Sagen kort
Et antal sygeplejersker ansat i en hospitalsafdeling modtog den 1. juni 2020 en sms og en arbejdsmail fra den ledende oversygeplejerske, hvoraf det fremgik, at der var konstateret Covid-19-smitte på afdelingen.
Det fulgte af Sundhedsstyrelsens retningslinjer, at ”nære kontakter” skulle testes for Covid-19 på 4. og 6. dagen efter kontakt med en smittet, mens der ved udbrud skulle testes umiddelbart samme dag og igen på 7. dagen.
Den ledende oversygeplejerske orienterede i overensstemmelse hermed sygeplejerskerne om, hvornår de – som led i smitteopsporing og udbrudshåndtering – skulle testes. Testintervallerne betød, at nogle sygeplejersker skulle testes i deres fritid.
Dansk Sygeplejeråd mente, at der skulle ske honorering i overensstemmelse med den på området gældende arbejdstidsaftale.
Regionernes Lønnings- og Takstnævn gjorde gældende, at sådanne tests ikke var en arbejdsydelse, som kunne kræves honoreret i henhold til de gældende overenskomstfastsatte regler. Regionernes Lønnings- og Takstnævn anførte, at testen ikke var blevet ”pålagt” af ansættelsesmyndigheden, men fulgte af Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Autorisationslovens § 17 foreskriver, at sundhedspersoner skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed og dermed følge sådanne retningslinjer.
Arbejdsrettens begrundelse og resultat
Arbejdsretten fandt, at der var tale om et tjenstligt pålæg, derved at regionen som arbejdsgiver havde disponeret over sygeplejerskerne i deres fritid på en sådan måde og under sådanne omstændigheder, at den medgåede tid til at blive testet måtte anses som arbejdstid eller sidestilles hermed. Arbejdsretten lagde vægt på, at sygeplejerskerne blev afskåret fra at bruge den del af fritiden, der medgik til at opfylde pålægget, på andre aktiviteter.
For så vidt angik spørgsmålet om honorering, fandt Arbejdsretten, at det afhang af en fortolkning af arbejdstidsaftalen, om der kunne kræves vederlag for at lade sig teste i fritiden. Spørgsmålet måtte derfor søges afklaret ved faglig voldgift.
Arbejdsretten anførte, at selv om den medgåede tid måtte anses som arbejdstid eller sidestilles hermed, var det ikke dermed givet, at forholdet var omfattet af arbejdstidsaftalens regler og kunne kræves honoreret efter aftalens regler om bl.a. overarbejde, tilkald og inddragelse af fridøgn. Arbejdsretten bemærkede, at pålægget om tests alene var en udmøntning af Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og at regionen ikke modtog en arbejdsydelse ved at medarbejderen opfyldte pålægget.
Bech-Bruuns kommentarer
Afgørelsen slår fast, at den tid, som medarbejdere pålægges at anvende i deres fritid til at lade sig teste for Covid-19, må anses som arbejdstid eller må sidestilles med arbejdstid.
Dette betyder dog ikke, at den forbrugte tid naturligt skal honoreres på samme måde som andet arbejde, og der er grund til at hæfte sig ved, at Arbejdsretten understreger, at testen ikke indebærer præstation af en arbejdsydelse. Retsstillingen kan derfor meget vel være, at der måske kan kræves et ”rimeligt vederlag”.
Indgrebet i fritiden er næppe så intensivt, at tiden skal betragtes som arbejdstid i forhold til de arbejdsmiljømæssige regler om arbejdstid, herunder arbejdstidsdirektivet.
Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.
