Engelsk dom om force majeure klausul – er det force majeure ikke at kunne modtage betalinger i bestemt valuta på grund af sanktioner?

Baggrund

I juni 2016 indgik det hollandske selskab MUR Shipping (”MUR”) og Jersey baserede RTI Ltd (”RTI”) en kontrakt om befragtning af gods fra Guinea til Ukraine. Af befragtningsaftalen fremgik, at betalingen skulle ske i amerikanske dollars. Den 6. april 2018 blev RTI’s russiskejede moderselskab pålagt sanktioner af USA’s Finansministerium. Som følge heraf ville RTI’s betalinger til MUR sandsynligvis blive væsentligt forsinkede eftersom amerikanske banker, der skulle sørge for betalingerne, ville være nødt til at undersøge, om betalingerne var i strid med sanktionerne.

Kort efter påberåbte MUR sig kontraktens force majeure klausul, der blandt andet omfattede statslige forordninger, der hindrer eller forsinker kontraktens opfyldelse. Ifølge klausulen kunne force majeure dog kun påberåbes, såfremt situationen ikke kunne overvindes gennem ”rimelige bestræbelser” af den berørte part. MUR påstod, at en betaling i dollars i overensstemmelse med kontrakten ville være at brud på sanktionerne mod RTI. RTI tilbød på den baggrund at betale i euro i stedet, og derudover at bære alle ekstraomkostninger, dette ville medbære. MUR afslog tilbuddet, og fremsatte et krav mod RTI på et beløb svarende til, hvad det ville koste at finde en alternativ last til befragtningerne.

Hvor langt skal en part strække sig for at overkomme force majeure?

En voldgiftsret konkluderede, at der utvivlsomt var tale om force majeure, og at kernen i sagen bestod i, om kravet fra RTI om, at MUR skulle acceptere at modtage betalinger i euro kunne siges at være ”rimelige bestræbelser”. Voldgiftsretten udtalte, at betaling i euro var et ”fuldstændig realistisk alternativ” til opfyldelsen af betalingsforpligtelsen i US dollars, og dømte til fordel for RTI. MUR indbragte kendelsen for den engelske handelsret, der fandt, at klausulen om rimelige bestræbelser ikke kunne tvinge MUR til at opgive sin kontraktuelle ret til at modtage betaling i amerikanske dollars. Dommen fastslog, at såfremt man fortolker en kontrakt efter, hvad der kan forekomme rimeligt, kan dette skabe tvivl om en kontrakts bindende karakter, hvilket er særligt uhensigtsmæssigt i handelsmæssige transaktioner. RTI fik efterfølgende bevilling til at appellere sagen til den engelske appelret.

Appeldomstolens afgørelse

Appeldomstolen nåede til det modsatte resultat og afgjorde sagen til fordel for RTI, dog med dissens. Den dissentierende dommer mente, at MUR var berettiget til at kræve betaling i dollars, og at betaling i en anden valuta ikke ville kunne opfylde kontrakten. De to resterende dommere understregede, at sagen ikke omhandlede force majeure klausuler i bred forstand, men at sådanne bestemmelser bør fortolkes individuelt. Konkret mente dommerne at kernespørgsmålet var, om MUR’s accept af betaling i euro ville ”overvinde” force majeure situationen. Hertil lagde dommerne vægt, at kontrakten ikke behøvedes at være fulgt slavisk for, at situationen kunne anses som ”overvundet”. Appeldomstolen fandt i den specifikke sag, at MUR ikke kunne påberåbe sig force majeure, da situationen kunne overvindes ved RTI’s betaling i euro.

Bird & Birds kommentar

Det er interessant, at flertallet i appelkendelsen finder det berettiget at afvige fra kontraktens eksplicitte bestemmelser. I den specifikke sag virker det dog som det fornuftigste resultat, eftersom en betaling i euro svarende til dollarkursen ville opfylde kontraktens to formål; at lasten blev befragtet, samt at der skete betaling herfor på det aftalte beløb.

MUR ville ingen overlast lide ved den alternative betalingsform – særligt ikke, da RTI tilbød at betale eventuelle ekstraomkostninger forbundet med betaling i euro i stedet for dollars.

Sagen er et eksempel på, at domstole kan fortolke kommercielle kontrakter efter sit formål og ikke kun sin ordlyd, hvis dette er nødvendigt for at nå et rimeligt resultat.