Østre Landsret kom højst overraskende frem til, at en advokat med titlen partner i et advokatfirma ikke var i en tjenestestilling og dermed ikke var omfattet af funktionærloven, ferieloven eller ansættelsesbevisloven.
Hvorvidt en person er lønmodtager, har stor betydning for vedkommendes rettigheder, da lønmodtagerstatus indebærer, at personen er beskyttet af en række lovbestemmelser. Der er ikke i dansk ret et entydigt lønmodtagerbegreb, men lønmodtager defineres dog ofte som en person, der modtager løn for personligt arbejde i en tjenestestilling.
BYRETTEN: TJENESTESTILLING OMFATTET AF FUNKTIONÆRLOVEN
I den konkrete sag havde en "Salary Partner" i et advokatfirma valgt at opsige sin stilling i virksomheden, og i den forbindelse opstod der uenighed om karakteren af partnerens ansættelsesforhold.
Byretten lagde i sin afgørelse vægt på partnerens faste månedlige vederlag, som blev udbetalt som A-indkomst, samt at hun hverken modtog nogen del af overskuddet eller havde stemmeret på partnermøder. Byretten fandt endvidere, at advokatfirmaet havde påtalt partnerens klientsammensætning og måden, hvorpå partneren fakturerede sin tid over for sine klienter. De omstændigheder, at partneren var forpligtet til at lægge sin fulde arbejdskraft hos advokatfirmaet, at hun skulle have tilladelse til bogindkøb og kursustilmeldinger, og at hun ikke havde ledelsesmæssige beføjelser over for andre ansatte, indikerede efter byrettens opfattelse også, at partneren var lønmodtager og dermed beskyttet af funktionærloven.
På denne baggrund fandt byretten, at partneren var lønmodtager i en tjenestestilling og derfor var omfattet af både funktionærloven, ferieloven og ansættelsesbevisloven.
LANDSRETTEN NÅEDE TIL ET ANDET RESULTAT
Landsretten kom frem til, at partneren ikke var i en tjenestestilling og derfor ikke var beskyttet af funktionærloven mv. Landsretten lagde vægt på, at partneren var ansat til at opbygge en afdeling uden hjælp fra andre og i den forbindelse havde medbragt egne sager og forventedes at skaffe nye egne sager og klienter. Derudover mente landsretten, at der ikke var en instruktionsbeføjelse, da partneren arbejdede alene og selv tilrettelagde sin arbejdstid og -indsats. Endelig fandt landsretten, at påtalen vedrørende klientsammensætning ikke udgjorde et pålæg om at tage bestemte klienter.
HORTEN BEMÆRKER
Der er i retspraksis skabt visse generelle retningslinjer, hvorefter det kun er den øverste ledelse eller personer, som utvivlsomt er konsulenter, som ikke anses for omfattet af lønmodtagerbegrebet.
Landsrettens afgørelse er således højst overraskende og ikke i tråd med tidligere praksis på området, idet den pågældende partner var ansat advokat med titel af partner og modtog fast månedsløn og ikke havde nogen former for bestemmende indflydelse eller ejerskab i virksomheden og heller ingen ledelsesmæssige beføjelser over andre.
Efter vores vurdering lægger landsretten stor vægt på partnerens selvstændige rolle med opstart af ny afdeling og forventet tilgang af egne sager. Dette er efter vores opfattelse ikke tilstrækkeligt til at betragte partneren som værende en del af den øverste ledelse.
Det skal nævnes, at det økonomiske udfald af landsretssagen blev bedre for partneren, selvom landsrettens dom gik hende imod med hensyn til lønmodtagerstillingen. Dette kan have haft en betydning for sagens udfald.
[layerslider id="67"]
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
