Fratrædelses­aftale var ikke i strid med hverken funktionær­loven eller aftaleloven

Ifølge Vestre Landsret var funktionærloven ikke til hinder for, at en funktionæransat var bundet af en fratrædelsesaftale. Derfor havde den ansatte fraveget sin ret til et opsigelsesvarsel efter reglerne i funktionærloven og havde derfor ikke krav på godtgørelse for usaglig afskedigelse.

Vestre Landsrets dom den 1. februar 2018 


Sagen kort

En medarbejder (M) havde siden 1987 haft en sekretærlignende funktion i en virksomhed, der var stiftet af hendes mand (S).

I 2014 overdrog S en del af virksomheden til arbejdsgiveren (A). I den forbindelse blev der indgået en aftale om, at A skulle erhverve de resterende aktier i selskabet over fem år, hvorefter S og M skulle fratræde.

På grund af dårlige resultater i 2016 ønskede A at udskifte ledelsen i selskabet og i denne sammenhæng erhverve de resterende aktier i selskabet fra S. A og S forhandlede herefter en aftale på plads. Ifølge aftalen ville S modtage 2 mio. kr. som vederlag for de resterende aktier og som fratrædelsesgodtgørelser til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav mellem aftalens parter. En del af aftalen var også, at M skulle fratræde øjeblikkeligt. Både S og M underskrev denne aftale med A.

Efterfølgende fremsatte M krav over for A, da hun mente, at funktionærlovens regler var overtrådte. M henviste til, at hun ikke var bekendt med, at aftalen også omfattede hendes krav på godtgørelse, at vederlaget kun var blevet overført til S, og at hun havde ret til at få et opsigelsesvarsel efter funktionærloven.

Byretten vurderede, at M var bekendt med, at aftalen også udgjorde en fratrædelsesaftale for hende. Derfor var hun som udgangspunkt ikke berettiget til nogen godtgørelse.

Byretten vurderede dog, at aftalen samlet set ikke stillede M så godt, som hun ville have stået efter funktionærloven, og at hun derfor havde ret til en yderligere godtgørelse på ca. 375.000 kr.

A ankede dommen, hvorefter Vestre Landsret skulle tage stilling til sagen.


Vestre Landsrets dom

Landsretten udtalte, at funktionærloven ikke var til hinder for, at parterne havde indgået en aftale om, at M skulle fratræde straks eller på et andet tidspunkt, der fraveg fra det lovbestemte opsigelsestidspunkt. Herefter udtalte retten, at kravet om at medarbejdere ikke må stilles ringere end deres retsstilling efter funktionærloven kun gælder for opsigelser, der gives som en ensidig erklæring og altså ikke for aftaler mellem medarbejdere og arbejdsgivere.

Da M accepterede A's tilbud, som også indebar, at M skulle fratræde sin stilling omgående uden yderligere kompensation, vurderede landsretten, at der var tale om en fratrædelsesaftale og ikke en opsigelse. Derfor mente landsretten, i modsætning til byretten, at den indgåede aftale ikke var i strid med funktionærloven.

Herefter tog landsretten stilling til, om aftalen var ugyldig efter aftaleloven. Her lagde retten vægt på, at M ikke personligt havde modtaget noget beløb, i forbindelse med at aftalen var blevet indgået.

Landsretten lagde dog også vægt på, at M og S var samlevende ægtefæller, hvorfor M havde en betydelig økonomisk interesse i prisfastsættelsen og salget af S' aktier. Endeligt vægtede landsretten, at M og S havde drøftet aftalen med deres advokat og accepteret tilbuddet med en tilføjelse om, aftalen var til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav mellem parterne.

Derfor argumenterede landsretten for, at M var bekendt med og forstod indholdet af fratrædelsesaftalen, og at aftalen derfor ikke skulle tilsidesættes som urimelig efter aftalelovens regler.

På denne baggrund ændrede landsretten byrettens dom og frifandt A for M's krav.


Hvad viser dommen? 

Først og fremmest er dommen et eksempel, der viser, at funktionærlovens regler om opsigelsesvarsler gyldigt kan fraviges ved fratrædelsesaftaler.

Derudover viser afgørelsen, at fratrædelsesaftaler, ligesom alle andre aftaler, er underlagt aftalelovens § 36. Heri står der, at en fratrædelsesaftale efter en konkret vurdering kan tilsidesættes, hvis den vurderes som urimelig.

Det skal dog bemærkes, at der i denne sag var tale om særlige omstændigheder, fordi medarbejderen var gift med den tidligere ejer af selskabet, og at de derfor havde fælles økonomiske interesser. Det aftalte vederlag på 2 mio. kr. for de overdragne aktier indgik derfor i vurderingen af, om fratrædelsesaftalen var rimelig.