Genbrugsmaterialer i byggeriet – hvem bærer ansvaret?

Klimakrav i bygningsreglementet (BR18)

I 2022 blev der i bygningsreglementet indført regler vedrørende byggeriets klimapåvirkning, som gælder for alle byggerier, hvor der indgives ansøgning om byggetilladelse efter den 1. januar 2023.

Reglerne indebærer, at der på alle nybyggerier skal udarbejdes en klimaberegning (LCA-beregning), som dokumenterer byggeriets klimapåvirkning igennem hele sin livscyklus.

Klimaberegningen laves ved at beregne byggeriets CO2-udledning over en periode på 50 år. I beregningen indgår bl.a. udledningen ved produktionen af byggematerialerne, energiforbruget til drift af ejendommen og affaldsbehandlingen af byggematerialerne efter nedrivning af byggeriet.

Udarbejdelse af en sådan klimaberegning er en betingelse for at opnå ibrugtagningstilladelse.

For nybyggerier over 1.000 m2 er der herudover indført en grænseværdi for byggeriets maksimale CO2-udledning ifølge klimaberegningen. Ifølge planen skal der i 2025 indføres grænseværdier gældende for alle nybyggerier.

Hvem bærer ansvaret for mangler som følge af brug af genbrugsmaterialer i byggeriet?

De nye klimakrav – og nok også den almindelige samfundsmæssige udvikling mod større klimabevidsthed – har ganske naturligt medført en større bevågenhed i forhold til anvendelsen af genbrugsmaterialer i byggeriet.  

Anvendelse af genbrugsmaterialer indebærer dog en risiko for, at byggeriet vil komme til at lide af mangler, som måske ikke ville have været der, hvis der var anvendt fabriksnye materialer. Dette giver derfor anledning til spørgsmålet om, hvilken part der bærer ansvaret for sådanne mangler.

Udgangspunktet er, at bygherren bærer ansvaret for egnetheden af genbrugsmaterialerne, hvis disse er anvendt som følge af, at bygherren har stillet krav om, at der anvendes konkrete genbrugsmaterialer. I praksis kan dette f.eks. ske ved, at bygherren i udbudsmaterialet stiller krav om anvendelse af nærmere bestemte genbrugsmaterialer i byggeriet.

Hvis det omvendt er entreprenøren, der har besluttet, at der skal anvendes genbrugsmaterialer, vil denne være ansvarlig for eventuelle mangler ved egnetheden på samme måde, som hvis der var anvendt fabriksnye materialer.

Dette leder til spørgsmålet om, hvor meget der skal til for, at bygherren kan anses for at have foreskrevet brugen af et genbrugsmateriale, så bygherren bærer ansvaret for brugen af dette. I en nyere sag fra Voldgiftsnævnet ved Bygge- og Anlægsvirksomhed (TBB.2023.749 VBA) blev dette spørgsmålet prøvet.

I sagen havde bygherren i udbudsmaterialet angivet, at entreprenøren ”kunne overveje” at anvende genbrugstegl, og i byggeprogrammet direkte opfordret entreprenøren til at gøre det.

Voldgiftsretten fastslog i den forbindelse, at bygherrens opfordring til entreprenøren om at anvende genbrugsmaterialer, ikke fritog entreprenøren for ansvar for de påviste mangler. Årsagen til dette var, at bygherren ikke havde krævet anvendelsen af genbrugsmaterialer, men blot opfordret hertil.

Den gældende retstilstand må derfor være, at bygherren bliver ansvarlig for genbrugsmaterialernes egenskaber, hvis bygherren har stillet krav om, at entreprenøren skal anvende et genbrugsmateriale.

Det er dog klart, at opstår der en mangel som følge af en udførelsesmæssig fejl, selvom der har været anvendt genbrugsmateriale, da vil ansvaret for manglen som udgangspunkt fortsat påhvile den udførende entreprenør, da manglen i dette tilfælde skal findes i udførelsen og ikke egnetheden af produktet.

Focus Advokater anbefaler

Det er vigtigt at være opmærksom på, at uanset om brugen af genbrugsmaterialer skyldes en forpligtelse fra kontrakten eller et valg fra entreprenøren, så ændrer anvendelsen af genbrugsmaterialer ikke på kravene til det færdige byggeris kvalitet og holdbarhed. Materialerne skal således fortsat være af sædvanlig god kvalitet, uanset om der anvendes genbrugsmaterialer eller fabriksnye materialer, jf. AB 18 § 12, stk. 1.

Kravet om, at der skal være tale om ”sædvanlig god kvalitet”, vil dog kunne fraviges ved aftale, så der i højere grad tages højde for, at der kan være flere fejl forbundet med brugen af genbrugsmaterialer.  

Herudover er det som anført af afgørende betydning, om entreprenøren har et valg i forhold til, om der skal anvendes genbrugsmaterialer eller fabriksnye materialer, og om der i givet fald kan leveres mangelfrie genbrugsmaterialer.

Bygherre stiller ikke krav (men opfordrer) til anvendelse af genbrugsmaterialer

Entreprenøren bør i disse tilfælde derfor grundigt undersøge hvilke byggetekniske risici, der er forbundet med at anvende genbrugsmaterialer fremfor fabriksnye materialer til den konkrete opgave, da entreprenøren som udgangspunkt er ansvarlig for egnetheden af genbrugsmaterialet, hvis entreprenøren har haft valgfrihed.

Hvis bygherre, trods manglende kontraktkrav, undervejs i byggeriet opfordrer til brug af genbrugsmaterialer, kan entreprenøren eventuelt overveje at imødekomme dette ønske, mod at der indgås en klar aftale om, at bygherren i så fald påtager sig risikoen herfor.

Bygherren stiller krav til anvendelse af genbrugsmaterialer

Vælger bygherre denne løsning, bør bygherren være meget grundig med at aftale procedurer og retningslinjer for sortering og udvælgelse af genbrugsmaterialer til byggeriet, så der i sidste ende undgås uenighed om kvaliteten af byggeriet, da entreprenøren som udgangspunkt ikke er ansvarlig for egnetheden af genbrugsmaterialet.

Overholdelse af sådanne procedurer og retningslinjer kan dokumenteres ved, at entreprenøren udarbejder behørig kvalitetssikring. Både procedure og retningslinjer for sortering og udvælgelse af genbrugsmaterialer samt kvalitetssikring bør være en del af entreprisekontrakten.

En anden mulighed er, at parterne aftaler, at entreprenøren bærer ansvaret for mangler forårsaget af, at der er anvendt genbrugsmaterialer. Sædvanligvis vil denne løsning dog resultere i en noget højere pris fra entreprenøren, idet entreprenøren normalt vil tage et risikotillæg for at være pålagt en forpligtelse til at anvende genbrugsmaterialer, som denne også bærer ansvaret for.