Vestre Landsret afgjorde den 6. november 2019 spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdsgiver var erstatningsansvarlig for en ufaglært medarbejders psykiske lidelse som følge af arbejdet på en skole med udadreagerende elever. Landsretten frifandt arbejdsgiveren og lagde afgørende vægt på, at medarbejderen ikke havde sagt fra over for arbejdet, men tværtimod ønsket mere samvær med eleverne.
Landsrettens frifindelse er udtryk for, at der skal ganske meget til, før en arbejdsgiver ifalder erstatningsansvar for psykiske arbejdsskader.
Ung og ufaglært pædagogmedhjælper
En pædagogmedhjælper var i en toårig periode ansat på en skole, hvor han indgik i et team omkring to udadreagerende elever. Han blev langtidssygemeldt og diagnosticeret med en psykisk lidelse. Medarbejderen gjorde herefter gældende, at han under ansættelsen blev udsat for vold og trusler fra eleverne samt svigt fra ledelse og kollegaer, hvilket var årsag til hans psykiske lidelse.
Den psykiske skade blev anerkendt som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven, hvor der ikke er krav om ansvar hos arbejdsgiveren. Derimod skal arbejdsgiveren have handlet ansvarspådragende, hvis medarbejderen vil rette et erstatningskrav (differencekrav) mod arbejdsgiveren, ligesom de øvrige erstatningsretlige betingelser skal være opfyldt.
Medarbejderens fagforening anlagde sag mod arbejdsgiveren med påstand om erstatning for det tab (differencekrav), som medarbejderen havde lidt som følge af den psykiske lidelse og gjorde under sagen gældende, at arbejdsforholdene var ansvarspådragende for arbejdsgiveren.
Et sundt og sikkert arbejdsmiljø
Efter reglerne i arbejdsmiljøloven er arbejdsgivere forpligtet til at sikre et sundt og sikkert fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Heri ligger en forpligtelse til at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres på en sådan måde, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Et af de centrale spørgsmål i sagen var derfor, om skolens ledelse havde gjort nok for at klæde den unge, ufaglærte pædagogmedhjælper på til arbejdet med skolens elever, der havde særlige behov, og om der var ført tilstrækkeligt tilsyn med arbejdet.
Byretten og landsretten lagde vægt på, at man i medarbejderens team havde været særlig opmærksom på, at klæde ham på til opgaven med eleverne. Han havde bl.a. modtaget sidemandsoplæring fra erfarne og uddannede pædagoger, og han havde deltaget i supervision med skolens psykolog. På den baggrund fandt landsretten, at ledelsen på skolen havde gjort nok for at give medarbejderen oplæring og instruktion.
Skriftlig voldspolitik
Et andet centralt spørgsmål i sagen var, om skolens ledelse havde gjort nok for at forebygge og håndtere episoder med vold og trusler mod personalet. Byretten lagde i sin begrundelse – der blev tiltrådt af landsretten – vægt på, at skolen havde en skriftlig voldspolitik og faste procedurer for, hvordan medarbejderen kunne indberette voldsepisoder. Uanset at medarbejderen under sagen bestred, at han var blevet gjort bekendt med voldspolitikken, fandt byretten, at voldspolitikken var gældende på skolen, og udgjorde et relevant og tilstrækkelig tiltag i forebyggelse og håndtering af vold.
Burde arbejdsgiveren have kendt til den psykiske belastning?
Det er efter praksis afgørende, om arbejdsgiveren vidste eller burde vide, at medarbejderen blev udsat for en psykisk belastning under arbejdet.
Landsretten fandt, at pædagogmedhjælperen ikke under sin ansættelse gav udtryk for, at arbejdet belastede ham psykisk. Han havde heller ikke bedt ledelsen om værktøjer til at håndtere sit arbejde eller i øvrigt givet udtryk for utilfredshed med arbejdsmiljøet. Tværtimod havde pædagogmedhjælperen anmodet om at blive yderligere tilknyttet den elev, der havde udøvet den påståede vold, i form at ekstra timer og samvær i weekender. Landsretten fandt desuden ikke grundlag for at fastslå, at pædagogmedhjælperen under sin ansættelse var blevet udsat for vold og trusler i det påståede omfang.
På den baggrund frifandt landsretten arbejdsgiveren, og stadfæstede byrettens dom.
Hvad viser afgørelsen?
I tråd med retspraksis om ansvar for psykiske arbejdsskader, havde det afgørende betydning, at pædagogmedhjælperen fremstod villig til at påtage sig mere arbejde med den pågældende elev, og at han ikke på noget tidspunkt gav udtryk for, at han blev udsat for den påståede psykiske belastning i form af vold og trusler samt svigt fra ledelsen. Dette uanset, at pædagogmedhjælperen var ansat uden relevant uddannelse og til at arbejde med elever med særlige behov.
Arbejdsgiveren havde derfor ikke haft anledning til at antage, at arbejdsforholdene var skadelige for ham. Hvis situationen havde været anderledes, og medarbejderen havde givet udtryk for, at han fik det psykisk dårligt af arbejdet, kan det ikke udelukkes, at arbejdsgiveren var ifaldet ansvar.
Dommen er udtryk for, at der stilles ganske høje krav til sammenhængen mellem en psykisk skade og det udførte arbejde, og er endnu et eksempel på, at en anerkendt arbejdsskade i det arbejdsskaderetlige system ikke indebærer, at der foreligger et erstatningsansvar for arbejdsgiveren.
Advokat Maria Schmiegelow repræsenterede arbejdsgiveren i sagen.