Højesteret pålagde ved dom af 8. november 2017 en kommune til at betale knap 1,8 mio. kr. til et konkursbo, idet kommunen hæftede for betalinger, der ikke udgjorde et fortrinsberettiget forsøg på en samlet kreditorordning.
En almen boligorganisation, der havde kommunen som tilsynsmyndighed, blev taget under konkursbehandling den 8. december 2011.
Kort før konkursen blev der indgået aftale med tre uafhængige rådgivere om at foretage en nærmere undersøgelse af boligforeningens økonomiske forhold. Der blev i denne forbindelse udarbejdet en administrationsaftale, hvor kommunen indestod for betaling af rådgivernes honorarer.
Boligforeningen afholdte udgifterne til undersøgelserne, der blev betalt umiddelbart før konkursens indtræden, henholdsvis den 6. og 7. december 2011. Konkursboet anlagde herefter sag mod kommunen med påstand om omstødelse af de herved foretagne betalinger under henvisning til kommunens indeståelse.
Betalinger for arbejde med undersøgelse af en mulig ordning
Efter konkurslovens § 94, stk. 1, nr. 1 er kreditorkrav fortrinsberettigede i det omfang, der er tale om rimelige omkostninger, der hidrører fra forsøg på at tilvejebringe en samlet ordning af skyldners økonomiske forhold.
Højesteret fastslog, at betalingerne den 6. og 7. december 2011 ikke er fortrinsberettigede efter konkurslovens § 94, idet undersøgelsesarbejdet var en afdækning af boligforeningens økonomiske forhold, herunder mulighederne for finansiel rekonstruktion. Dog omfattede undersøgelsesarbejdet ikke egentlige forhandlinger med fordringshaverne med henblik på at tilvejebringe en samlet ordning, idet den største kreditor allerede ved første møde nægtede at forhandle om en løsning på boligforeningens økonomiske vanskeligheder.
Betalingerne blev omstødt, da de var iværksat før sædvanlig betalingstid umiddelbart før konkursen af de samme rådgivere, som indleverede konkursbegæringen og derved forringede boligforeningens betalingsevne, uden at være ordinære. Desuden begunstigede betalingerne fordringshaverne på en utilbørlig måde på de øvrige kreditorers bekostning samtidig med, at de begunstigede kendte til boligforeningens insolvens og de omstændigheder, der gjorde betalingerne utilbørlige. Kommunen blev dermed pålagt at dække konkursboets tab som følge af den påtagne indeståelse.
Hortens vurdering
En kreditor skal kunne bevise, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere en samlet ordning med kreditorerne for at opnå en fortrinsstilling i tilfælde af skyldners efterfølgende konkurs, jf. konkurslovens § 94. Det er f.eks. utilstrækkeligt, at man undersøger mulighederne for finansiel rekonstruktion, ajourfører bogholderiet eller forhører sig om kreditorernes interesse i en eventuel ordning.
Man skal som minimum indlede konkrete forhandlinger med kreditorerne med en realistisk chance for, at en ordning kan gennemføres på baggrund af et konkret forslag til en samlet kreditorløsning. Enhver kreditor, der gør krav på en fortrinsstilling i et konkursbo, skal kunne føre præcis dokumentation herfor på kurators forlangende.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
