Fastholdelsesbonus

Ny dom fra Højesteret fastslår, at der skal ekstraordinære omstændigheder til, før en fastholdelsesbonus ikke er omfattet af funktionærlovens § 17 a, stk. 1.
Funktionærlovens § 17 a, stk. 1 omfatter tilfælde, hvor en funktionær, som ifølge aftale eller sædvane delvis vederlægges med tantieme, gratiale eller lignende ydelser, fratræder sin stilling i løbet af et regnskabsår eller før, ydelserne i øvrigt udbetales. I den situation har funktionæren krav på en - i forhold til hans ansættelsestid i regnskabsåret - afpasset andel af den ydelse, han ville have fået udbetalt, hvis han havde været ansat i virksomheden ved regnskabsårets afslutning eller på det tidspunkt, ydelserne i øvrigt udbetales.


Sagens omstændigheder

I sagen havde arbejdsgiver og medarbejder aftalt en fastholdelsesbonus for at fastholde medarbejderen i en nærmere angivet periode. Medarbejderen var tilknyttet et projekt, som var ekstremt vigtigt for virksomhedens fremtid. Bonusaftalen blev indgået med baggrund i, at man anså det for vigtigt at fastholde medarbejderen i lyset af virksomhedens situation og de arbejdsopgaver, medarbejderen havde.

Medarbejderen fratrådte på trods af muligheden for fastholdelsesbonus sin stilling i virksomheden og lagde sag an med påstand om at få udbetalt en andel af fastholdelsesbonussen, jf. funktionærlovens § 17 a, stk. 1.

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at fastholdelsesformålet ikke kunne være opnået ved at give medarbejderen et løntillæg uden udskudt betaling. De fandt endvidere, at den aftalte bonus reelt ikke kun var en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil bonusperiodens udløb, men at den også var en vederlæggelse for udførelse af arbejde på samme måde som løn. Derfor havde medarbejderen krav på en forholdsmæssig andel af den fulde ydelse.

Højesteret lagde vægt på, at den aftalte bonus var progressivt stigende i perioden, indtil bonusaftalens udløb og udbetaling kunne ske. De lagde endvidere vægt på, at der ikke var tale om, at medarbejderens stilling skulle nedlægges ved udløbet af bonusaftalen med deraf følgende behov for virksomheden for, at han bestred sin stilling så vidt muligt indtil den sidste dag. Bonussens maksimale størrelse var endvidere fastsat af virksomheden i forhold til medarbejderens årsløn, og det fremgik af aftalen, at udbetaling af bonussen bl.a. afhang af virksomhedens skønsmæssige vurdering af medarbejderens arbejdsmæssige ”performance”.


FOCUS' bemærkninger

Dommen giver anledning til at indskærpe, at arbejdsgivere bør være opmærksomme på risikoen for at blive mødt med krav om udbetaling af forholdsmæssig fastholdelsesbonus på trods af funktionærens førtidig fratræden.

 

 



 

---