Forholdet mellem EU-ret og dansk ret i en funktionærsag

Højesteret afsagde den 6. december 2016 dom i den længe ventede Ajos-sag. Dommen er særlig interessant fordi Højesteret fandt at det tidligere uskrevne EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder ikke kunne fortrænge den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3.

Højesteret fandt således, modsat EU-domstolen, at retssikkerhedsprincippet, herunder hensynet til berettigede forventninger, gik forud for det EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

Sagen kort

En medarbejder blev i maj 2009 som 60-årig opsagt af Ajos A/S efter 25 års ansættelse. Inden han fyldte 50 år, var han indtrådt i en pensionsordning, der gav ham ret til at oppebære en alderspension. Medarbejderen tiltrådte en ny stilling i en anden virksomhed, uden at han aktiverede sin alderspension. Ajos udbetalte ikke fratrædelsesgodtgørelse, idet den dagældende § 2 a, stk. 3, i funktionær­loven indeholdt en bestemmelse om, at fratrædelsesgodtgørelse bortfaldt, ”hvis funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren, og hvis funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50. år”.

I marts 2012 rejste Dansk Formands Forening på vegne af medarbejderen krav mod Ajos om fratrædelses­godtgørelse. Kravet blev afvist af Ajos, og tvisten blev indbragt for domstolene.

For Højesteret angik sagen, om Ajos efter den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, var fritaget for at betale den fratrædelsesgodtgørelse, som Medarbejderen efter lo­vens § 2 a, stk. 1, som udgangspunkt havde krav på. Vurderingen heraf ville i første omgang bero på, om det var muligt at fortolke de dagældende regler i funktionærloven på en måde, der var i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet som fortolket af EU-Domsto­len i sag C-499/08 (Ole Andersen), eventuelt ved at anvende de regler i forskelsbehandlingsloven, der er fastsat til gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet. Hvis dette ikke var muligt, skulle Højesteret – som følge af EU-Domstolens praksis – tage stilling til, om et EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder kunne føre til, at Ajos ikke kunne støtte ret på den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3.

Inden Højesteret traf afgørelse blev sagen fremlagt for EU-Domstolen, der besvarede spørgsmålene ved dom af 19. april 2016 (C-441/14).


EU-Domstolens afgørelse

EU-Domstolen besvarede Højesterets præjudicielle spørgsmål således:

”EU-retten skal fortolkes således, at når en national domstol, for hvilken der er indbragt en tvist mellem private, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, anvender bestemmelserne i national ret, påhviler det den at fortolke disse bestemmelser således, at de kan anvendes i overensstemmelse med dette direktiv, eller, såfremt en sådan overensstemmende fortolkning er umulig, om nødvendigt at undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, som er i strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Denne forpligtelse kan hverken drages i tvivl af retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller af den mulighed, som en privatperson, der anser sine rettigheder for krænket på grund af anvendelsen af en national bestemmelse, som er i strid med EU-retten, har for at drage den pågældende medlemsstat til ansvar for tilsidesættelse af EU-retten.”

EU-Domstolen fulgte således Generaladvokatens forslag til afgørelse i Ajos-sagen, som blev offentliggjort den 25. november 2015. Ligesom Generaladvokaten, lagde EU-Domstolen op til, modsat Højesteret, at problemet i sagen alene kunne løses ved brug af princippet om direktiv konform fortolkning.


Højesterets afgørelse

Ved afgørelsen af, om såkaldt direktivkonform fortolkning var mulig, fandt Højesteret, at der forelå en klar retstilstand, og at det ikke ville være muligt ved anvendelse af de fortolknings­metoder, der er anerkendt i dansk ret, at anlægge en fortolkning af funktionærlovens dagæl­dende § 2 a, stk. 3, som kunne bringe bestemmelsen i overensstemmelse med beskæftigelses­direktivet som fortolket ved EU-Domstolens dom i Ole Andersen-sagen. Højesteret bemær­kede i forlængelse heraf, at der ikke var grundlag for at anvende forskelsbehandlingslovens § 1 med forrang for funktionærlovens § 2 a, stk. 3, og på den måde opnå en direktivkonform for­tolkning. Der forelå således en ”contra legem” situation, hvilket indebar, at det ikke var mu­ligt at fortolke den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, i overensstem­melse med beskæftigelsesdirektivet.

Ved afgørelsen af, om et EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder kunne føre til, at Ajos ikke kunne støtte ret på den dagældende bestemmelse i § 2 a, stk. 3, udtalte et flertal i Højesteret bl.a., at tiltrædelsesloven ikke indeholder hjemmel til i en tvist mellem private at lade det uskrevne princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fortrænge den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3.

Ajos kunne der­for støtte ret på den dagældende § 2 a, stk. 3 i Funktionærloven, og blev frifundet i sagen.


DELACOUR bemærker

Sagen er ganske principiel idet den vedrører spørgsmålet om udstrækningen af forpligtelsen til direktivkonform fortolkning ved nationale domstole og udstrækningen af det generelle EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på baggrund af alder i tvister mellem private.

Uanset at EU-domstolen – ikke overraskende - havde servet til en direktiv konform fortolkning valgte Højesteret at foretage afvejning af dette princip over for retssikkerhedsprincippet og det sammenhængende princip om beskyttelse af den berettigede forventning. Højesteret fandt sammenfattende, at retssikkerhedsprincippet - i den konkrete sag - gik forud for princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, således at arbejdsgiveren i overensstemmelse med dansk ret, men i strid med EU-retten, skulle fritages for betaling af fratrædelsesgodtgørelsen.

---