Forskels­behandlings­loven var ikke overtrådt ved opsigelse af medarbejder der passede sit handicappede barn

Valget faldt på M, der på dette tidspunkt havde været fraværende fra dagplejen i mere end et år. Kommunen begrundede beslutningen med, at det ikke ville være pædagogisk forsvarligt at flytte børnene til en dagplejer, de ikke kendte. M gjorde herefter gældende, at afskedigelsen var begrundet i hendes søns handicap, og at hun derfor havde været udsat for forskelsbehandling.

HØJESTERETS DOM
Højesteret indledte med at fastslå, at M's søn led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Retten lagde vægt på, at sønnen var blevet lægeligt diagnosticeret med Aspergers syndrom, som er en langvarig udviklingsforstyrrelse, der medfører betydelige funktionsbegrænsninger, og som blandt andet forhindrede M's søn i en normal skolegang.

Højesteret konstaterede herefter, at årsagen til opsigelsen var M's langvarige fravær fra dagplejen og ikke hendes søns handicap. M havde dermed ikke været udsat for direkte forskelsbehandling.

Herefter skulle Højesteret tage stilling til, om afskedigelsen var udtryk for indirekte forskelsbehandling. Højesteret lagde til grund, at det havde været nødvendigt for kommunen at afskedige en dagplejer, og at valget var faldet på M, da hun som følge af sit fravær ikke aktuelt havde børn i dagpleje og heller ikke kendte de børn, der aktuelt var i dagpleje hos andre.

Højesteret fastslog herefter, at hensynet til ikke at flytte børnene fra deres nuværende dagplejer til en dagplejer, de ikke kendte, var sagligt, og at afskedigelsen af M var hensigtsmæssig og nødvendig for at opnå dette formål. På den baggrund fandt Højesteret, at opsigelsen af M ikke udgjorde en indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.

Østre Landsret var kommet frem til det modsatte resultat. Læs vores omtale af denne dom.

Under sagen for Højesteret havde kommunen argumenteret, at forskelsbehandlingslovens beskyttelse af forældre til et handicappet barn kun omfatter direkte forskelsbehandling og dermed ikke indirekte forskelsbehandling.

Højesteret fandt ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet, idet retten allerede havde konstateret, at der ikke var tale om indirekte forskelsbehandling. Højesteret bemærkede dog alligevel, at ordlyden af både forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv indikerede, at beskyttelsen mod indirekte forskelsbehandling kun omfattede den handicappede selv og altså ikke også en person med tilknytning til den handicappede. Højesteret understregede dog, at den rette forståelse af EU-direktivet ikke var klar, hvorfor en stillingtagen hertil ville kræve en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

HVAD VISER DOMMEN?
Dommen viser, at Aspergers syndrom kan være et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven. Dommen bidrager videre til en konkretisering af hvilke legitime hensyn, der kan retfærdiggøre en indirekte forskelsbehandling. Dommen viser, at visse hensyn til en hensigtsmæssig drift af virksomheden, i dette tilfælde hensynet til børnene i en dagpleje, kan være saglige.

Højesteret forholder sig ligeledes til det meget principielle spørgsmål om rækkevidden af forskelsbehandlingslovens beskyttelse af personer med tilknytning til personer med handicap (tilknytningsdiskrimination). EU-Domstolen har tidligere fastslået, at direkte forskelsbehandling på grundlag af en medarbejders tilknytning til et handicappet barn er omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling. Det er dog fortsat uafklaret, om beskyttelsen mod tilknytningsdiskrimination ligeledes omfatter indirekte diskrimination.
Højesteret har med dommen ikke taget endeligt stilling til spørgsmålet. Afklaringen heraf vil kræve en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.