Afslag på orlov var ikke forskels­behandling

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en medarbejder fik afslag på yderligere orlov i anledning af hendes datters psykiske problemer.

En medarbejder i en kommune fik bevilliget orlov uden løn i 3 måneder på grund af hendes datters psykiske problemer. Orloven blev forlænget med 4 ½ måned, men herefter nægtede kommunen at forlænge orloven yderligere.

Medarbejderens fagforbund gjorde opmærksom på en overenskomstmæssig ret til orlov i 1 år ved fravær af familiemæssige årsager, og kommunen gav herefter medarbejderen samlet orlov i 1 år, men gav ikke yderligere forlængelse af orloven efter denne dato.

Kom ikke tilbage på jobbet

Medarbejderen tilkendegav, at hun ikke ville genindtræde i sin stilling, når hendes orlov ophørte, og kommunen valgte derfor at ophæve ansættelsesforholdet. Medarbejderen rejste herefter krav om løn i opsigelsesperioden samt godtgørelse for forskelsbehandling på grund af hendes barns handicap.

Fortolkning af overenskomst hører hjemme ved faglig voldgift

Højesteret bemærkede, at retten ikke var kompetent til at foretage en fortolkning af den overenskomstmæssige bestemmelse, som gav medarbejderen ret til orlov, da denne kompetence tilkommer de fagretlige afgørelsesorganer og fandt dernæst, at det ikke var godtgjort, at medarbejderen havde krav på orlov ud over det år, hun allerede havde fået bevilget og afholdt.

Ikke krav på løn i opsigelsesperioden

Kravet om løn i opsigelsesperioden afviste Højesteret med henvisning til, at kommunen havde været berettiget til at hæve ansættelsesforholdet, fordi medarbejderen selv havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede at vende tilbage til stillingen efter hendes orlovsperiodes udløb.

Ikke forskelsbehandling

Til sidst fandt Højesteret, at der ikke forelå oplysninger, der tydede på, at medarbejderen i forbindelse med, at hun var blevet nægtet forlængelse af orloven, var blevet forskelsbehandlet på grund af hendes datters lidelse. Der var derfor ikke nødvendigt at vurdere, om datterens lidelse var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Kommunen blev herefter frifundet.

Horten bemærker

Det er fastslået i EU-domstolens praksis, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap også omfatter en medarbejder med et handicappet barn.

Højesteret fandt det ikke derimod nødvendigt at foretage en vurdering af, om medarbejderens datters lidelse var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Dette skyldes, at medarbejderen havde afholdt den orlov, som hun var berettiget til efter overenskomstens regler. Hun var derfor, selv hvis man fandt, at hendes datter havde et handicap, ikke blevet forskelsbehandlet i forhold til de andre ansatte, der i lignende situationer ville have samme rettigheder.

Vi gør opmærksom på, at indholdet ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

 

 

---