Højesteret: Forlig afskar ikke en arbejdstager fra at forfølge krav efter forskelsbehandlingsloven

Arbejdstageren var en af otte lærere, der i 2017 blev afskediget af kommunen fra deres stillinger på en skole. Lærerne var alle mellem 53 og 61 år. Fagforbundet indgik på vegne af lærerne et forlig med den pågældende kommune, hvori det blev anført, at parterne var enige om, at sagen ikke blev videreført i det fagretlige system ved de civile domstole, administrative nævn eller lignende. Fagforbundet oplyste efterfølgende arbejdstageren om, at forholdet om aldersdiskrimination ikke var omfattet af forliget, og at hun selv kunne forfølge krav i henhold til forskelsbehandlingsloven.

I februar 2018 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse om, at arbejdstageren ikke havde fortabt retten til at gøre et krav gældende efter forskelsbehandlingsloven som følge af det af fagforbundet indgåede forlig. Nævnet fandt, at afskedigelsen af arbejdstageren var udtryk for ulovlig forskelsbehandling og tilkendte hende en godtgørelse på 390.000 kr. svarende til ni måneders løn.

Kommunen anerkendte ikke nævnets afgørelse, hvorefter nævnet indbragte sagen for Retten i Odense.

Retten i Odense fandt ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse. Retten vurderede, at forbundet ikke havde den fornødne kompetence eller fuldmagt – hverken udtrykkelig eller stiltiende – til at indgå en forligsmæssig aftale om kravet på vegne af arbejdstageren. Retten fandt ligeledes, at afskedigelsen var udtryk for ulovlig forskelsbehandling og tilkendte arbejdstageren en godtgørelse på 390.000 kr. svarende til ni måneders løn.

Østre Landsrets dom: Arbejdstageren afskåret fra at rejse et krav efter forskelsbehandlingsloven

Østre Landsret ændrede ved dom af 12. januar 2022 (BS-12117/2020-OLR) de tidligere to afgørelser. Dommen blev afsagt med dissens.

Flertallet af dommerne vurderede, at fagforbundet havde fuldmagt til at varetage arbejdstagerens sag og havde bemyndigelse til at indgå forlig. Arbejdstageren var i denne forbindelse også efter landsrettens vurdering afskåret fra at anlægge sagen ved Ligebehandlingsnævnet i 2018.

Den dissentierende dommer vurderede, at fuldmagten ikke bemyndigede fagforbundet til at afskære arbejdstagerens adgang til at anlægge en sag ved Ligebehandlingsnævnet. Dommeren tilsluttede sig i øvrigt godtgørelsesudmålingen som fastsat i byretten.

Højesterets dom: Arbejdstageren ikke afskåret fra at rejse et krav efter forskelsbehandlingsloven

Højesteret skulle i første omgang tage stilling til, i hvilket omfang det forlig, som arbejdstagerens fagforbund havde indgået med kommunen i 2017, forhindrede arbejdstageren i at indbringe et krav efter forskelsbehandlingsloven for Ligebehandlingsnævnet og domstolene.

Hvis Højesteret nåede frem til, at forliget ikke afskar arbejdstageren fra at forfølge kravet, skulle Højesteret også vurdere spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder.

I den forbindelse henviste Højesteret til, at den pågældende havde henvendt sig til sit fagforbund efter at have modtaget oplysning om, at hun ville blive indstillet til opsigelse. Efter det oplyste underskrev hun i forbindelse hermed et dokument, hvor hun gav fagforbundet ”fuldmagt til på mine vegne at behandle min sag i Ligebehandlingsnævnet.” Derudover fastslog Højesteret, at det krav efter forskelsbehandlingsloven, som arbejdstageren havde rejst, ikke var overenskomstdækket, hvorfor den fagforbundet ikke på grundlag af organisationsfuldmagt kunne forhandle om kravet.

I forlængelse heraf henviste Højesteret til, at:

”Den fuldmagt, som arbejdstageren efter det oplyste gav sin faglige organisation, bemyndigede alene organisationen til på hendes vegne at behandle sagen i Ligebehandlingsnævnet, og organisationen har ikke været legitimeret til at forhandle på hendes vegne ud over denne bemyndigelse. På denne baggrund, og da A ikke efterfølgende tiltrådte forliget med kommunen, finder Højesteret, at forliget ikke har afskåret hende fra at indbringe sit krav efter forskelsbehandlingsloven for Ligebehandlingsnævnet eller domstolene.”

Hvad angik spørgsmålet, om arbejdstageren var blevet udsat for aldersdiskrimination, konstaterede Højesteret blandt andet, at der ved udvælgelsen af arbejdstageren var blevet lagt vægt på hendes faglige kompetencer i forhold til den fremtidige opgaveløsning på skolen samt opgaver, der ville bortfalde. Derudover fastslog Højesteret, at:

”Selv om oplysningerne om aldersfordelingen kan pege i retning af en formodning om forskelsbehandling, finder Højesteret på den anførte baggrund, at kommunen har bevist, at opsigelsen af A ikke har haft nogen direkte eller indirekte sammenhæng med hendes alder.”

Opsigelsen var derfor ifølge Højesteret ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.