Én mors evne til at opretholde ”perfektionistisk facade” omkring sig selv og sine børn gjorde bl.a., at det ikke var muligt for kommunen at opdage og forhindre de overgreb, som moren havde udsat sine børn for. Børnene havde derfor ikke krav på godtgørelse fra kommunen.
Baggrunden for sagen
Én mor blev i efteråret 2021 dømt for at have udsat sine fire børn for mishandling, vanrøgt, nedværdigende behandling og ulovlig tvang, mens børnene boede i morens hjem.
Overgrebene blev begået fra 1996 til 2020. I fortsættelse af straffedommen fremsatte børnene efterfølgende krav om godtgørelse for ikke-økonomisk skade mod kommunen.
Kommunen modtog i perioden fra 2005 til 2020 flere underretninger med oplysninger, der gav anledning til bekymring for børnenes trivsel i hjemmet. Kommunen undersøgte forholdene i hjemmet, men vurderede ikke, at der var nogen rimeligt begrundet mistanke om, at der forelå en påregnelig risiko for, at moren begik eller ville begå overgreb mod børnene af den karakter, som moren i straffesagen blev dømt for, hvorfor kommunen lod børnene blive boende hos deres mor. Børnene mente, at kommunen dermed blev ansvarlig for, at overgrebene mod børnene kunne fortsætte gennem de mange år.
Da kommunen ikke ville anerkende børnenes krav om godtgørelse, anlagde børnene sag mod kommunen, som under sagen var repræsenteret af advokat Jacob Schall Holberg.
Børnene gjorde overordnet gældende, at kommunen havde krænket børnenes ret til beskyttelse mod umenneskelig og nedværdigende behandling efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, idet kommunen – på trods af oplysninger og underretninger om blandt andet mistrivsel hos børnene samt karakterafvigende og kontrollerende adfærd fra moren – ikke havde iværksat tilstrækkeligt effektive foranstaltninger med henblik på at afdække overgrebene og efterfølgende forhindre disse, hvorfor børnene havde krav på godtgørelse, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.
Byrettens dom af 5. februar 2024
Der var mellem parterne enighed om, at de overgreb, som moren var blevet dømt for i den underliggende straffesag, var omfattet af anvendelsesområdet i EMRK artikel 3, hvorfor retten lagde ubestridt til grund, at børnene var blevet udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3.
Byretten udtalte herefter, at spørgsmålet i sagen var, om kommunen vidste eller burde have vidst, at der var en risiko for, at børnene blev eller ville blive udsat for overgreb af deres mor, og om kommunen i givet fald udfoldede rimelige bestræbelser for at forhindre overgreb.
Herefter udtalte byretten, at underretningerne indgivet forud for 2018 ikke indholdt oplysninger om, at moren havde udsat børnene for vold eller andre overgreb, idet underretningerne primært havde karakter af bekymringer omkring børnenes trivsel i hjemmet, hvor moren var eneforsørger, og problematikker omkring fædrenes samvær med børnene.
Indholdet og karakteren af disse underretninger måtte efter rettens opfattelse sammenholdes med, at børnene under de gentagne børnesamtaler med kommunen gav udtryk for, at de havde det godt, ligesom de fremtrådte pæne og glade. Også udtalelserne fra børnenes skole og daginstitutioner var i alle tilfælde positive. De børnefaglige undersøgelser konkluderede i alle tilfælde, at børnene var velfungerende og ikke havde behov for særlig støtte. Kommunen fandt ingen indikationer på vold eller andre overgreb i hjemmet.
Først med underretningen i august 2018 modtog kommunen oplysninger, der kunne give mistanke om vold i hjemmet. Underretningen var imidlertid anonym og indeholdt ingen konkrete oplysninger om volden. Indholdet og karakteren af denne underretning måtte sammenholdes med, at opmærksomhedsskemaerne fra skolerne beskrev børnene som dygtige og velforberedte børn, og de nye børnesamtaler med kommunen, hvor børnene igen fortalte, at de havde det godt. Kommunen fandt således ikke oplysninger, der kunne underbygge en mistanke om vold i hjemmet.
