Forsikringsmægler handlet ansvarspådragende i forbindelse med forsikringstagers skift af forsikringsselskab, men blev frifundet på grund af forsikringstagers manglende dokumentation for sit tab

Sagens omstændigheder:

I en sag hvor forsikringsmægleren (sagsøgte) blev fundet skyldig i at have handlet ansvarspådragende, blev det afgørende, om forsikringstageren (sagsøger) tilstrækkeligt kunne dokumentere sit tab.

Forsikringstager, en mindre virksomhed med salg af større maskiner til brug for bygge og anlægsbranchen, havde haft sine servicevogne forsikret hos Forsikringsselskab 1 og Forsikringsselskab 2 med sagsøgte som forsikringsmægler igennem flere år.

Forsikringen hos Forsikringsselskab 1 dækkede eget gods i egne biler, og forsikringen hos Forsikringsselskab 2 dækkede transport af maskiner.

Ved et møde i november 2018 drøftede parterne det videre samarbejde og behovet for ændringer i forsikringsdækningen. Forsikringsmægleren afmeldte som følge heraf forsikringstagers forsikring hos Forsikringsselskab 1  og oplyste, at forsikringen var flyttet over til Forsikringsselskab 2.

I marts 2019 blev der begået indbrud i en af forsikringstagers egne biler, hvilket blev anmeldt af forsikringstageren til Forsikringsselskab 2, og det stjålne blev foreløbigt opgjort af forsikringstager selv. Forsikringsselskab 2 afviste imidlertid med den begrundelse, at der alene var tegnet forsikring, som dækkede transport af egne, lånte og lejede maskiner.      

Forsikringstager gjorde gældende, at forsikringsmægleren havde handlet ansvarspådragende ved at have misligholdt sine forpligtelser som forsikringsmægler ved ikke at sikre, at der ved afmeldelsen af eget gods i egne biler hos Forsikringsselskab 1 samtidig hermed blev tegnet en ny tilsvarende forsikring hos Forsikringsselskab 2. Ifølge forsikringstageren var forsikringsmægleren bekendt med forsikringstagerens forsikringsbehov (forsikring mod tyveri i egne biler samt mod driftstab), og forsikringsmægleren burde derfor klart have oplyst forsikringstageren om den manglende dækning og bragt forsikringstageren ud af sin berettigede vildfarelse.

Modsat gjorde forsikringsmægleren gældende, at forsikringstageren var blevet givet den aftalte dækning, hvor gods i egen bil ikke længere var dækket, hvilket blev understøttet af den indgåede aftalerapport (behovsanalyse), som forsikringstageren ikke havde gjort indsigelser imod.

Byrettens afgørelse:

Byretten fastslog efter sagens bevisførelse, at det kunne lægges til grund, at forsikringstagerens forsikringsbehov var kendte for forsikringsmægleren, særligt efter mødet i november 2018, og at det var forsikringsmæglerens pligt at påse, at forsikringstageren var behørigt forsikret, dvs. ej heller underforsikret.

Byretten fastslog, at forsikringstageren havde en berettiget forventning om at være forsikret mod tyveri i egne biler samt mod driftstab, hvilket indholdet af den i sagen fremlagte aftalerapport ikke kunne ændre ved.

Forsikringsmægleren burde have meddelt forsikringstageren, at det ikke var muligt at tegne præcist de ønskede forsikringer.

Byretten fandt således, at forsikringsmægleren havde handlet ansvarspådragende og misligholdt sine forpligtelser som forsikringsmægler ved ikke at have tegnet de af forsikringstageren ønskede forsikringer.

Men eftersom forsikringstageren ikke kunne dokumentere sit tab, og der ikke af byretten fandtes grundlag for at fastsætte tabet skønsmæssigt, blev forsikringsmægleren (sagsøgte) af den årsag frifundet.

Forsikringstagerens erstatningsopgørelse var baseret på egne tal, og der var endvidere tale om en generel sparsom bevisførelse, da der fra forsikringstagerens side ikke var blevet indhentet hverken skøns- eller revisorerklæringer til dokumentation herfor.      

Bemærkninger til dommen:

Nærværende sag fastslår først og fremmest, at en forsikringsmægler i en udstrakt grad er forpligtet til at sikre sig, at en forsikringstagers forsikringsbehov er afdækkede, og at det særligt ved skift af dækning og forsikringsselskab tydeliggøres overfor forsikringstageren, hvis der sker en ændring i forsikringsdækningen.

Byretten lagde således afgørende vægt på vidneforklaringerne givet for retten med hensyn til, hvad der imellem parterne var drøftet og aftalt, herunder hvorvidt forsikringstagerens ønsker var kendte for forsikringsmægleren, og dermed ikke selve indholdet af den indgåede aftalerapport.  

Som forsikringsmægler bør man derfor sikre sig, at ens kunde er fuldt orienteret om og bekendt med omfanget af forsikringsdækningen, særligt ved skift, således at man ikke bringer en forsikringstager i en vildfarelse.

Herudover fastslår dommen, at det er afgørende, at man, som den part som kræver sig fyldestgjort, skal kunne dokumentere sit tab i tilstrækkelig grad, hvilket må antages at skulle gøres ved fremlæggelse af enten skøns- og/eller revisorerklæring. Værdien af genstande skal der kunne redegøres for, herunder kunne tages højde for eventuelt slid og ælde, ligesom de reelle udgifter, herunder eventuelle driftstab skal kunne dokumenteres.

I nærværende sag havde forsikringstageren intet bevis ført for sit tab eller endda at de påståede effekter befandt sig i bilen på gerningstidspunktet.  

Bevissikring og dokumentation for et krav er derfor i sig selv afgørende for at kunne blive tilkendt et erstatningskrav.