Nu kan kommunerne indgå driftsaftaler med grundejere om belysning på private fællesveje
Privatvejslovens regler
Kommunalbestyrelsen kan efter privatvejslovens § 59, stk. 1, bestemme, at private fællesveje skal holdes belyst, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at dette er nødvendigt af hensyn til færdslen på vejen eller for at tilgodese andre almene offentlige hensyn.
Hvis kommunen træffer en sådan beslutning efter stk. 1, skal kommunen sørge for anlæg og drift af belysningen, men det er fortsat de vedligeholdelsespligtige grundejere, der skal betale for anlægget og driften af belysningsanlægget, jf. privatvejslovens § 59, stk. 2.
Der er ingen tvivl om, at kommunerne kun kan betale for belysning på private fællesveje, hvis beslutningen falder ind under privatvejslovens § 59, stk. 5 og 6, hvilket vil sige, at belysningen skyldes den almene færdsel eller almene offentlige hensyn.
Om sagen
Ankestyrelsens udtalelse udspringer af et tilsyn med en kommunes frivillige privatretlige aftaler med grundejere på private fællesveje i kommunen. Det fremgår af sagen, at der er tale om aftaler, hvor kommunen forestår al vejbelysning på de private fællesveje mod et årligt grundejerbidrag. Grundejerbidraget er sammensat af udgifter til såvel løbende service og elforbrug samt opsætning af ny belysning eller dele heraf, når det er påkrævet. Tilbuddet om en driftsaftale er blandt andet begrundet med, at kommunen dermed kan sikre, at lysanlægget er optimeret med hensyn til elforbrug og at de anlæg, der investeres i, lever op til fremtidens krav vedrørende drift og styring.
Ankestyrelsen ligger i sin udtalelse til grund, at aftalerne ikke er omfattet af privatvejslovens regler og derfor skal vurderes efter kommunalfuldmagtsreglerne.
Kommunen har oplyst til Ankestyrelsen, at den kommunale interesse i de frivillige aftaler med grundejerne om belysning på private fællesvej skyldes hensyn til infrastruktur, det æstetiske udtryk i form af ensartet belysning samt hensyn til klima og miljø.
Ankestyrelsen henviser til en udtalelse fra det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium af den 16. december 2003 til Kommunernes Landsforening, hvoraf det fremgår:
”… en kommune lovligt vil kunne betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje, hvis kommunen derved varetager en saglig kommunel interesse. En sådan saglig kommmunal interesse må eksempelvis antages at foreligger, hvis kommunen af arkitektoniske årsager ønsker en særlig udformning eller opsætning af de pågælende belysningsarmaturer. En kommune må endvidere antages at kunne betale for driften af belysning på private fællesveje, hvis elysningen etableres af hensyn til trafikanternes almindelige tryghedsfølelse samt af kriminalpræventive årsager.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviser i samme brev til, at en kommune derimod ikke vil kunne kunne afholde udgifterne til driften af vejbelysningen på private fællesveje, hvis den eneste begrundelse er henvisning til trafikale- og trafiksikkerhedsmæssige formål. Dette skyldes, at disse hensyn skal varetages med hjemmel i lov om private fællesveje. Det fremgår af Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af den 15. oktober 2010 til Københavns Kommune.
Endeligt skriver Ankestyrelsen følgende:
”Holbæk Kommune har oplyst, at kommunens interesse i de frivillige aftaler med grundejerne om belysning på private fællesveje bl.a. er hensynet til infrastruktur, det æstetiske udtryk i form af ensartet belysning og hensynet til klima og miljø. Sådanne interesser er saglige for en kommune at varetage. Som det fremgår af den citerede praksis ovenfor, vil Holbæk Kommune derfor lovligt kunne betale for udgifter til driften af belysningen på private fællesveje. Da der er tale om frivillige aftaler om en ydelse, der stilles til rådighed for grundejerne, kan kommunen også vælge at opkræve betaling for ydelsen.”
Ankestyrelsens afgørelse kan ses her.
Bech-Bruuns kommentarer til sagen
Ankestyrelsen giver med denne udtalelse kommunerne nye muligheder for at hjælpe grundejerne med at håndtere vejbelysning og samtidigt sikre en æstetisk og klimavenlig belysning på vejene. Dette må forventes at være noget, som mange kommuner vil benytte sig af.
Ankestyrelsen åbner også op for, at kommunerne kan betale for belysning på private fællesveje - i hvert fald, hvis det er frivilligt. Dette synes at skabe grobund for en noget uklar praksis for, hvornår de tilgrænsende grundejere skal betale for lys på private fællesveje i byerne.
På samme måde åbner afgørelsen mulighed for endnu flere typer af driftsaftaler mellem kommuner og de tilgrænsende grundejere. Hvor grænsen går må dog prøves af i praksis.