe ny finansiering. Pengeinstituttet kunne ikke acceptere flykoncernens plan for indfrielse, og i slutningen af februar 2012 fremlagde banken selv en plan for, hvorledes en kreditramme på 45 mio. kr. skulle indfries frem til 27. juni 2012.
De økonomiske vanskeligheder i flykoncernen fortsatte, og flykoncernen indgav i begyndelsen af maj 2012 selv begæring om konkurs. På dette tidspunkt var kreditrammen til banken nedsat til 20 mio. kr., og indfrielsesplanen var derved overholdt.
Tvisten i sagen
Konkursboetefter flyselskabet fandt, at banken havde tiltrådt sit virksomhedspant den 24. februar 2012, hvor den tidligere varslede opsigelse blev effektueret. Dette førte ifølge konkursboet til, at de indbetalinger, der var sket på kreditrammen skulle nedskrive sikkerhedsrammen for virksomhedspantet. Konkursboet fandt i den forbindelse, at den såkaldte bruttometode skulle anvendes ved beregning af nedbringelsen, hvorved der udelukkende skulle tages hensyn til indbetalinger på kreditten og ikke udbetalinger. Ved brug af denne metode ville virksomhedspantet være opbrugt 20. marts 2012, hvorefter den nedbringelse af kreditten, som fandt sted herefter skulle omstødes efter konkurslovens § 67 henholdsvis § 74. Argumentationen fra konkursboet var således:
- Pengeinstituttet har tiltrådt virksomhedspantet
- Ved tiltræden skal sikkerhedsrammen nedskrives ved alle indbetalinger (brutto)
- 20. marts 2012 var der indbetalt så meget, at sikkerhedsrammen var 0 kr.
- Herefter var gælden til banken usikret
- Nedbringelse herefter var omstødelig
Pengeinstituttetanførte, at der ikke var tale om en tiltræden af virksomhedspantet. Hvis dette alligevel var tilfældet, fandt banken videre, at der ved beregning af nedbringelsen af sikkerhedsrammen skulle tages hensyn til både indbetalinger og udbetalinger, hvilket omtales som nettometoden. Herved ville sikkerhedsrammen ikke være opbrugt før konkursens indtræden. I fald banken heller ikke kom igennem med dette synspunkt, fandt banken ikke, at betingelserne for omstødelse var opfyldt. Argumentationen fra banken var således:
- Pengeinstituttet har ikke tiltrådt virksomhedspantet
- Hvis landsretten finder, at der er sket tiltræden:
- Ved nedskrivning af sikkerhedsrammen skal der tage hensyn til både indbetalinger og udbetalinger (netto)
- Herefter var gælden til banken sikret i helt frem til konkursens indtræden
- Hvis landsretten finder, at der kun skal tages hensyn til indbetalinger (brutto):
- Betingelserne i konkurslovens § 67 henholdsvis § 74 er ikke opfyldt
Afgørelsen
Landsretten bemærkede, at flyselskabet ikke forud for konkursen havde været i misligholdelse over for banken. Pengeinstituttet havde ikke forud for konkursen iværksat inddrivelse efter retsplejelovens regler eller udtrykkeligt meddelt, at banken agtede at tiltræde virksomhedspantet.
Spørgsmålet var herefter, om banken på anden vis måtte have tiltrådt virksomhedspantet. Landsretten bemærkede, at banken havde udtrykt et generelt ønske om at være mindre eksponeret i flybranchen. Engagementet blev herefter opsagt, da flykoncernen ikke fremsendte afviklingsplan. Afviklingen skete herefter ved gradvis nedsættelse af trækningsretten uden, at der opstod overtræk, og flykoncernen havde til stadighed fuld rådighed over kreditten, og den normale drift med ind- og udbetalinger fortsatte.
Herefter fandt landsretten ikke, at banken havde tiltrådt virksomhedspantet.
Dette førte til, at banken blev frikendt.
DELACOURs bemærkninger til afgørelsen
Med afgørelsen fastslår landsretten, at en virksomhedspanthaver er berettiget til at opsige engagementet, uden at dette i sig selv anses for at være en tiltræden af pantet. Virksomhedspanthaveren er ligeledes berettiget til at aftale at nedskrive engagementet, uden at dette i sig selv anses for en tiltræden af virksomhedspantet.
Dette blev – konkret - begrundet med, at virksomhedspantsætteren havde haft fri rådighed over kreditfaciliteten, og at den normale drift var fortsat. Endvidere lagde landsretten tilsyneladende vægt på synspunktet om, at banken generelt ønskede en mindre eksponering på flybranchen.
Afgørelse giver altså støtte for, at en virksomhedspanthaver er berettiget til at opsige engagementet og træffe aftale om afvikling af et engagement, uden at dette anses for en tiltrædelse af virksomhedspantet.
En virksomhedspanthaver kan således godt indlede afviklingsdrøftelser og gennemføre afvikling af engagement, uden at det nødvendigvis betyder, at virksomhedspantet er tiltrådt. Afgørelsen siger imidlertid ikke noget om, hvornår en virksomhedspanthavers adfærd må betragtes som tiltræden, og det er vores opfattelse, at der – stadig – skal udvises forsigtighed i disse situationer, da et krav om afvikling let kan opfattes som et forsøg på at bringe (rest)kreditten inden for virksomhedspantet.
Afgørelsen kommer ikke nærmere ind på, om det er den nævnte nettometode eller bruttometode, der skal anvendes, hvis virksomhedspanthaveren tiltræder virksomhedspantet, hvilket således fortsat er uafklaret.
Efter vores opfattelse bør der levnes virksomhedspanthaveren et vist råderum i forhold til at stramme op på kreditten, uden at der bliver tale om tiltrædelse af pantet, men vi finder afgørelsen ret vidtgående, når selv en opsigelse af engagement til fuld indfrielse ikke anses som en tiltrædelse.
Der kan endvidere efter vores opfattelse ikke lægges vægt på, om virksomhedspanthaver selv oplyser at have tiltrådt pantet, da det som udgangspunkt aldrig vil være i virksomhedspanthavers interesse.
Efter vores opfattelse, må iværksættelse af afvikling af kreditten under trusler om opsigelse og/eller konkurs betragtes som en tiltrædelse af pantet.
Konsekvensen må imidlertid være, at pantet nedskrives ud fra nettometoden, så virksomhedspanthaver ikke stilles dårligere ved at acceptere et vist fortsat træk på kreditten. Såfremt gælden til øvrige kreditorer imidlertid samtidig øges, vil der efter omstændighederne kunne ifaldes et ansvar - primært for ledelsen, men efter omstændighederne også for virksomhedspanthaver, afhængig af hvor meget denne har involveret sig i driften.
Afgørelsen er anket til Højesteret.
-medium.jpg)