Kommunen modtog ingen underretninger om vold før indgivelsen af to underretninger i juli og august 2020. Den første blev indgivet af en borger, der kendte familien, mens den anden blev indgivet af den ældste af børnene på et tidspunkt, hvor hun var fraflyttet hjemmet. Kommunen havde påbegyndt sagsbehandlingen af den første underretning fra juli, da kommunen den 20. eller 21. august 2020 modtog den ældste af børnenes detaljerede underretning om fysisk og psykisk vold i hjemmet mod hende og hendes søstre begået af moren. Kommunen indgav på denne baggrund politianmeldelse mod moren den 26. august 2020. Moren blev anholdt i november 2020 og umiddelbart efter anholdelsen blev de to yngste børn, der på dette tidspunkt var de eneste hjemmeboende, fjernet fra hjemmet med morens samtykke.
Retten lagde – i forstættelse heraf og efter bevisførelsen, herunder navnlig børnenes egne forklaringer – til grund, at moren nøje havde ”instrueret” børnene i at udvise modstand mod samvær med deres fædre, og at moren var i stand til at manipulere andre, herunder skolen og kommunen, til at tro, at hun var en god og omsorgsfuld mor. Hun var således i stand til at opretholde en ”perfektionistisk facade” omkring sig selv og børnene. Hun opnåede derved den fulde forældremyndighed over alle børnene, ligesom hun fik fædrene til at opgive samværet med deres døtre. Hverken familien eller de personer, der kom i hjemmet eller i øvrigt havde løbende kontakt med moren og børnene, var klar over de virkelige forhold i hjemmet.
Efter indholdet og karakteren af underretningerne forud for 2020 sammenholdt med kommunens undersøgelser og indhentede oplysninger var der ikke grundlag for at iværksætte yderligere undersøgelser, fx gennem børnehuset eller under medvirken af psykolog. Retten bemærkede i den sammenhæng, at det ville have formodningen imod sig, at sådanne tiltag ville have afsløret morens overgreb, idet hun havde sørget for, at hun var børnenes eneste omsorgsperson, ligesom hun igennem flere år havde instrueret børnene i, hvad de skulle sige under børnesamtalerne. Vurderingen blev ifølge retten underbygget af, at ingen af børnene var i stand til at fortælle myndighederne om morens overgreb, før de enten var fraflyttet hjemmet eller havde fået vished om, at de ikke risikerede at komme hjem til moren igen.
Det forhold, at kommunen ikke søgte at gennemføre en akut tvangsfjernelse af de to yngste børn efter underretningerne i juli og august 2020, og at de først blev anbragt uden for hjemmet med morens samtykke i november 2020, kunne ikke føre til et andet resultat. Retten fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om, at underretningerne i det væsentlige drejede sig om overgreb af ældre dato, og at der, når tillige hensås til det igangværende tværsektorielle myndighedssamarbejde mellem kommunen, børnehuset, politiet og anklagemyndigheden, ikke var en åbenbar og akut risiko for, at de to yngste børns sundhed eller udvikling led alvorlig skade under fortsat ophold i hjemmet, mens de indledende undersøgelser stod på.
På denne baggrund fandt retten, at det ikke var godtgjort, at kommunen på daværende tidspunkt vidste eller burde have vidst, at der var en sådan risiko for overgreb, at kommunen var forpligtet at udfolde yderligere bestræbelser på at beskytte sagsøgerne mod overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Det var herefter ikke bevist, at kommunen havde krænket børnenes rettigheder efter EMRK artikel 3, hvorfor kommunen blev frifundet.
