Den nye ressourceregel i offentlighedsloven

Ombudsmanden har i en udtalelse taget stilling til den nye regel i offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1, hvorefter offentlige myndigheder kan afslå behandling af en anmodning om aktindsigt, hvis behandlingen nødvendiggør et uforholdsmæssigt ressourceforbrug. 

Efter den nye regel i offentlighedslovens  § 9, stk. 2, nr. 1 (ressourcereglen), kan behandlingen af en anmodning om aktindsigt efter lovens § 7, afslås, i det omfang behandlingen af anmodningen vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug.

Det fremgår af forarbejderne til § 9, stk. 2, nr. 1, at det centrale for vurderingen af, om en anmodning om aktindsigt vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug, er det forventede tidsforbrug i forbindelse med myndighedens behandling af sagen. Et afslag efter bestemmelsen forudsætter, at det vurderes, at det samlede tidsforbrug for myndigheden i forbindelse med behandling af anmodningen - det vil sige såvel fremsøgning af sagerne eller dokumenterne som vurderingen af, om der kan meddeles aktindsigt - må forventes at overstige ca. 25 timer (svarende til mere end 3 fulde arbejdsdage).

Hvis den, der har søgt om aktindsigt, godtgør en særlig interesse i sagerne eller dokumenterne, vil myndigheden dog i almindelighed være forpligtet til at behandle anmodningen.

Det fremgår  desuden af forarbejderne, at meddelelse af afslag på aktindsigt med henvisning til ressourceforbruget ikke bør være den første reaktion på en anmodning om aktindsigt. Myndigheden bør i første omgang  indlede en dialog med den aktindsigtsansøgende med henblik på at få afgrænset og konkretiseret anmodningen og afhjælpe et eventuelt ressourceproblem.

Den konkrete sag
Ombudsmanden har i den konkrete sag taget stilling til anvendelsen af ressourcereglen og den dialog, der skal være mellem borger og myndighed, inden reglen anvendes til et afslag.

I den konkrete sag havde en borger anmodet Skatteministeriet om aktindsigt i ministeriets dokumenter i forbindelse med en beretning fra Rigsrevisionen om fusion af skatteforvaltningen. Skatteministeriet afslog borgerens anmodning med henvisning til, at behandlingen ville kræve et uforholdsmæssigt ressourceforbrug, jf. offentligehedslovens § 9, stk. 2, nr. 1.

Ministeriet henviste i sin afgørelse til, at de akter, som skulle gennemgås, omfattede over 6.000 sider, og at ministeriet allerede på tidspunktet for afslag på aktindsigt havde brugt ca. 25 timer på anmodningen.

Inden afslaget havde ministeriet forgæves bedt borgeren om at præcisere anmodningen om aktindsigt.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere Skatteministeriets afslag på at behandle anmodningen. Ombudsmanden henviste til, at de akter, som borgeren søgte indsigt i, var meget omfattende og komplekse, samt at borgeren ikke havde en særlig interesse i at få indsigt i dokumenterne. Ombudsmanden udtalte dog, at Skatteministeriet burde have forklaret borgeren, hvorfor ministeriet bad borgeren præcisere sin anmodning om aktindigt. Ombudsmanden udtalte desuden, at ministeriet burde have forklaret, atkonsekvensen af en manglende præcisering kunne være, at ministeriet ville afslå at behandle sagen under hensyn til ministeriets ressourcer. Ombudsmanden fandt videre, at ministeriet kunne have tilkendegivet, hvor meget yderligere arbejdstid ministeriet var indstillet på at bruge på sagen efter en eventuel præcisering.

Ombudsmanden udtalte herefter, at Skatteministeriet som led i dialogen med borgeren kunne have overvejet, at udlevere en intern aktliste, som ville have givet borgeren bedre mulighed for at præsicere sin anmodning.

Ombudsmandens udtalelse viser, hvilke krav der må stilles til en myndigheds dialog med borgeren, forud for anvendelsen af ressourcereglen.

En myndighed kan ikke nøjes med at anmode borgeren om at præcisere sin anmodning om aktindsigt, men myndigheden skal vejlede og oplyse om, at konsekvensen af en manglende præcisering vil være, at myndigheden vil afslå at behandle anmodningen under hensyn til ressourcereglen.

 

---