Genskin fra glaseret tag overskred den naboretlige tålegrænse

Det sker ikke så ofte, at sager om den naboretlige tålegrænse når helt til Højesteret. Men i en medieomtalt sag om genskinsgener fra et glaseret tegltag blev der givet tredjeinstansbevilling, og Højesteret har den 18. januar 2018 afgjort, at generne gik ud over, hvad man som nabo er nødt til at tåle.

Sagen handler om den naboretlige tålegrænse – i dette tilfælde, om et ægtepar var forpligtet til at eliminere genskinsgener fra den del af deres glaserede tegltag, som vendte ind mod naboens ejendom. Højesteret udtalte bl.a., at hvad en nabo må tåle, afhænger af en konkret rimelighedsvurdering af ulempens karakter, væsentlighed og påregnelighed sammenholdt med ejendommens karakter og beliggenhed og områdets karakter. Derefter fandt Højesteret ud fra en samlet vurdering, at genskinsgenerne fra det glaserede tegltag overskred den naboretlige tålegrænse. Byretten i Aarhus og Vestre Landsret nåede samme resultat.


Genskinsgener fra glaseret tegltag

Det fremgår af blandt andet en skønserklæring, at naboerne oplevede generende genskin fra taget, når solen skinnede, og at der om sommeren var absolut blænding på terrassen, i haven, stuen og værelset i en periode på ca. 2 timer sidst på eftermiddagen. Absolut blænding er stærkt generende og kan sammenlignes med at have en lampe lige i hovedet. Om sommeren var der begyndende blænding fra ca. kl. 15.00, mens blændingen forsvandt ca. kl. 21.00. Der var mindre blænding i forårs- og efterårsmånederne.


Kriterier i vurdering af generne og den naboretlige tålegrænse

Højesteret udtalte om den almindelige naboret, at "en ejer af en fast ejendom (kan) tilpligtes at fjerne varige naboulemper, i det omfang ulemperne overstiger" den naboretlige tålegrænse, som må vurderes konkret. "Ved denne vurdering må der tillige tages hensyn til en eventuel offentligretlig regulering af den ulempeforvoldende virksomhed. Der kan herved henvises til Højesterets dom af 10. august 2009 (UfR 2009.2680)".

Herefter konstaterede Højesteret, at der er ikke var offentligretlige forskrifter, der regulerede anvendelsen af glaserede tagsten i det område, hvor parternes huse er beliggende, samt at det ikke kunne tillægges betydning, at der i andre boligområder gjaldt begrænsninger for anvendelsen af glaserede tagsten.

Med hensyn til den konkrete bedømmelse af genskinsgenerne var Højesteret i øvrigt enig i bedømmelsen og de grunde, der var anført af byretten og tiltrådt af landsretten, således at den del af det glaserede tegltag, som vendte mod naboens ejendom, efter en samlet vurdering måtte anses for at overskride den naboretlige tålegrænse. Der var herved lagt vægt på

• at genskinnet var til væsentlig gene for naboen året rundt, om end mest i sommermånederne,


• at genskinsgenerne havde et sådant omfang, at de medfører en værdiforringelse på naboens ejendom på 150.000 kr., og endelig


• at sortglaserede tegltage ikke er sædvanlige i kvarteret, og ægteparrets valg af tagsten ikke er udtryk for en samfundsmæssig eller teknisk udvikling af tagbeklædningsmaterialer, men derimod alene er valgt af æstetiske årsager.

Dommens betydning

Dommen er et godt eksempel på, at naboretten baserer sig på almindelige erstatningsretlige principper, og at ansvarsnormen (tålegrænsen) i meget høj grad beror på de konkrete forhold. Højesterets henvisning til, at der ikke var fastsat offentligretlige forskrifter, må læses som et fingerpeg om, at hvis der i f.eks. lokalplanen havde været fastsat regler om anvendelse af glaseret tegl, og hvis naboens tag havde holdt sig inden for sådanne forskrifter, så kunne det muligvis havde haft betydning for resultatet, jf. henvisningen til U2009.2680 om gener fra vindmøller.

 

---