Bech-Bruuns kommentarer
Dommen fastslår, at offentlige myndigheder i sager om påstået myndighedssvigt og tilsidesættelse af EMRK alene bliver ansvarlige, hvis de offentlige myndigheder vidste eller burde vide, at der var en risiko for, at fx børn ville blive udsat for overgreb af deres forældre, og hvis myndighederne – uagtet denne viden eller burde viden – undlod at udfolde rimelige bestræbelser for at forhindre overgrebene.
Der skal således også ved vurderingen af, om EMRK er tilsidesat foretages en culpavurdering – eller i hvert fald en vurdering, der læner sig ganske tæt op ad den klassiske culpavurdering, som vi kender fra almindelig dansk erstatningsret – før det kan afgøres, om myndigheden har handlet i strid med EMRK, jf. også UfR 2018.2013 H (Esbjerg-sagen) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10. maj 2001 i sagen Z. m.fl. mod UK, nr. 29392/95, præmis 73 (Z-dommen), som byretten også udtrykkeligt henviste til i sin dom. Der kan endvidere henvises til en anden nyere landsretsdom, UfR 2022.2084 V, der også fastslår, at myndighedens viden og/eller burde viden er afgørende ved vurderingen af, om myndigheden har tilsidesat sine positive pligter efter EMRK.
Selvom sager af denne type utvivlsomt er ulykkelige – og selvom der kun kan udvises sympati for børnenes situation – ændrer det ikke på, at der skal være en grad af skyld hos myndigheden, før myndigheden ifalder ansvar for at have tilsidesat sine positive pligter efter EMRK.
I sagen som var genstand for byrettens dom af 5. februar 2024 var kommunen – i kraft af den løbende overholdelse af kommunens notat- og journaliseringspligt – i stand til at dokumentere de mange sagsskridt, som kommunen i en ca. 15-årig periode havde udfoldet med henblik på at afdække sagens rette sammenhæng. De mange veldokumenterede sagsskridt – sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, herunder morens evne til at ”instruere” børnene og opretholde en ”perfektionistisk facade” – gav ikke grundlag for at nå frem til, at kommunen havde handlet bebrejdelsesværdigt i sagen, og at kommunen burde have opdaget overgrebene på et tidligere tidspunkt end sket.
Byretten udtalte, at selv hvis kommunen – selvom der ikke var grundlag herfor – havde iværksat yderligere foranstaltninger i forsøget på at afdække sagens rette sammenhæng, mens børnene boede hos moren, var der ikke noget i sagen, der indikerede, at børnene i al den tid, de boede hos moren ville have fortalt kommunen om overgrebene, før de enten flyttede hjemmefra eller blev forsikret om, at de ikke skulle tilbage til moren. Retten udtalte hermed – efter vores opfattelse – at der tillige i disse sager og helt i overensstemmelse med almindelig erstatningsret gælder et krav om kausalitet, hvorefter døtrene skulle løfte bevisbyrden for, at der var den fornødne årsagssammenhæng og påregnelighed mellem de observationer, der blev gjort eller burde være blevet gjort af kommunen, og morens mulighed for at begå de pågældende overgreb. Denne bevisbyrde havde døtrene ikke løftet.
Samlet set udgør dommen et væsentlig bidrag til forståelsen af, hvornår en myndighed har tilsidesat sine positive forpligtelser efter EMRK artikel 3, ligesom dommen også bidrager til forståelsen af, hvordan den almindelige erstatningsret skal anvendes i samspillet med konvetionens regler. Der er i alle tilfælde tale om meget konkrete vurderinger, når det skal afgøres, om myndigheden i sager af den ovenfor beskrevne art har handlet bebrejdelsesværdigt.
Byrettens afgørelse er bl.a. omtalt i Retten i Odenses pressemeddelse af 5. februar 2024.
Ankefristen er ikke udløbet.
Vi har i Bech-Bruun indgående erfaring med håndtering af sager om påstået myndighedssvigt, hvorfor vi naturligvis gerne bistår i enhver henssende med lignende problemstillinger.
-large.jpg)
