Hvem betaler, når virksomheden bliver overdraget?

To nye domme fra Højesteret og Østre Landsret tager stilling til, om virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse, når en virksomhed eller dele af en virksomhed bliver solgt. Hvis loven finder anvendelse, er den nye arbejdsgiver forpligtet til at påtage sig de forpligtelser og rettigheder, som den tidligere arbejdsgiver havde over for medarbejderne.

Højesteret og Østre Landsret har netop afsagt to nye domme om udbud af busruter til busselskaber, hvor spørgsmålet var, om virksomhedsoverdragelsesloven fandt anvendelse. I den ene sag kom Højesteret frem til, at overdragelsen ikke var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, mens Østre Landsret i den anden sag afgjorde, at loven kun gjaldt for de enheder, som blev overført.


Højesteret: Overdragelse var ikke omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven

Højesteret skulle tage stilling til, om virksomhedsoverdragelsesloven gjorde sig gældende, da et busselskab overtog en busrute, men ikke selve busserne.

Ifølge buschaufførerne var det aftalt mellem parterne, at virksomhedsoverdragelsesloven skulle finde anvendelse. Buschaufførerne lagde samtidig vægt på, at virksomheden havde bevaret sin identitet efter overdragelsen, hvorfor loven skulle gælde, selvom retten kom frem til, at loven ikke var aftalt mellem parterne. Buschaufførerne rettede derfor lønkrav mod det nye busselskab.

Højesteret afviste buschaufførernes krav. Ifølge Højesteret var det ikke klart aftalt mellem parterne, at virksomhedsoverdragelsesloven i alle tilfælde skulle gøre sig gældende.

Derudover afgjorde Højesteret, at virksomheden ikke havde bevaret sin identitet efter overdragelsen. Ifølge Højesteret var busselskabets væsentligste element selve busserne – og ikke medarbejderne samt retten til at køre på ruten, busstoppesteder, goodwill og kundekreds, som buschaufførerne ellers havde gjort gældende. Det var i den forbindelse uden betydning, at busselskaberne ikke ejede busserne, men leasede dem.

Medarbejderne kunne derfor ikke rette lønkrav mod den virksomhed, som busruterne var blevet overdraget til.


Østre Landsret: Loven gjaldt kun enheder, som blev overført efter udbudsrunde

I den anden sag havde et busselskab overtaget nogle busruter, som havde været i udbud. Busselskabet overtog kun nogle af busruterne, som fremgik af udbudsmaterialet.

Østre Landsret skulle afgøre, om busselskabet overtog det tidligere busselskabs forpligtelser over for alle medarbejderne, eller kun over for de medarbejdere, som var tilknyttet den enhed, der blev overdraget.

Derudover skulle Østre Landsret afgøre, om udbyderen af busruterne hæftede for lønkrav fra de medarbejdere, som ikke blev overdraget. Den oprindelige arbejdsgiver mente, at udbyderen reelt havde været arbejdsgiver efter ”i et splitsekund” at have taget kørslen fra busanlægget tilbage for derefter at videreoverdrage aktiviteterne til vinderen af udbuddet.

Landsretten afgjorde, at vinderen af udbuddet ikke skulle overtage forpligtelser ud over dem, der følger af virksomhedsoverdragelsesloven. Den oprindelige arbejdsgiver kunne derfor ikke rette sit regreskrav på løn til de buschauffører, som ikke var tilknyttet de overdragne busruter, mod den nye arbejdsgiver.

Den oprindelige arbejdsgiver kunne heller ikke gøre kravet gældende mod udbyderen, da udbyderen af busruterne ikke på noget tidspunkt havde stået for driften eller fungeret som arbejdsgiver for buschaufførerne.


IUNO mener

Det er tidligere fastslået, at der kun er tale om en virksomhedsoverdragelse, når den solgte økonomiske enhed bevarer sin identitet efter overdragelsen. Højesterets dom er derfor på linje med tidligere dansk praksis og EU-praksis på området. Højesteret fastslår også, at når de væsentligste elementer er fysiske genstande – såsom busser – er det uden betydning, om virksomheden ejer eller leaser de pågældende genstande.

Sagen fra Østre Landsret fastslår, at vinderen af et udbud kun hæfter for de medarbejdere, som er en del af den endelige overdragelse, med mindre andet udtrykkeligt er aftalt. Derudover fastslår landsretten, at det i udgangspunktet kun er overdrageren og vinderen af udbuddet, der er ansvarlige efter virksomhedsoverdragelsesloven. Udbyderen blev ikke i den konkrete sag forpligtet efter virksomhedsoverdragelsesloven, fordi udbyderen aldrig stod for driften eller fungerede som arbejdsgiver, men det må antages, at dette kunne have været tilfældet, hvis udbyderen i praksis havde fungeret som arbejdsgiver.

Afgørelserne viser, at det ikke alene er op til virksomhederne selv, om virksomhedsoverdragelsesloven skal finde anvendelse, men at domstolene tager stilling til dette i de konkrete sager. IUNO anbefaler derfor, at virksomhederne nøje får vurderet om virksomhedsoverdragelsen finder anvendelse, når man overdrager aktiviteter, og at virksomhederne i aftalegrundlaget klart tager stilling til, hvad der skal gælde. Det kan i en række tilfælde lade sig gøre at strukturere en overdragelse af aktiviteter sådan, at virksomhedsoverdragelsesloven ikke finder anvendelse.

Derudover viser afgørelserne, at der skal stærke holdepunkter til, før lønmodtagere kan støtte ret på en aftale mellem to virksomheder om, at virksomhedsoverdragelseslovens finder anvendelse, hvis dette ville give medarbejderne rettigheder i videre omfang, end hvad der følger af loven.

[Højesterets dom af 24. maj 2016 og Østre Landsrets dom af 23. marts 2016]