Diskriminationsforbuddet trumfer retssikkerhedsprincippet

Efter den tidligere undtagelsesbestemmelse i funktionærlovens § 2a, stk. 3 mistede en medarbejder retten til fratrædelsesgodtgørelse, hvis medarbejderen ved fratrædelsen havde ret til alderspension efter en med arbejdsgiveren aftalt pensionsordning, hvis medarbejderen var indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50 år.

Undtagelsesbestemmelsen i funktionærlovens § 2a, stk. 3 udgik i kølvandet på EU-Domstolens afgørelse i Ole Andersen-sagen fra oktober 2010, hvor EU-Domstolen fastslog, at funktionærlovens § 2a, stk. 3 var for vidtgående set i forhold til det underliggende beskyttelsesdirektiv og i strid med EU-retten.

"Ole Andersen-sagen" og Højesterets efterfølgende dom er beskrevet i tidligere nyheder på horten.dk:
Nærmere afklaring vedrørende Funktionærlovens § 2A
Fratrædelsesgodtgørelse til ældre funktionærer

DEN NYE SAG
Sagen for EU-Domstolen handlede om en medarbejder, der i en alder af 60 år blev opsagt af sin arbejdsgiver, hvorefter parterne indgik en fratrædelsesaftale.

Medarbejderen havde været ansat i virksomheden i næsten 25 år, og han havde derfor som udgangspunkt ret til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn. Medarbejderen var dog omfattet af undtagelsesbestemmelsen i den dagældende funktionærlovs § 2a, stk. 3, da han samtidig havde ret til arbejdsgiverbetalt alderspension. Arbejdsgiveren udbetalte derfor ikke fratrædelsesgodtgørelsen.

Medarbejderen fik efterfølgende ansættelse i en anden virksomhed, og han lagde herefter sag an mod sin tidligere arbejdsgiver med krav om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse og godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.
Sø- og Handelsretten fandt under henvisning til Ole Andersen-dommen, at medarbejderen var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærloven,  men fandt ikke, at medarbejderen havde krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Sagen blev anket til Højesteret og spørgsmålet var, om det var muligt at undlade at anvende en klar og utvetydig regel som funktionærlovens § 2a, stk. 3 eller tolke denne i strid med dansk retspraksis med henvisning til et EU-retligt princip, som forbyder forskelsbehandling, eller om virksomhedens berettigede forventning om retstilstanden vil forhindre dette.

Højesteret fandt anledning til at forelægge EU-retten følgende spørgsmål:

1. Om det almindelige princip om forbud imod forskelsbehandling på grund af alder er til hinder for en ordning som den i den tidligere funktionærlovs § 2a, stk. 3, og


2. Om det generelle princip om forbud imod forskelsbehandling på grund af alder måtte vige for princippet om beskyttelsen af privates almindelige forventning om at kunne støtte ret på de nationale loves ordlyd (retssikkerhedsprincippet)

PRINCIPPET OM FORBUD MOD FORSKELSBEHANDLING PÅ GRUND AF ALDER I EN TVIST MELLEM PRIVATE
Forskellen på denne sag og de tidligere sager omhandlende den tidligere funktionærlovsbestemmelse er, at der i denne sag er tale om en tvist mellem to private, der som udgangspunkt ikke kan støtte direkte ret på EU-direktiver. EU-Domstolen har dog tidligere fastslået, at der gælder et uskrevet EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, som også direkte omfatter private.

EU-Domstolen besvarede det første spørgsmål med, at det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder - også i en tvist mellem private - indeholder et forbud mod en ordning, som den der gjaldt i henhold til funktionærlovens § 2a, stk. 3.

EU-KONFORM FORTOLKNING
EU-Domstolen indledte det andet spørgsmål med at udtale, at det i sager mellem private påhviler de nationale domstole at sikre borgerne den retsbeskyttelse, som de er tillagt efter EU-rettens regler.

De nationale domstole er ligeledes forpligtet til at fortolke de nationale bestemmelser på en sådan måde, at de i videst muligt omfang fortolkes i lyset af direktivets ordlyd og formål, også kaldt EU-konform fortolkning.

Højesteret havde i forbindelse med forelæggelsen for EU-Domstolen udtalt, at det ikke var muligt at fortolke den nationale bestemmelse EU-konformt, da den nationale bestemmelse efter gældende dansk retspraksis var blevet fortolket på en sådan måde, at dette umuliggjorde en EU-konform fortolkning. Hertil udtalte EU-Domstolen, at hvis dette var tilfældet, da vil de nationale domstole være forpligtet til at ændre en sådan fast fortolkning eller helt at undlade at anvende bestemmelsen, hvis dette var den eneste måde, hvorpå EU-rettens fulde virkning kan sikres.

BERETTIGEDE FORVENTNINGER
EU-Domstolen udtalte i forhold til spørgsmålet om berettiget forventning, at en national domstol ikke kan fortsætte med at anvende en national bestemmelse, som er i strid med EU-retten med den begrundelse, at en privat part bør kunne støtte ret på ordlyden af de nationale love.

ERSTATNINGSKRAV MOD DANMARK
EU-Domstolen fandt heller ikke, at muligheden for, at den private arbejdstager kunne nedlægge et erstatningskrav mod staten med den begrundelse, at personen er blevet diskrimineret i strid med et EU-direktiv kunne ændre på forpligtelsen til EU-konform fortolkning eller undladelse af at anvende bestemmelsen.
EU-Domstolen fandt således ikke, at Højesteret er berettiget til at tilsidesætte princippet om forbud mod forskelsbehandling med henvisning til princippet om retssikkerhed, princippet om virksomhedens berettigede forventning om at kunne støtte ret på ordlyden af national lovgivning eller muligheden for medarbejderens erstatningskrav mod staten.

HORTEN BEMÆRKER
EU-Domstolens afgørelse fastslår, at der påhviler de nationale domstole en forpligtelse til at fortolke nationale bestemmelser EU-konformt og endda tilsidesætte nationale regler, hvis en sådan fortolkning ikke er mulig.

Denne forpligtelse kan hverken tilsidesættes under hensyn til retssikkerhedsprincippet eller under hensyn til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Det skal bemærkes, at dommen kan læses således, at EU-Domstolen i praksis tillægger EU-direktiv 2000/78 om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv direkte horisontal virkning mellem private personer ved at fastslå, at direktivets forpligtelser gælder for alle myndigheder i en medlemsstat – også domstolene og ved at fastslå, at direktivets bestemmelser er et konkret udtryk for et EU-retligt princip.

Det bliver interessant at se, hvad Højesteret kommer frem til og at følge, hvordan EU-Domstolens afgørelse vil få betydning for fremtidige sager inden for forskelsbehandlingsområdet, og om direktiv 2000/78 fremover vil blive påberåbt direkte i forholdet mellem private arbejdstagere og arbejdsgivere.

---